Uhyret I Ham

-|Til konkurencen Vold I Familien|-
"Vis ham ikke at du er bange.
Vis ham aldrig at du er bange.
Frygten tænder uhyret i ham."

Aidan er lederen i en bande, men hjemme er han offer for sin fars vrede og vold. I et forsøg på at begå selvmord med en overdosis, ender han på hospitalet, hvor han møder drengen Jayden.
Jayden vender alting op og ned. For deres venskab inderbærer en forbudt kærlighed. En kærlighed Aidan ved er forkert, men han kan ikke modstå den.

4Likes
11Kommentarer
1001Visninger
AA

11. Det hele er min skyld

Da hendes opkald kom, var det som om jeg mistede den sidste lille det af mig selv, som jeg krampagtigt havde holdt fast i. Jeg tabte røret på gulvet med et dunk, og gråden kvalte mig, så jeg måtte hive efter vejret. Jeg skreg, så min hals brændte, og jeg væltede alle de ting jeg kunne nå omkring mig.

     ”NEJ!” græd jeg, og faldt sammen på gulvet. Hans hænder tog fat om mig, men de slog mig ikke. De hjalp mig op at stå.

     ”Slap af, Aidan. Tag det roligt for helvede. Hvad sker der?”

     Jeg prøvede at rive mig løs fra hans greb, men han var for stærk.

     Jayden havde skåret begge sine blodårer over. Han ville dø. Det var min skyld. Det hele var min skyld. Han havde mistet meget blod, havde hun sagt. De vidste ikke om de kunne redde ham den her gang. ”Jeg forstår det ikke, Aidan,” havde hun sagt, og hendes ulykkelige stemme skar inden i mig. ”Hvad skete der mellem jer? Blev i uvenner? Han var så glad, og så pludselig lukkede han helt af.”

     Min fars negle borede sig ned i min hud. Jeg slog og sparkede ud efter ham, men han ænsede det knap nok. ”Hvem ringede til dig?” spurgte han. ”Var det drengen?”

     ”Det er min skyld!” græd jeg. Mine skuldre og hænder rystede voldsomt. ”Det hele er min skyld.”

     ”Aidan, svar mig, var det drengen der ringede? Hvad sagde han til dig?”

     Jeg rystede på hovedet, og kørte frustreret min hånd henover mit grædefærdige ansigt. ”N… nej …” fik jeg fremstrammet gennem gråden. ”Det var ikke ham … det  var … det var …” Jeg skreg igen, og borede mine fingre ind i maven.

     Han ruskede i mig. ”Aidan, hvad sker der? Hvad er der galt?” Han lød oprigtig urolig. Hvorfor slog han mig ikke bare? Hvorfor fik han mig ikke til at holde kæft? Hvad skete der? Der hele snurrede rundt nu. Han mærkede mig på panden.

     ”Er du syg?”

     Jeg var syg. Syg af bekymring. Hvorfor kunne han ikke forstå det? Hvorfor forstod han ikke, at han ikke kunne skille os ad? Det var for hårdt. Det var alt, alt for svært.

     ”Jeg elsker ham,” hviskede jeg. Hans hænder gav slip på mig, og jeg faldt sammen på gulvet som en kludedukke. Jeg kunne mærke hans blik på mig, og jeg turde ikke at rejse mig.

     ”Hvad sagde du?” hviskede han. ”Hvad sagde du, Aidan?”

     ”Jeg elsker ham,” gentog jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...