Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4553Visninger
AA

48. Stilhed

Jeg sidder efter noget, der føles som evigheder, stadig på gulvet foran døren med det gyldne håndtag uden mønster. Mine ben er begyndt at sove, så da jeg beslutter mig for at rejse mig, er det på rystende ben, der klager sig over min vægt. Jeg når ikke engang at tage et skridt, før det ene knækker sammen, og jeg falder ind mod døren. Jeg vender mig rundt, så jeg kan se rundt i rummet. Et lille smil trækker i mine mundviger. Jeg ved ikke hvorfor, jeg smiler, men kan bare konstatere, at det gør jeg.
Hvad så nu? Hvad kan jeg gøre nu? Der er vel egentlig ikke så mange valgmuligheder er der? Som jeg ser det, er der kun to.

1: Jeg tager tilbage til Annae og hjælper Jan med at få de andre fri, men går højst sandsynligt glip af chancen for, at mor ikke opdager, at jeg har været ude på det her lille eventyr.
2: Jeg tager hjem, tager min eksamen og venter på, at Jans forskning bærer frugt eller de tre år er gået, hvorefter jeg kan tage til Annae igen, efter at jeg har forklaret mor situationen.

To muligheder, der helt sikkert har hver deres konsekvens. Jeg lader kort en finger løbe hen over halskæden. Jeg sukker, før jeg retter mig op og går hen mod en dør. Jeg lader min højre hånd tage fat om det kølige håndtag. Jeg ser kort ned af mig selv. Den før så flotte kjole er ikke mange sure sild værd mere. Det må jeg få gjort noget ved. Jeg åbner langsomt døren, før jeg bevæger mig ud af det runde rum.

***

Mine tanker er fokuserede. Det er her jeg vil hen. Lige nu er det her det bedste at gøre, eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, at det er.
Jeg lader mine øjenlåg glide op, selvom jeg ikke en gang havde bemærket, at de var gledet i under transporten. Hurtigt får jeg orienteret mig i det let rodede rum, der gør det ud for mit værelse.

Godt så, en halvtime... En halvtime... Som en hvirvelvind stormer jeg hen til mit klædeskab. Kom nu, kom nu. Et eller andet, der bare er okay... Efter at have stået og trippet i et par minutter giver jeg op og i stedet for at tænke mere over det griber jeg en sweater og et par jeans. Efter det noget langsommelige valg, styrter jeg ud på badeværelset. Da jeg ser op, får jeg et mindre chok. Fuck, det er bare løgn! Jeg skynder mig at tænde for vandhanen og begynder at vaske det værste snavs af mit ansigt. Da jeg bliver enig med mig selv om, at det ikke bliver bedre, griber jeg hårbørsten og begynder at udrede det monster, der har samlet sig på toppen af mit hoved.
Da det er gjort får jeg mig selv ud af kjolen, der er i en ynkelig forfatning. Sammen med resten af tøjet bliver det smidt ind i brusekabinen, hvor det danner en bunke af snavset tøj. Jeg smider også skoene derover, da jeg ikke aner, hvor jeg ellers skal smide dem hen.
Så åbner jeg et af toiletskabene og griber en ren BH og et par underbukser. Det er helt rart at kunne i føre sig sit eget undertøj igen.

Jeg griber hurtigt en deodorant, der forhåbentligt dækker over det meste af min kropslugt, førjeg springer i jeansene, der desværre brokker sig lidt over at blive brugt, så jeg hopper rundt på et ben, for at få tvunget dem på. Det lykkes da også, og heldigvis går det noget nemmere at få sweateren på. Jeg ser mig kort i spejlet, før jeg bliver enig med mig selv om, at der ikke er tid til make-up.
Som en anden bjergged springer jeg ned af trappen, gennem køkkenet og ud af døren.

Da jeg når udenfor stopper jeg overrasket op. Alt er så... Stille. Der er ikke en lyd, og jeg kan ikke engang mærke nogen vind.
Jeg begynder igen at løbe, først ned af havegangen, så ud på fortovet. Der er ikke nogen mennesker at se på gaden, men det generer mig ikke, for de ville garanteret ikke flytte sig ud af stedet, og bare tanken om det er mere skræmmende end, at der ikke er nogen mennesker i deres haver eller i deres biler.
Mit indre ur fortæller mig, at jeg nok har rimelig god tid, men jeg stoler ikke helt på det, så jeg sætter kun farten en smule ned, så jeg i stedet lunter af sted.
Jeg skal bare nå det. Jeg skal!

***

Jeg når skolegården uden problemer. Jeg sætter endnu en gang tempoet ned, så jeg nu går hen over skolegårdens asfalt. Da jeg går op af trappen og åbner døren ind til skolen, begynder nervøsiteten at indfinde sig. Jeg skulle bare være blevet væk. Jeg skulle ikke være taget tilbage, hvorfor er jeg nødt til at være her til en matematikeksamen? For at være ærlig ville jeg hellere være i samme rum som dronning Lysia end gå ind i lokale 41.
Jeg går i zig-zag ind mellem de elever, der er på vej til deres eget eksamenslokale. Det er mærkeligt at se deres ansigter frosset på denne her måde. Og en smule sjovt, faktisk. Især når de er taler, så laver de de sjoveste grimasser, når man har pauset dem på denne her måde.
Jeg bevæger mig ned af gangen til højre for at finde Line. Og der går ikke lang tid, før jeg får øje på hende, hun står stadig og kigger på opslagstavlen. Jeg når op på siden af hende, da hun drejer hovedet.
          ”Er du klar Hannah?” Spørger hun med et smil.
Jeg får et mindre chok, men jeg forsøger at skjule min forbløffelse med et smil, men jeg tror ikke, at det lykkes helt.
          ”Slap af, det skal nok gå. Det er jo bare matematik, og nu kan du bruge din lommeregner og dine noter.” Siger hun. Jeg tror, at det er forsøg på at muntre mig op.
          ”Du har ret.” Jeg smiler stadig.
          ”Selvfølgelig har jeg det, kom nu Hannah, ellers starter de uden os.” Hun tager fat i min arm og hiver mig ind i lokale 41.
Jeg ser rundt på de andre i lokalet. De snakker i munden på hinanden og griner, og enkelte sidder klar på deres pladser, der nu er blevet beriget med lommeregnere eller computere. Jeg følger deres eksempel og får placeret min bagdel på min stol. Jeg rækker ud efter min taske og hiver lommeregneren frem. Den får plads på bordet foran mig sammen med penalhuset, der har stået på bordet siden den sidste prøve.
Min højre hånd finder vej frem til vedhænget om min hals og tager en dyb indånding. En særlig ro spreder sig i min krop. Det skal nok gå alt sammen, det er jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...