Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4190Visninger
AA

30. Uden kontrol

Jeg ligger på jorden med næsen nede i græsset, da jeg slår øjnene op. Forsigtigt få jeg sat mig op. Min krop føles... anderledes. Så vidt jeg kan se, er den mørke ridder væk... Jeg sidder lidt. Far... Kunne det virkelig passe? Han havde jo virket bekendt... Men min far? Jeg har lyst til at græde, men der kommer ikke en tåre ud af mine øjne. Mærkeligt... Jeg plejer altid at græde over de mindste ting. Hver gang jeg ser Titanic, græder jeg... Hver gang... Så hvorfor ikke nu? Hvorfor kan jeg ikke græde?
Og det er ikke det eneste... Der er noget galt... Der er noget galt med mig. Jeg forsøger forgæves at dreje mit hoved til højre, men mit ansigt forbliver vendt mod jorden. Pludselig rejser jeg mig op, eller min krop gør i hvert fald. For jeg havde egentlig ikke noget imod at sidde i det bløde græs, men nu går jeg på stavrende ben hen over græsplænen mod udgangen af haven.

Og jeg har ingen kontrol. Jeg kan ikke engang smile. Jeg kan se mine bevægelser, dufte blomsterne, høre fuglene kvidre lystigt i toppen af et træ og mærke, hvordan græsset giver let efter under mig. Men mine ben går af sig selv.
Hvad er der sket med mig?

Jeg går indenfor igen, uden at vide hvorfor mine ben bærer mig den vej, eller hvor det vil føre mig hen. En tanke slår ned i mig, som et lyn i et træ. Kunne det være ridderens... min fars værk? Er det hans skyld, at jeg ikke kan gøre noget selv? Frygten spreder sig i mine tanker, men min krop mærker ikke frygten. Er det ham der styrer mig? Er jeg blevet hans marionetdukke? Og hvis jeg er, hvad skal han så bruge mig til?

Jeg kan høre stemmer der nærmer sig forfra. Det er umiddelbart ikke stemmer, jeg kender.

         ”Og så slog han ham ned! Man skal bare ikke komme på tværs af ham, slet ikke når han har fået noget at drikke... Har du oplevet ham sådan?” Spørger den ene soldat, da han drejer om hjørnet og kommer inden for mit synsfelt.

         ”Goddag Lady Hannah. Kan vi hjælpe dem?” Spørger den anden soldat med blød stemme. Min krop smiler sukkersødt.

         ”Ja, De kunne vel ikke fortælle mig, hvor jeg kan finde prins Zachary?” Min stemme lyder uskyldig. Det er skræmmende at høre sin egen stemme, især når det ikke er en selv der taler.

          ”Åhh.. De kan sikkert finde ham i tronsalen... Hans højhed har vist et møde med majestæten...” Han ser eftertænksomt på mig.

          ”Skal vi eskorterer Dem derhen?” Spørger han høfligt. Min krop ryster heftigt på hovedet.

          ”Nej, det er ikke nødvendigt.” Mit toneleje er høfligt, men jeg kan smage den kolde undertone, min krop lægger i ordene.

          ”Er De sikker? For vi kan da godt...” Jeg afbryder ham, før han får talt ud.

          ”Det er virkelig ikke nødvendigt. Jeg har været i tronsalen før...” Min stemme er kold og spydig, og efter udtalelsen smyger min krop sig forbi de forbløffede vagter.

Hvad fanden foregår der? Hvorfor skal jeg hen til... Åhh nej... Zach! Den store idiot! Hvorfor er han også prins af det her forbandede rige, hvor folk formørkes og styrer andre folks kroppe? Jeg prøver at løfte mine ben og gå den anden vej. Benene løfter sig godt nok, men de lystrer stadig ikke mig. Jeg fortsætter i samme retning. Mod Zach.

                                                                                 ***

Mine ben fortsætter deres march mod tronsalen, mens jeg forgæves prøver at få min krop til at lystre. Bare det ene ben... Hvis jeg bare kan styre det ene ben, kan jeg blive stående, uanset, hvor gerne resten af min krop forsøger at bevæge sig. Jeg koncentrerer mig 100 % på mit venstre ben, men forgæves. Min krop fortsætter den ensomme vandring ned gennem korridorerne, uden tanke for, hvad jeg har at sige.

Mit hjerte begynder at banke hurtigere, min krop reagerer på et eller andet, men hvad? Pludselig genkender jeg gangen, jeg bevæger mig ned af. Jeg er næsten henne ved tronsalen. Åh nej. Min krop smiler. Hvorfor?
En hurtig bevægelse med min højre arm og et lille hop senere står jeg med et af sværdene fra væggen i hånden. Det er ikke et af de store sværd, men ikke desto mindre et sværd.

Jeg står og afvejer det lidt i hånden, og i mit stille sind håber jeg, at min krop ikke er tilfreds med det. Men til min store fortrydelse nikker min krop anerkendende.

Min krop bevæger sig det sidste stykke hen ad gangen, før min krop standser foran den enorme dør indtil tronsalen. Endnu engang springer et smil frem på mit ansigt. Et grumt smil. Min krop placerer venstre hånd på døren, og jeg kan mærke det fint forarbejdede træ under min håndflade.

Løb Zach! Nu! Forsøger jeg at råbe, men forgæves.

Døren knirker, da min krop lægger vægten imod døren, og lyset fra tronsalen rammer mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...