Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4560Visninger
AA

45. Udbrud

Det føles mærkeligt at gå gennem portalen, men hvad havde jeg egentlig regnet med? Faktisk føles det næsten som vand gennem noget plastik, jeg kan mærke det mod min hud, men jeg bliver ikke våd.
Underligt.
Jeg bevæger mig et par skridt gennem den mærkværdige væske, da en dør dukker op. Jeg ser forundret på den en kort øjeblik, før jeg trækker på skuldrene. Hvorfor skulle her ikke være en dør? Det er jo en portal, og jeg har jo faktisk ikke rigtig brugt den før, så... Jeg kigger ned på det gyldne håndtag, før jeg tager fat om den runde form. I håndtagets midte befinder sig en drage, meget lig den, der var broderet i guld på de blå vægtæpper i Oppidum.
Døren glider op med en let knirken, og jeg går fra den lyse væske ind i mørket, der gør det ud for pladsen bag døren.

***

Jeg ser mig omkring i det runde rum, døren har ført mig ind i. Jeg kigger mig længselsfuldt over højre skulder, ud mod lyset. Jeg når dog kun at nyde lyset fra den mærkværdige væske i et kort øjeblik, før døren med det gyldne håndtag smækker i og efterlader mig i mørket. Jeg ryster på hovedet, hvad er det her for noget rod?
Mine øjne har næsten vendt sig til mørket, da nogle fakler, der hænger på muren, blusser op. For en stund er jeg blændet, så der går et øjeblik, før jeg får set rummet rigtigt an, selvom der faktisk ikke er så meget at se. Gulvet er belagt af et rødt tæppe, og langs væggen hænger faklerne. Og mellem hver fakkel er der en dør. Jeg drejer en omgang, mens jeg tæller. 1.. 2.. 3.. 4.. 5.. 6.. 7.
7 døre, alle med gyldne håndtag. Dørene er stort set identiske, bortset fra en enkelt detalje. Figurerne i midten af håndtaget er forskellige. Hver og en har deres symbol, undtagen en. På den dør er der intet mærke, og det virker besynderligt. For hvorfor er der en dør, der skiller sig ud, når de ellers er så ens? Hvad kan der være bag den dør?
Jeg bliver dog hevet ud af min tankestrøm af en lyd. Lyden af en rustning i bevægelse. En kuldegysning spreder sig i min krop, og med bange anelser vender jeg mig rundt og får øje på en mørk ridder.

***

          ”Godt.. Du.. Kunne.. Komme.” Hans stemme er kølig som en vinternat, og hvert eneste ord lyder som en kamp, som om han ikke kan få dem ud gennem hjelmen.
Jeg træder et skridt tilbage. ”Far?” Spørger jeg prøvende.
Han slår en latter op, der får mine knæ til at ryste under mig.
          ”Hvad er det, du finder så morsomt?” En smule arrigskab kan spores i mit spørgsmål.
          ”Jeg tror så mænd bare, at det er fordi, du ikke en gang kan kende din egen far, men jeg kan da godt se at det er svært Hannah Hanity, 6 år er trods alt lang tid for en lille pige.”
Mine øjne udvider sig. Det var en anden stemme, ikke helt så kold, og ordene flyder nemmere. Hvor er han?
Som svar på mit mentalt stillede spørgsmål, træder en anden mørk ridder frem bag den første. Ligheden er slående. Hvis det ikke var for deres stemmer, og så det faktum, at den ene spreder flere kølige vibrationer, ville man ikke kunne kende forskel på de to.
         ”Hvad laver I her?” Jeg læner mig let for over, uden egentlig at ane, hvad jeg kan gøre, hvis de skulle blive enige om at angribe mig.
Min far ser på den tidligere konge, der laver et kort nik.
         ”Ser du min pige, det her rum er, hvad du kan kalde knudepunktet i portalen, eller en afsendingsrampe, om du vil. Her fra kan vi tage stort set hvorhen, vi vil. Og det er jo en strategisk fordel, at være dem, der er i stand til at bestemme omgivelserne for en kamp, ikke sandt tøsen?” Den nedladende tone er tydelig i hvert et ord.
Et smil præger mit ansigt. ”Men også kun stort set.”
Et grynt kommer fra hjelmen. ”Det har du ret i. Portalernes rækkevidde er begrænset, især i Centralbyerne. Men desværre for Oppidum, har hendes majestæt jo stor glæde af haver, så at komme ind i de forskellige vigtige bygninger er faktisk ikke så svært.”
Mit smil er nu forsvundet, og er blevet erstattet af en besynderlig grimasse. ”Hvad skete der egentlig i Oppidum?”
Endnu engang søger min far bekræftelse hos Zach’s far, og endnu engang nikker han kort som svar. Jeg tror, jeg efterhånden har en idé om, hvem det er, der har bukserne på.
         ”Du har jo faktisk selv prøvet det, prinsesse.” Jeg kan fornemme et smil bag hjelmen, men det er svært at være 100 % sikker.
         ”Men når nu du spørger, så lad mig fortælle dig en lille historie. En sød, lille pige med sort hår afværger et angreb fra en ond, ond mand. Hun får fat i hendes stærke veninde, og sammen udtænker de en plan for at redde den smukke, godtroende, unge prins, der ikke befinder sig særlig langt væk. Den onde mand har dog også selv udtænkt en plan, og sender sin sammensvorne af sted. Han ankommer i en smuk have, og bevæger sig gennem de ulideligt ens gange i det, der gør det ud for prinsens hjem. Han når ikke langt, før han møder en vagt fra den kongelige livgarde. Han er en stolt ung mand med livet foran sig. Men desværre for ham fik den onde mands sammensvorne fat i ham og overtog hans krop. Han gør alt for at advare de andre vagter, hans krop passerer, men til ingen verdens nytte. Kroppen bevæger sig ind i våbenkammeret og forsyner sig med sprængstoffer, hvorefter den går mod prinsens gemakker. Her støder han ind i nogle soldaterkammerater, der synes, at der noget anderledes ved ham. Da det går op for den medsammensvorne, at han ikke kan få kroppen tættere på, uden at skade sprængstofferne, beslutter han sig for at antænde dem, for selv på den afstand der er mellem kroppen og prinsens værelse, vil det blive ødelagt. Også lyder der et brag, der kort efter følges af menneskers skrig og lyden af flammer.”
Jeg synker sammen. Den stakkels mand. Han må have været så rædselsslagen, så desperat. Præcis som jeg var i Bellator. En tåre kryber ud af min venstre øjenkrog og fortsætter ufortrødent ned over min kind, hvorefter den lander på det røde gulvtæppe.
         ”Hvad er der sket, har du mistet mæglet?” Hans udtalelse efterfølges af en kort latter.
         ”Hvorfor...” Det kommer ud som en hvisken.
         ”Jeg kan ikke høre dig.” Siger han i et drilsk, men dog stadig ondskabsfuldt toneleje.
         ”Hvorfor?! Hvorfor gør du det her far? Hvordan kunne du bare forlade os på den måde? Er du klar over, hvad jeg er gået igennem, hvad du sendte mor igennem? Ved du, hvor forfærdeligt det er at ligge alene i din seng, med tårerne trillende lydløst ned af dine kinder, mens du lytter til din mors hulk, der sniger sig op fra stuen? Ved du, hvordan det er, når alle naboerne kigger på dig med medfølelse i deres blik, uden at sige noget direkte til dig, men så snart de tror, du er uden for hørevidde, begynder de at tale om dig, om din mor, om din far... Hvordan de kommer med beskyldninger og teorier, der ofte er helt henne i vejret.

- Har hun slået manden ihjel? - Jeg har hørt, at han har haft et misbrug af både alkohol og stoffer. - Min brors kone fortalte mig, at han misbrugte sin datter. – Jeg har set, at når den stakkels kone var ude, så slæbte han kvinder med hjem.” Tårerne får frit løb, mens jeg råber de sidste seks års frustrationer ud, og oven i det, så har noget snot besluttet sig for at følge trop, men jeg kan ikke stoppe det. Nu er det ude, og det kan ikke tages tilbage igen.
         ”Forstår du det?” Det sidste kommer ud som en hvisken.

***

        ”Det..  Er.. Nok.” Den kolde stemme, tilhørende den tidligere konge, taler endnu en gang langsomt og hakkende. ”Du.. Får.. Æren.” Tilføjer han henvendt til min far.
I et kort sekund står min far ubevægelig, og i det korte øjeblik overvejer jeg, om han stadig er ond. Men så er sekundet ovre, og han trækker sit sværd.
         ”Far...” Hvisker jeg gennem mine tårer.
Han bevæger sig over mod mig, og jeg kan ikke ryste følelsen af håbløshed af mig, der er jo ikke så meget jeg kan gøre. 1. Det er to mod én. 2. De har begge sværd. 3. Jeg føler mig så afkræftet, at jeg tvivler på, at jeg er i stand til at rejse mig.
         ”Flyt nu ikke for meget på dig, det gør det bare værre.”
Flere tårer forlader mine øjne og blander sig med snottet, der efterhånden dækker det meste af min mund.
         ”Så er det nu, farvel Hannah Hanity.”
Og i det øjeblik han hæver sværdet går noget op for mig.

Jeg vil ikke dø. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...