Elsker du mig ikke mere?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Færdig
<”Neeeeeeeeeeeej!”
Skriger jeg ind i hovedet på dig.>
Hvorfor er jeg ikke god nok?
<Mine hænder finder vejen til din hals, og jeg mærker hvordan de former en halvcirkel rundt herom. Sådan skubber jeg dig op ad væggen.>
Hvorfor skal du altid ødelægge alting?
<”Nej! Nej! Nej!”
Skriger jeg igen. Du forsøger at dreje hovedet væk. Jeg strammer mit greb. >
Hvorfor er det jeg gør aldrig godt nok for dig?
Hvorfor forstår du ikke?
Hvorfor er du ikke lykkelig?

^det seje cover er lavet af Psiphph^

14Likes
24Kommentarer
883Visninger
AA

2. 2.

 

”Neeeeeeeeeeeej!”

Skriger jeg ind i hovedet på dig. Mine hænder finder vejen til din hals, og jeg mærker hvordan de former en halvcirkel rundt herom. Sådan skubber jeg dig op ad væggen.

”Nej! Nej! Nej!”

Skriger jeg igen. Du forsøger at dreje hovedet væk. Jeg strammer mit greb.

”Nej nu kan det fandeme….”

Brøler en stemme langt væk fra mig. Ude i altingets intethed.

Christoffer skubber hårdt til mig. Jeg lander på gulvet, og ligger her længe og forsøger at fumle mig op på benene igen. Den lille lort. Han tror fandeme, han ejer det hele. Du står stadig op ad væggen. Du står bare og stirrer. Du gør det kun for at provokere mig, det ved jeg. Jeg er slet ikke så dum som du går rundt og tror.

”Christoffer gå ind på dit værelse.”

Siger jeg til ham, med den blideste stemme jeg kan finde frem.

”Nej.”

Siger han bare og bliver stående. Han kigger mig stift ind i øjnene. Jeg griner inden i mig selv. Hvad tror han det er? Også dit provokerende væsen har han arvet.

”Christoffer. Det her vedrører overhovedet ikke dig. Gå ind på dit værelse, NU!”

Han bliver stående. Hvorfor går han ikke?

”Nej.”

Gentager han igen. Vores blikke er stadig fængslet i hinanden.

”Nu, Christoffer.”

”Nej far!”

Jeg langer ud efter ham. Rammer plet. Lige på kinden. Ingen reaktion. Hvad er det du har avlet?

Han holder stadig mit blik.

”Kan du ikke slå hårdere end det?”

Han nærmest hvæser det ud mellem sine sammenbidte tænder. Det er dig der har skabt det her.

Endnu en knytnæve rammer dukkeansigtet. Hans hoved slynger lidt rundt.

”Føler du dig sej nu, far?”

 En til. Han ramler ind i dig, og i vælter begge. Hvorfor forstår du det ikke bare? Kan du ikke se, hvad du gør ved mig?

Christoffer rejser sig, og styrer mod mig med en sådan fart at jeg ikke når at reagere. Jeg mærker slag efter slag ramme mig overalt på kroppen. Han er stærkere end jeg troede. Men tænk, han tør ikke at sigte efter hovedet. Tøsedreng.

Du rejser dig op og trækker ham væk fra mig. Du siger et eller andet jeg ikke forstår. Det kan vel også være lige meget, du siger jo så skide meget hele tiden. Jeg er ikke så dum som du går rundt og tror, bare fordi jeg ikke siger ligeså meget så skide tit som du.

Men jeg elsker dig, jo. Du gider bare ikke forstå, det er det der er problemet.

 Du sidder i sofaen ved siden af Christoffer. Du græder. Jeg fnyser indvendigt. Det er din egen skyld. Du kunne bare gide. Hvis bare du gad, bare forsøgte at forstå så ville det hele være meget nemmere. Men nej, det gider du ikke bruge kræfter på.

Jeg sidder stadig på gulvet. Hver bevægelse jeg laver får dig til at rykke nervøst med nakken.

Det var sådan en lykkelig dag. Nu har du også ødelagt den.

Ved tanken om, dine evner til at ødelægge, til at vende alt der er godt, alt der er som det skal være, til noget skidt, begynder der at løbe tårer ned af mine kinder. Vi var så glade, men det skulle du absolut ødelægge med din evige trang til mere.

”Hvorfor?”

Siger jeg, med gråd i stemmen.

”Undskyld.”

Hvisker du. Du kigger ikke på mig. I stedet har dine øjne plantet sig fast på revnen i døren. Den er fra for en uge siden, hvor du ikke forstod hvorfor Christoffer ikke skulle have slæbt en kammerat med hjem. Du forstod ikke hvorfor en eller anden dreng ikke skulle til at komme her og lave om på alt det gode.

”Jeg kan bare ikke holde til mere.”

Siger du og knækker helt sammen. Nu vælter tårerne ud af dine øjne, og du hulker kraftigt. Næsten som om du er ved at blive kvalt.

”Stop nu det piveri. Det er jo din egen skyld.”

Nærmest råber jeg. Min stemme bærer stadig præg af gråden, men har nu blandet sig med desperation. Du kan ikke gå. Du skal bare gide forstå. Det er det hele.

”Undskyld.”

Hulker du.

”Jeg holder ikke til mere nu. Det går ikke.”

Tårerne vælter ned ad dine kinder.

Du lyver. Det er bare en undskyldning.

”Det har intet med noget af det at gøre, det ved jeg! Jeg er jo ikke komplet idiot. Det er bare en undskyldning. Du elsker mig ikke mere. Du har aldrig elsket mig!”

”Vær nu sød at stoppe!”

”Indrømmer du det? Du er en løgner! Du elsker mig ikke mere! Hvorfor elsker du mig ikke mere!?”

Din mund bevæger sig som om du prøver at sige noget, men i stedet for ord kommer der kun kæmpe hulk ud. Du nærmest skriger. Du ser grim ud som dit snot, der løber ud af næsen og blander sig med alle tårerne, filtrer sig ind i dit lange, lyse hår.

Jeg rejser mig og går truende mod dig. Du skal svare nu.

Jeg skal til at råbe dig i hovedet, men Christoffers dybe stemme afbryder mig.

”Far! Nok nu! Styr for helvede dine skizofrene tendenser!”

Jeg har aldrig før set ham på den måde. Ikke før i dag. Den stille, generte, lille dreng, med de uskyldige, evigt undskyldende grønne øjne, og det rødlige hår, i den konstant perfekte sideskildring. Også ham har du formået at ødelægge.

Jeg ignorerer hans udbrud, men ændrer min holdning. Jeg kigger længe på dig. Husker hvor smuk du var første gang jeg så dig.

”Det er jo os to, dig og mig, ik’? Dig og mig, kan du huske det?”

Du tuder stadig. Din gråd er fuldstændig uden for nogle former for kontrol.

”Lad nu være. Vil du ikke nok.”

Hulker du.

”Du må da kunne se, at det her ikke kan gå længere. Jeg kan virkelig ikke holde til mere.”

Du kigger endelig på mig. Det er svært at skelne dine ord mellem gråden, men jeg forstår hvad du siger.

Dine ord brænder. Det er jo din skyld. Du kunne bare have ladt være med at ødelægge alt på den måde.

 ”Du lyver! Jeg er ikke så dum som du tror! Jeg ved det. Du elsker mig ikke mere! Elsker du mig ikke mere?”

”Vær nu sød at stoppe!”

Du begraver dit ansigt i dine hænder.

”Fortæl mig nu bare, hvad det er du synes er så frygteligt! Det her er jo ikke min fejl, det er din! Du ødelægger det hele. Altid! Hvad er det jeg har gjort, hvad? Hvorfor elsker du mig ikke mere?”

Nu knækker du fuldstændig sammen. Bøjer knæene op under dig, og holder om dem. Du hulker værre end før. Jeg troede ikke det var muligt.

”Hvor svært kan det være? Elsker du mig ikke mere? Hvorfor elsker du mig ikke mere?”
Jeg skriger det ned mod dig.

Christoffer rejser sig. Han råber ad mig. Spørger om jeg er helt sindssyg. Kalder mig psykopat. Jeg hører ikke halvdelen. Langsomt begynder det at sløre for mit blik. Christoffer og du forsvinder, i små bider. Til sidst er i helt væk. Jeg står helt alene i ingenting. En lang sort gang. Jeg kan stadig høre Christoffers stemme langt, langt væk fra mig, men her er så meget støj, at det er svært at skelne hvad der bare er larm, og hvad der er ord.

En pludselig rusken i mine arme bringer mig tilbage i stuen. Det er Christoffer. Han holder hårdt om mine skuldre mens han rykker mig frem og tilbage, frem og tilbage, igen og igen.

”Du er jo psykopat! Det er nok nu! Du er syg, syg siger jeg dig far!”

Han skriger de samme ord ind i hovedet på mig gentagne gange. Også han græder nu.

Det er din skyld. Han forstår ingenting. Han har arvet så meget fra dig.

”Hvorfor far?”

Jamrer han, idet han giver slip på mine skuldre. Han slår mig slapt, og ligegyldigt i maven en gang.

”Det er jo ikke min skyld.”

Siger jeg.

Christoffer sukker dybt mens han ryster på hovedet.

”Du er jo sindssyg.”

Han trækker dig op fra sofaen.

”Kom mor, vi går nu.”

Han kigger stift på mig, mens i går ud mod gangen, ud mod entreen. Jeg følger efter jer derud.  Hans sandaler står stadig fremme på dørmåtten selvom vi snart rammer december måned. Han var blevet ved med at glemme, at sætte dem på plads.

Jeg søger dit blik mens jeg fumler med ordene. Du kigger stadig ned i jorden.

”Hvad med os, hvad? Det er jo dig og mig, ikke? Det er det jo! Lad nu være med det pjat.”

Christoffer åbner døren efter at have kastet en jakke over dig.

”Farvel far.”

Siger han, og tørrer tårerne på sine kinder væk med bagsiden af hånden. Du kigger kort op på mig. Din mund former et undskyld.

Døren smækker, og paladsets mures sidste mursten rammer jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...