Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4077Visninger
AA

28. Rosen

Jeg stopper endelig med at grine, da jeg er nød til at trække vejret for at få luft. Jeg smiler til Zach, som står lænet op af muren ved siden af døren. Han står også og forsøger at få vejret.

         ”Er du okay, Zach? Du ligner en, som har løbet et maraton?” Jeg smiler endnu mere til ham.

         ”Hey, du må ikke... ikke... drille mig lige nu... Han...” Han lyder virkelig forpustet. Tænk at man kan blive så forpustet af at grine.

         ”Er du klar igen?” Jeg kan spore bekymring i min stemme.

         ”Ja, ja. Ladyen må lige vente på, at hendes kavaler har fået pusten. Så skal han nok vise hende rundt.” Han smiler til mig. ”Så er jeg klar. Er De klar Lady Hannah?”

Jeg nikker. ”Altid, deres højhed.” Jeg nejer for ham, og for første gang ser det ikke helt åndssvagt ud.

          ”Så lad os da komme af sted Han.” Han smiler over hele hovedet. ”Hvor vil du starte?” Jeg tænker mig lidt om. Jeg kender jo ikke stedet, så det er lidt svært at vælge et sted, hvor jeg gerne vil hen.

         ”Det ved jeg faktisk ikke... Er der noget specielt, du synes, jeg skal se?” Nu er det ham, som ser eftertænksom ud.

         ”Hmm... Hvad siger du til en tur i haven, så en tur i køkkenet og få en snack, før jeg viser dig tilbage til Lady Arctander?” Jeg nikker, selvom det lyder mærkeligt, når han kalder Kayla for Lady Arctander. Kan de ikke bare droppe det helt igennem latterlige formelle halløj? ”Så lad os komme af sted!” Han griber min højre hånd, før jeg når at svare.
          ”Hvorfor har du så travlt?” Spørger jeg forvirret.

          ”Der er noget, som du bare skal se i haven.” Han småløber af sted med mig på slæb.
Efter fem minutters gang, eller løb, stopper Zach. Vi står under en velvinge opbygget af sten. Foran os er der en sti, der fører henover en græsplæne med sidegange, der fører rundt mellem blomsterbede, buske, springvand og hvad der ellers er i haven. Vi står lidt og betragter haven.

         ”Kom, der er noget, du skal se!” Zach tager igen fat i min hånd, før han trækker mig ned gennem gangene mellem blomsterbedene.
         ”Hvor skal vi hen?” Jeg begynder at blive helt nervøs.

         ”Det får du at se!” Han lyder begejstret, men det får mig ikke helt til at slappe af.
Vi drejer om et hjørne, og pludselig går vi inde mellem nogle træer. ”Kom nu Han! Vi er nød til at skynde os!” Vi løber gennem skoven, Zach holder stadig et solidt greb i min hånd. Uden advarsel stopper han op, og endnu engang støder jeg ind i ham.

         ”Undskyld Zach! Det var virkelig ikke min mening...” Min stemme ryster let, jeg ved ikke hvorfor.    

         ”Det gør ikke noget Han. Nu er vi her!” Han lyder stadig vildt begejstret.

Jeg kan ikke se hvad han mener, som jeg ser det, står vi foran en klippeblok med noget vedbend foran. Jeg ser skeptisk på ham.

       ”Kom nu ikke så negativ. Du skal se, du vil elske det her!” Han rækker sin arm ind mellem vedbenden og trækker det til side. ”Kom med.” Han smiler venligt til mig, og jeg kan ikke gøre andet end at følge med. ”Luk øjnene.” Jeg er lidt nervøs, men jeg kan fornemme, at Zach mener det. Jeg er nød til at lukke mine øjne.
Jeg kan mærke, hvordan underlaget ændrer sig, efterhånden som vi bevæger os fremad. Før var underlaget blød skovbund, nu er det hårdere. Måske sten? Men med lukkede øjne har jeg ingen anelse.

       ”Så kan du sætte dig ned.” Sætte mig? Er han sindssyg? ”Bare rolig det er okay. Bare sæt dig her, så kan du åbne øjnene.” Jeg fører min frie hånd bagud og ned, da mine fingrer støder mod noget hårdt og koldt. Det mærkes som sten. Forsigtigt sætter jeg mig ned. ”Sådan. Nu kan du åbne øjnene.”


Da jeg slår øjnene op, er jeg blendet i et kort øjeblik af lyset. Men da de endelig er tilbage til normalen, møder et vidunderligt syn mig. Jeg sidder i udkanten af en cirkelformet terrasse. Langs kanten står der hvide marmor søjler. Men det fantastiske er ikke, hvordan søjlerne glimter i sollyset, men det er planten, som står i midten af cirklen. Den står der, den er endnu ikke blomstret. Dens røde blade og brune grene nærmest brænder i mine øjne med en smuk ild, som jeg ikke ønsker, skal forsvinde.

        ”Kan du se den? Det er Martamus-rosen. Den blomstrer kun en dag om året, og oven i det så blomstrer den kun i fem minutter.” Zach’s stemme lyder ud i stilheden omkring terrassen.

Jeg ser betaget på rosen. ”Det er derfor, jeg ville have dig med herud.” Jeg flytter mit blik fra rosen til Zach.

         ”Du ville vise mig den?” Han nikker med et forsigtigt smil på læben.

         ”Ja... Jeg synes, at det her er noget, du bør se, før du... før... før du tager af sted igen...” Han ser trist ned på de hvide sten, som udgør cirklen.

Et stik rammer mit hjerte, et stik af sorg og dårlig samvittighed. Jeg er nød til at tage hjem, så mor ikke bliver bekymret. Men på den anden side... Jeg vil jo gerne blive her... Jeg vil gerne blive i Annae hos Kayla og Zach.
Mine øjne begynder at flyde i vand.

         ”Hey, er du okay?” Zach’s bekymrede stemme afbryder mine tanker. Jeg ryster på hovedet. En pludselig varme spreder sig ved min højre side. Det er Zach, han sidder ved siden af mig. ”Undskyld, hvis jeg sagde noget, der gjorde dig ked af det... Det var ikke min mening...” Hvorfor skal han være så forbandet sød? Et hulk undslipper mine læber. Som svar på mit hulk, lægger han sine arme omkring mig. ”Det er okay Han, det er okay.” Jeg lægger mit hoved ind mod hans bryst og lader tårerne få frit løb.


Sådan sidder vi i stilheden, der kun bliver brudt af mine hulk, og Zach’s forsøg på at trøste mig.
         ”Hey, Han se! Rosen...” Zach’s stemme lyder fuld af beundring, og grundet min nysgerrighed kigger jeg forsigtigt op fra hans bryst og hen på rosen. De røde blade lyser med en varm rødlig farve. Mine øjne fanges fuldstændig ved synet af den varme farve. På nogle af grenene vokser mørkerøde knopper frem. Og langsomt åbnes de i et gyldent glimt. Da lyset falmer, ser jeg, at de mørkerøde knopper er forvandlet til smukke mørkegrønne roser, som står i stærk kontrast til de røde blade. Jeg tørrer de resterende tårer væk fra mit ansigt og smiler.

      ”Er du sikker på, at du er okay?” Han lyder stadig bekymret. Jeg smiler bredere og nikker.

      ”Tak, for at du viste mig det her.” Jeg lægger mit hoved på hans skulder.

      ”Tro mig, det er mig der takker.” Han kysser mig på panden. ”Det skal nok blive godt igen Han, det lover jeg.” Hvisker han ned i mit hår.
       ”Det ved jeg.” Svarer jeg, selv om jeg godt ved, at uanset hvad jeg gør, så vil jeg føle, at jeg har gjort noget forkert.

Mor eller Zach? Hvorfor er det så forbandet svært at elske?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...