Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4558Visninger
AA

23. Skov & lysning

Vi flyver væk i stilhed, eller ikke i total stilhed, for Kayla’s vingeslag bryder den med jævne mellemrum.    

         ”Hold godt fast deromme. Jeg lander nu.” Kayla’s stemme bryder vingeslagenes rytme. Jeg nikker, mens jeg mumler okay. Zach siger ikke noget. Kayla dykker forsigtigt ned ad, ikke ligesom da vi fløj den første gang. Det her er mere behageligt, men også mere... trist. Med et bump rammer Kayla’s fødder jorden. Hun lægger sig forsigtigt ned. Jeg giver Zach et puf. Han reagerer ikke. Jeg ryster opgivende på hovedet, før jeg svinger mit højre ben foran mig selv, hvorefter jeg glider ned af Kayla.

Jeg lander med et splat på den let mudrede jord. I det mindste landede jeg på fødderne, og godt at jeg fandt nogle sko. Kayla drejer hovedet og ser på mig med et spørgende blik, før hun nikker op mod sin ryg. Jeg ser op på Zach, som stadig sidder på ryggen af Kayla og ser fortabt ud. Jeg ser tilbage på Kayla, hvorefter jeg ryster på hovedet. Jeg ved ikke, om han har tænkt sig at komme ned. Kayla sukker.

         ”Henter du noget brænde Hannah? Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre med hans kongelige højhed.” Jeg nikker som svar, før jeg vender rundt og går ud af den lysning, som vi landede i.

                                                                                ***

Der er træer overalt. Grantræer, bøgetræer, egetræer og træer som jeg ikke kender navnet på. Bladene er lysegrønne på mange af træerne, som om de lige er sprunget ud. Jeg smiler. Jeg kan ikke lade være, der er bare et eller andet, som får mig til at smile. Jeg kan høre en fugl synge i det fjerne. Godt at vide, at her er liv, for hvis her var helt stille, havde det virkelig været spooky.

Jeg går videre ind i skoven, mens jeg samler de grene op, som føles rimelig tørre. Bunken af grene begynder at blive tungere, og jeg begynder at fryse. Jeg vender mig om for at gå tilbage, men hvilken vej var det nu, jeg kom fra? Jeg tror nok, at jeg kom ovre fra den store sten. Jeg går med raske skridt hen imod stenen. Nej, her har jeg da ikke været før. Har jeg?

Jeg sukker opgivende. Hvorfor er det altid mig, som farer vild? Første skoledag farede jeg vild på vej hen til toilettet. Det var virkelig pinligt, da jeg var nød til at spørge en anden om vej. Virkelig pinligt.

Jeg går den modsatte vej i forhold til, hvor stenen er placeret. Hvordan fik jeg mig selv rodet ud i det her? Jeg går i lang tid, eller i hvert fald i noget, som føles som lang tid, da jeg endelig ser en åbning mellem træerne længere fremme. Jeg sukker af lettelse og begynder at løbe mod udgangen. Det er hyggeligt i skove, men når man er blevet væk, er det altså ikke fedt. Jeg trækker en gren til side, før jeg træder ud i lyset. Jeg misser lidt med øjnene, da lyset er blændende, efter at have været inde mellem træerne i så lang tid.

        ”Han! Er du okay?” Jeg hører Zachs stemme, før jeg ser ham og Kayla. Han kommer løbende hen imod mig. Kayla rejser sig, jeg kan se lettelsen i hendes øjne. Jeg smiler forsigtigt.

         ”Ja, jeg har det fint.” Siger jeg. ”Hvordan med dig? ” Spørger jeg ham med tanke på, hvor trist han så ud tidligere. Han trækker på skuldrene. Så han er ikke helt glad endnu. Mit hjerte synker lidt igen. Stakkels Zach. Hans hjem er blevet sprængt i luften, og oven i det er mørket efter ham. Og mørket er så oven i købet hans egen far. Jeg ryster på hovedet. Jeg har ondt af ham.

         ”Kom nu Han, vi skal jo have gang i det bål, før det bliver mørkt.” Han smiler opmuntrende til mig. Jeg smiler forsigtigt tilbage, før jeg løber efter ham hen til Kayla. Jeg har venner her. Jeg har Kayla og Zach. Jeg smiler af lykke, da jeg rører ved det grønne æg, som stadig hænger om min hals. Det er varmt, lige så varmt, som jeg føler mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...