Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4573Visninger
AA

40. Spørgsmål og savn

Jeg sukker. Det her kommer aldrig til at gå. Jeg står lænet op af en glasrude i en sidegade og ser ud på de mennesker, der stadig vandrer forbi. Jeg sætter mig opgivende ned, det er efterhånden en times tid siden at mit system med at tælle fingre gik i smadder. For selvfølgelig skulle jeg gå direkte ind i en glasrude og ryge på halen, hvorefter jeg selvfølgelig skulle glemme, hvor mange gange jeg havde drejet. Forbandet gennemsigtigt glas.
Så efter at have vandret forvirret rundt i godt og vel en time er jeg endt her, et eller andet sted i Eruditio. Endnu et suk slipper ud af min mund. Hvis bare jeg var fløjet med Kayla, så var jeg ikke faret vild i denne her by af glas. Og vi ville sikkert næsten være fremme ved portalen nu. Jeg lægger hovedet tilbage og stirrer op i luften. Himlen er begyndt at blive mørkere bag de høje glasbygninger. Kayla er sikkert allerede henne ved portalen nu. Jeg ser endnu en gang ud på gaden. Antallet af mennesker er reduceret helt vildt, kun få skynder sig af sted hen over brostenene.

Efter at have siddet et stykke tid med hovedet i hænderne rejser jeg mig op. Det er begyndt at blive køligt, og min mave larmer som en hval. Langsomt og nogenlunde sikkert bevæger jeg mig ned af sidegaden. Måske kan jeg finde et lidt lunere sted end her, måske også noget mad, hvis jeg er heldig.
Hvert skridt er en kamp, det virker måske afslappende at sidde på Kayla’s ryg, men helt ærligt så er jeg ret smadret lige nu.

Mens jeg går af sted, bliver himlen mørkere, men her, hvor jeg går, er mængden af lys den samme. Gennem glasruderne flyder lys i forskellige farver, og jeg fascineres af lyspletterne, der danser på brostenene.
Jeg ser mig over skulderen, jeg er ikke nået ret langt. Det bliver med garanti en lang nat, hvis ikke jeg vil sove på brostenene.

***

Jeg ser længselsfuldt op mod den mørke aftenhimmel. Jeg kan ikke se nogen stjerner, hvilket gør mig helt trist til mode. Stjerner har altid betydet noget særligt for mig, de er lys i mørket, små lys, der viser vej.

Da jeg var yngre, kravlede jeg altid ud af vinduet og sad på taget for at kunne se dem ordentligt, jeg havde en eller anden skør ide om, at jeg ikke kun se stjernerne, som de var, fra den anden side af vinduesruden. Og det bedste ved at sidde derude på taget i min hvide natkjole med armene om mine ben var, at min far tit kom ud til mig. Vi sagde ikke noget til hinanden, men vi sad der bare. Tit ville jeg læne mig op af ham, suge hans varme til mig og bare nyde at sidde i den kølige aftenluft sammen med ham. Men det stoppede jo...
Jeg sætter mig ned på de kolde brosten, og en kølig brise kærtegner mit ansigt. En tåre triller ned af min kind, da jeg ser op i den tomme, mørke himmel.
Hvorfor? Hvorfor var han nødt til at tage af sted? Hvorfor blev han ikke hos mor og mig?
Og... Hvorfor savner jeg ham? Hvorfor savner jeg den mand, der knuste mor totalt og efterlod os begge i en konstant tilstand af ensomhed?
Disse spørgsmål og mange andre farer gennem midt hoved, som jeg sidder her med armene om mine ben og ansigtet vendt mod nattehimlen.
Før jeg falder i søvn i siddende stilling løber en tanke gennem mit trætte hoved.

Jeg savner ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...