Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4178Visninger
AA

41. Tossehovedet

Jeg vågner med et sæt, da der er nogen, der skubber til mig. Jeg ligger på brostenene, og min ryg er helt radbrækket. Jeg sætter mig op, dog med noget besvær, og først da går det op for mig, hvem det var, der skubbede til mig. Foran mig står tre personer i mørkt tøj, deres ansigter ligger skjult i skyggen fra hætterne på deres hættetrøjer. Jeg ser forundret op på dem, før jeg gnider noget søvn ud af mit højre øje.
       ”Så går man en tur ned af sin gade, og se hvad man finder. En hjælpeløs lille tiggertøs, der nyder godt af, at Oppidum blev bombet.” Siger den ene. Det er tydeligt, at det er en fra det modsatte køn, der taler. Og måden, han siger det på, virker så falsk.
       ”Har du intet at sige, tiggertøs?” Det er en af de andre, der har åbnet munden, og det er temmelig tydeligt, at hun er en pige, der er godt udstyret, både bagtil og fortil.
       ”Undskyld... Jeg vidste ikke, at man ikke måtte sove her...” Hvisker jeg.
      ”Hun vidste det ikke? Lille stakkel...” Den falske medlidenhed driver af det, den første lukker ud af sin mund.
       ”Hvis bare I vil fortælle mig vejen ud af byen, så skal jeg nok skynde mig væk...” Prøver jeg forsigtigt.
       ”Så du vil ud af byen, efter at du har udnyttet dens gæstfrihed, uden at give noget igen?” Det er den veludstyrede pige, der taler igen.
Jeg nikker forsigtigt, for der er jo ingen grund til, at sige dem imod, da det jo er det, de tror, og på sin vis er det jo også det, jeg gør, selvom jeg egentlig ikke er blevet mødt af den store gæstfrihed...
      ”Så kan du jo godt se, at vi er nød til at kræve betaling, ikke sandt?” Det er stadig pigen, der taler.
      ”Jeg... Jeg har ingen penge...” Fremstammer jeg.
      ”Thjaa, der er jo andre måder at betale på...” Siger den første, mens han fører sin hånd hen over min kind.

Jeg slår arrigt efter den. ”Det kan du godt glemme!” Det kommer ud som en hvislen.
       ”Tøsen har temperament, det kan jeg lide.” Fortsætter den første.
       ”Kan vi ikke bare lade hende være?” For første gang blander den tredje, der viser sig at være en fyr, sig i samtalen.
Den første drejer hovedet over mod ham og sender ham garanteret et blik, der kan dræbe, før han igen vender sin opmærksomhed imod mig.

 

          ”Du bør nok lytte til din kammerat, unge ven.” En ældre mand i hvid kittel står lidt længere nede af gaden og blander sig i optrinnet.
          ”Og hvad har du da tænkt dig at gøre, gamle?” Det er den første, der udfordrer den ældre. Han stiller sig trodsigt på tværs af gaden. Den anden fyr går hen til pigen og trækker lidt i hendes ærme. Hun ryster på hovedet. Han slipper og stiller sig op af glasmuren. Han er vist ikke helt tryg ved situationen.
          ”Det er egentlig ganske enkelt, unge ven. Jeg er ansat af hendes majestæt dronningen i en forskningsgruppe og har derfor rimelig stor betydning. Her har jeg...” Han holder en kort pause, mens han fisker en lille sort boks op af en af lommerne i hans kittel. ”en notifikator. Hvis jeg trykker på denne lille knap, lyser en lille rød lampe i sikkerhedsstyrkernes vagtcentral, de sporer så signalet, og om mindre end to minutter vil I være omringede af stærkt bevæbnede soldater. Det er jeres valg.” Han retter lidt på sine runde briller med den frie hånd.
Den første ser forvirret over på pigen, før han ser efter den anden fyr, men han kigger forgæves, for den anden fyr er tilsyneladende forduftet, mens den ældre forsker fremlagde sin trussel.
Pigen trækker i den første, før de begge forsvinder i løb ud på en større gade.
Jeg ser lidt efter dem, før mit blik glider tilbage til forskeren, der nu står og pudser sine briller i sin kittel.
         ”Er du okay min ven?” Spørger han venligt.
         ”Ja, det er jeg nu, tak” Siger jeg forlegent, mens jeg rejser mig op.
Han grynter lidt, før han vender om, for at gå tilbage af den vej han kom. Jeg kigger efter ham.
Han vender sig om efter at have gået nogle meter. ”Vil du med?”
Jeg ser spørgende på ham, han nikker i den modsatte retning af den, de tre andre forsvandt af. Jeg begynder at gå hen til forskeren, som om jeg har noget bedre at tage mig til.
Da jeg når op på siden af ham, begynder han også at gå.
         ”Nå, hvad laver en ung pige som dig på gaden?” Spørger han nysgerrigt.
Jeg ser forsigtigt ned på ham, han er en ret lille mand, jeg er ca. 163 cm høj, og jeg er flere hoveder højere end ham.
        ”Jeg kommer fra Oppidum...” Siger jeg, han arbejder jo trods alt for Lysia, så det er ikke sikkert, jeg kan stole på ham.
        ”Aha.”
Jeg ser lidt på ham, før virkede han så nysgerrig, og nu virker han fuldstændig ligeglad med svaret. Jeg ryster let på hovedet.
         ”Du stoler ikke rigtig på mig, gør du vel?” Spørger han efter et par minutters stilhed.
Jeg ser forundret ned på ham, hvorfra vidste han det? Er han tankelæser?


         ”Det kan man vel egentlig ikke bebrejde dig, hvorfor skulle du også fortælle alting til en gammel nisse, du lige havde mødt?” Han griner lidt for sig selv, og jeg smiler forlegent til brostenene, vi bevæger os hen over.
         ”Så du arbejder for dronningen?” Spørger jeg forsigtigt.
Han ser kort op på mig, før han bryder ud i latter. Jeg ser forundret på ham, hvad er det, der er så morsomt?
         ”Undskyld, ej det burde jeg også have sagt med det samme, de var væk.” Jeg ser nu forvirret ned på ham.
         ”Ja, jeg løj om det ven. Ja, jeg er forsker, og ja, jeg har arbejdet for hendes majestæt, men ikke længere.”
         ”Så hvad er den sorte boks for en?”
         ”Nårhh... Den, ja det er faktisk en notifikator, men den er bare ikke forbundet til noget sikkerhedssystem, men derimod er det min computer, der advarer mig, når der er nogen, der kigger i mine filer.”
         ”Dine filer?”
         ”Mine forskningsresultater.” Siger han i et overbærende tonefald.
         ”Hvad er det så, du forsker i?” Endnu engang overmander nysgerrigheden mig.
         ”Nårhh, ikke noget særligt.” Han trækker ligegyldigt på skulderne.
         ”Så dine resultater fra din forskning bliver overvåget, fordi de ikke er noget særligt?” Spørger jeg.
         ”Du stoler ikke på mig, og jeg ved heller ikke, om jeg kan stole på dig.” Er hans svar.

Jeg sukker lidt, før jeg åbner munden. ”Jeg hedder Hannah, jeg har været i Oppidum, men kommer ikke oprindeligt derfra. Og efter Oppidum var jeg et smut i Bellator, og nu er jeg her.”
         ”Det er da en begyndelse.” Han smiler, imens han siger det. ”Du skulle vel aldrig være en dragevogter?”
Jeg stivner og fryser fast til stedet. Han går nogle meter, før det går op for ham, at jeg ikke følger med længere.
         ”Sagde jeg noget forkert? For jeg har ret, ikke sandt?” Han går tilbage imod mig, mens han taler.
Hvad skal jeg gøre? Løbe tilbage, hvor vi kom fra? Fortælle ham det? Løbe fremad? 
Jeg ender med at nikke forsigtigt.
        ”Jeg vidste, at jeg ikke tog fejl!” Han hopper næsten af glæde. ”Og du kommer fra den anden side af portalen?”
Jeg nikker igen.
Han smiler over hele femøren og klapper i sine hænder. ”Det er jo fantastisk!”
        ”Jeg forstår ikke helt din glæde.” Forvirringen må lyse ud af mig, for han stopper klapperiet, og smilet formindskes lidt, dog uden helt at forsvinde, før han giver mig en kort forklaring.
        ”Ser du, Hannah, som sagt er jeg forsker. Og som en af de eneste har jeg fundet interesse i den portal, der ligger lidt uden for denne her by.”
Jeg er ved at tabe både næse og mund. Han forsker i portalen, manden ved måske noget, jeg kan bruge.

         ”Hvad har du så fundet ud af?” Spørger jeg, da vi er begyndt at gå videre.
         ”Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvordan portalen fungere, sådan næsten. Det er en smule kompliceret, og ja jeg forstår det ikke selv helt, så jeg vil helst undgå at forklare det.” Jeg nikker forstående, jeg ville nok heller ikke kunne kapere en længere matematisk og fysisk forklaring, så er det bare nemmere at konstatere, at den bare er der, og at det fungerer. ”Men altså, umiddelbart bliver portalen aktiv af sig selv i ca. 14 dage hvert tredje år. Det er der en del, der ved, så det er der jo ikke så meget nyt i. Men altså, jeg har fundet ud af, at den portal, der ligger nogle stenkast herfra, ikke er den eneste.”
Jeg ser vantro på ham.
          ”Ja, det er rigtig nok. Der er en her, og en i hvert af nabolandene.”
          ”Nabolande?”
          ”Ja, du havde da ikke regnet med, at Annae var det eneste land her?”
Jeg ser endnu engang flovt ned i brostenene.
          ”Nå, men altså, jeg kender til fem portaler, men der kan jo sagtens være flere.”
          ”Selvfølgelig.” Jeg havde ikke regnet med, at der var hverken flere lande her eller portaler, så det er en del ny information. ”Men hvordan fungerer de i praksis?”
          ”Jo ser du, man kan på en eller anden måde aktivere en portal, og fra den kan man transportere sig selv, stort set, hvorhen man vil.”
          ”Stort set?”
          ”Ja, der har selvfølgelig været kloge personer før mig, der også undersøgte portalerne og deres muligheder. Man har så på et tidspunkt fundet det risikabelt, at man bare ville kunne teleportere sig, hvorhen man ville. Hvis man fik lyst til at se dronningen, kunne man lige tage et smut ind på hendes soveværelse – Se det ville være interessant.”
         ”Hvad har man så gjort for at forhindre det?”
         ”Det er ret simpelt Hannah, man har sat blokader op i stort set alle væsentlige bygninger, hvordan de fungerer, vil jeg dog ikke udtale mig om.”
         ”Jeg stødte på en... ven, i dronningens have i Oppidum, var den beskyttet?”
         ”Nej, naturen har man aldrig kunnet beskytte, af en eller anden grund. Jeg har en teori om, at grunden er, at portalen også kommer fra naturen, og hvordan holder man naturen fra naturen? Men det er jo kun en teori.”
         ”Ville man være i stand til at tage den ubevidst?”
Den lille mands øjne lyser som et barns i en slikbutik over de mange spørgsmål, det må være fedt at være så glad for sit arbejde.
         ”Ja, det er det. Det er faktisk sket før. En af mine gode venner gik en dag ude på marken, mens han tænkte på sin kæreste, der lige var flyttet til Medicum. Og før han vidste af det, stod han foran hende nede i et supermarked. Nu er de gift og har tre børn. Heldige asen.”
         ”Du har ingen børn?”
Han ryster trist på hovedet, så hans runde briller næsten falder af næsen.
        ”Nej... Der er ikke så mange kvinder, der falder for en lille mand, der er som besat af sin forskning. Ikke engang i denne her by.”
        ”Det er jeg ked af...”
        ”Det skal du ikke være, så har jeg jo mere tid til at forske, ikke sandt?” Spørger han muntert.
Jeg nikker, men kommenterer det ikke yderligere, for han må da blive ensom til tider, og jeg har ikke lyst til at minde ham om den ensomhed.
       ”Men du er Kayla’s vogter ikke sandt?”
Jeg får et lille chok, da han taler til mig igen. ”Øhh... Ja, ja det er jeg. Hvordan vidste du det?”
       ”Jeg genkendte bare din halskæde.” Han peger på ægget, der er smuttet ud fra sit skjul. Jeg tager hurtigt fast om det, og propper tilbage ind under mit tøj.
       ”Du har set sådan et før?” Spørger jeg forundret.
       ”Ja, for godt og vel seks år siden." Han smiler for sig selv.
       ”Hvor?” Mit spørgsmål kommer helt bag på mig selv.
       ”Om halsen på en ung kvinde, hun var meget smuk..” Han ser ud til at være helt optaget af minderne.
Jeg nikker, for jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det.
       ”Hvor er vi egentlig på vej hen?” Spørger jeg, efter at have fulgt efter ham i et godt stykke tid. Hvorfor gjorde jeg ikke det noget før?
       ”Jeg regnede med at du ville ud til portalen, så det er såmænd der, vi tager hen nu.”
Jeg smiler glad til ham. ”Tak, men hvad hedder du?”
       ”De fleste kalder mig Den Gakkede eller Tossehovedet, men du kan kalde mig Jan.” Jan griner lidt af sin egen vittighed, og jeg kan ikke lade være med at smile af hans små grynt, der gør det ud for hans latter.
       ”Jeg kan nu ellers meget godt lide Tossehovedet...” Siger jeg med et stort smil.
       ”Nu skal du ikke komme for godt i gang, jeg skal jo trods alt føre dig ud af denne her glas-labyrint.” Han lyder alvorlig, men kan ikke selv lade være med at smile.
”Okay, Jan.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...