Elsker du mig ikke mere?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Færdig
<”Neeeeeeeeeeeej!”
Skriger jeg ind i hovedet på dig.>
Hvorfor er jeg ikke god nok?
<Mine hænder finder vejen til din hals, og jeg mærker hvordan de former en halvcirkel rundt herom. Sådan skubber jeg dig op ad væggen.>
Hvorfor skal du altid ødelægge alting?
<”Nej! Nej! Nej!”
Skriger jeg igen. Du forsøger at dreje hovedet væk. Jeg strammer mit greb. >
Hvorfor er det jeg gør aldrig godt nok for dig?
Hvorfor forstår du ikke?
Hvorfor er du ikke lykkelig?

^det seje cover er lavet af Psiphph^

14Likes
24Kommentarer
842Visninger
AA

1. 1.

 

Vi har det da godt os to, har vi ikke? Os to mod resten af verden. ”Dig og mig”, havde du sagt, mens du kiggede mig dybt i øjnene, dengang du kyssede mig første gang, under den lille samling af træer i hjørnet af skolegårdens sportsplads. ”Dig og mig.” havde jeg hvisket tilbage.

Og vi havde holdt, i modsætning til alle de andre. Vi havde skabt vores paradis. Et palads. Et Utopia. Dig og mig, os to mod resten af verden.

Og vi elskede da hinanden, gjorde vi ikke? Elsker vi ikke hinanden? Jeg elsker dig. Du elsker også mig, det ved jeg. På et tidspunkt begyndte du bare at have svært ved at forstå tingene, og sådan er det blevet ved.

Vi elskede nok hinanden allermest i det øjeblik den lille grøn øjede fyr fuldendte lykken. Han har arvet mest for dig. Christoffer har også tit svært ved at forstå tingene.

Vi var så lykkelige. Vores palads. Bare os to, og lille Christoffer, selvfølgelig.

Men så begyndte du pludselig på at være underlig provokerende. Du fandt det relevant med en ”mødre gruppe”. ”Det er rart at have et sted hvor man kan tale om kvinde – ting.” Havde du sagt. Også skulle du pludselig ud og snakke om ”kvinde – ting” en gang om ugen.

”Var det godt i mødre gruppen.” Havde jeg spurgt dig en aften på en sådan ”kvinde torsdag”. Og du snakkede, og snakkede og snakkede. Og jeg husker at du var helt oppe at køre over en af de andre mødre der hed Susanne. ”Jeg har for resten inviteret hende til middag på mandag.” sagde du så pludselig. Jeg kan huske hvordan det gøs gennem mig. Skulle hun nu til at komme her i vores paradis? Skulle hun nu til at bryde murene på paladset? ”Nej.” Havde jeg sagt. Du havde kigget forvirret på mig.

Du forstår ikke hvad du gør ved mig, hvad du allerede begyndte dengang. Hvordan du nedbrød lykken.

Og da jeg så kom hjem fra arbejde den mandag aften for fjorten år siden havde Susanne siddet der ved bordet. Vores bord. Var vi ikke lykkelige nok? Hvad havde jeg gjort galt, siden du ikke var lykkelig nok? Siden du stadig havde brug for mere?

Og i sad hele aftenen og snakkede og snakkede og snakkede. Og da hun så endelig var skredet, forstod du ikke hvorfor jeg blev vred. Du forstod ikke hvorfor jeg råbte. Jeg havde bedt dig droppe den mødre gruppe hvis du virkelig elskede mig. Men alligevel var du taget af sted torsdagen efter.

Hvorfor er jeg ikke god nok?

 

 Hvorfor er det jeg gør aldrig godt nok for dig?

 

Hvorfor forstår du ikke?

En dag kom du hjem og sagde, at du ville finde dig et job. Du var træt af at gå rundt derhjemme. Jeg der ellers troede at du elskede vores hjem. Du rev endnu en mursten ud af paladsets tykke mure. Hvorfor var det ikke godt nok? Det er aldrig godt nok for dig, er det vel?

Der blev jeg fandeme vred. Det forstod du heller ikke. Jeg måtte jo have dig til at forstå på en eller anden måde.

Christoffer havde skreget og skreget og skreget, i uendeligheder. Og du tudede og provokerede og spurgte hvad der gik af mig. Jeg havde rusket i Christoffer og bedt ham holde kæft, og han havde skreget endnu højere. I forstod ingenting. Du forstod ikke hvorfor jeg var nødt til at slå lidt fornuft ind i dig.

”Det er jo os to, os to mod resten af verden.” havde jeg sagt. Og du havde kaldt mig sindssyg, og jeg havde kaldt dig en kælling. Og det var endt med at vi begge var brudt sammen, og Christoffer havde skreget sig selv i søvn.

 

Du har været sådan længe.

Uforstående og provokerende.

 

Du havde alligevel fået dig et job. Nu skulle du pludselig til at være sekretær. Og som om det ikke var nok, ville du også gå til yoga. Var det ikke godt nok? Er det ikke godt nok det vi har? Hvorfor er du ikke lykkelig?

Du bliver stadig værre og værre. Forstår mindre og mindre. Christoffer følger ligesom efter. Som om det er en eller anden sygdom du har, der har smittet ham, og konstant bliver ved med at brede sig.

Og selvom jeg udtrykkeligt har bedt dig lade være med at ødelægge mere er du blevet ved. Er jeg fuldstændig ligegyldig for dig?

Christoffer kører på sin sekstende sommer. Han er begyndt at søge lykken. Tror du nogensinde han bliver lykkelig? Eller minder han mon for meget om dig?

Han har villet gå til fodbold, og har haft slæbt venner hjem i tide og utide. Og når han så har en eller anden ven siddende i vores hjem, har du bare smilet, og prædiket om hvor hyggeligt det da var. Og du forstår ikke, du ser ikke hvad i gør, hvordan i ødelægger alting.

Nogle måneder inden sommerferien sidste år, havde du snakket om ferie i udlandet.

”Hvad er der galt med sommerhuset.” Havde jeg spurgt. Og du havde sagt at du bare gerne ville prøve noget nyt. ”Noget nyt”. Vi havde det da godt ved at tage i sommerhuset i ferierne.

”Jeg synes, det er en dårlig ide.” havde jeg sagt, ”Der er absolut ingenting i vejen med sommerhuset.”

”Nå nej men… Jeg tænkte bare…”

”Hvad tænkte du?”

”Det kunne bare være sjovt at opleve noget nyt, og sådan. Nu vi har pengene..” Du gentog jo bare dig selv. Ingen argumenter i den sag.

”Nej. Vi tager i sommerhus i ferien.”

”Jamen..”

Du var blevet ved. Lidt nervøst var du gået til sagen, for efterhånden kendte du godt konsekvenserne af din uforståenhed. Var vores sommerferier ikke gode nok? Vi havde det sgu da godt når vi var i sommerhuset, havde vi ikke? Vi var sgu lykkelige for satan, og det smadrede du. Du blev ved med at rive mursten ud af paladsets mure og kaste dem ustyrligt rundt i alle verdens hjørner.

”Vi tager i sommerhus, som vi altid har gjort!” Husker jeg, at jeg råbte af dig, inden jeg langede ud efter dig.

”Hvorfor er det her ikke godt nok for dig?” Havde jeg spurgt, mellem slagene. ”Hvorfor ødelægger du altid alting der er godt?”

Endnu engang forstod du ikke. Vil du mon nogensinde forstå?

Mange lykkelige dage ødelagde du, ved at være på denne her måde. Det er din skyld, det kan du vel godt selv se, ikke?

Ligesom dagen i dag. Det er en god dag. En af de der virkelig lykkelige dage.

 

Du går lidt hvileløst rundt. Jeg kan se, at du snart vil ødelægge det gode, endnu engang.

”Er der noget galt?” spørger jeg. Du sætter dig i sofaen ved siden af mig, og slukker fjernsynet.

”Jeg kan ikke mere.” siger du med grådkvalt stemme, og jeg ser hvordan tårerne i dine øjne er ved at flyde over.

”Hvad dog skat?” Jeg ligger armen om din skulder, og prøver at trække dig ind til mig, men jeg kan mærke at du ikke vil.

”Os.” Siger du, og dine tårer pibler nu ned af kinderne. Jeg trækker min arm til mig.

”Hvad mener du?”

”Undskyld.” Siger du, og kigger ned: ”Jeg kan bare ikke klare det mere.”

”Ej, hold op, det mener du jo ikke. Kom, så kan vi gå ud i køkkenet også laver vi lasagnen sammen. Kom nu, det bliver hyggeligt.” Jeg smiler og rækker ud efter dig.

”Nej. Det går ikke. Jeg går fra dig. Jeg og Christoffer flytter.”

”Nej. Kom. Nu går vi ud og hygger os”

Jeg smiler stadig, men taler med min bestemte stemme. Jeg råber ikke. Jeg prøver bare at få dig til at forstå. Men alligevel bliver du siddende. Hvorfor kommer du ikke med?

”Jeg har taget en beslutning. Jeg holder ikke til mere.”

Du rejser dig på en kejtet omtumlet måde.

”Undskyld.”

Siger du igen. Du står overfor mig og kigger skamfuldt ned i jorden. DU holder ikke til mere? Hvis der var nogle der ikke skulle ”kunne holde til mere” her, var det sgu da mig!

”Jeg går nu.”

Siger du, bare for at provokere mig. Du leger med mig. Du går ikke. Det ved jeg.

”Men det er jo os to. Dig og mig. Vi er jo lykkelige.”

”Vil du ikke nok lade være med det der? Jeg går nu”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...