Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4601Visninger
AA

15. Ridderen

Jeg sidder der mit i haven og ser fjoget ud.

        ”Nå, Hannah, hvordan føles det så at være vogter?” Kayla lægger hovedet lidt på skrå, lidt lige som en hund, som ser forventningsfuldt op på en. Det eneste, som mangler, er faktisk at hun begynder at logre med sin store skællede hale.

         ”Altså nu har jeg ikke været det i så lang tid, men indtil videre er det da ikke så ringe.” Svarer jeg. Hun ryster opgivende på hovedet. Men helt ærligt, så har jeg ikke været vogter i mere end 2 minutter, og hun forventer allerede, at jeg har en mening om det.

         ”Nå, men nu vil jeg gå tilbage til værelset. Hvis du ikke er tilbage om en halv time, så kommer jeg og henter dig...” Siger Kayla, før hun vender snuden mod havens udgang. Jeg tror nok, at det sidste var ment som en trussel. Jeg griner lidt for mig selv. Hun er nu noget helt for sig selv, en smule mærkelig, men det kan jo være, at alle drager er sådan. Jeg ryster på hovedet. Jeg er træt, men har ikke lyst til at gå tilbage endnu. Det føles rart at være her i haven.

Jeg rejser mig op og begynder at bevæge mig rundt mellem blomsterbedene. Jeg kender ikke så mange blomsternavne, men jeg kan i hvert fald se nogle røde og gule tulipaner, lyserøde rododendron og derovre bag en lille busk står nogle røde valmuer. Der er også margueritter, solsikker og en masse forskellige roser. Der er så vidt jeg kan se både blå, lyserøde, hvide, gule og røde. Det er nogle meget velholdte blomsterbede, som er bygget op af marmor. De er åbenbart ellevilde med marmor i Oppidum.

Bump! Jeg er så optaget af blomsterne, at jeg ikke opdager æbletræet, før jeg støder ind i det. Av for fem fede hunde! Man kan sige, hvad man vil, men træer er altså ikke bløde i det. Dunk! Av igen! Et æble rammer mit hoved, før det lander på græsset. Jeg ser bare forundret på det. Det er sådan noget, som kun sker i tegnefilm. Jeg samler æblet op. Det er rødt og ser lovende ud. Jeg tager en bid. Det er godt! Det er så saftigt, at noget af saften løber ud af min ene mundvige, og så smager det både surt og sødt på engang. Fantastisk, det er sådan æbler skal være.

En kuldegysning løber mig ned af ryggen. Jeg vender mig om. Et lille gisp slipper ud mellem mine læber og æblet falder ud af min hånd og lander på græsset. Jeg har lyst til at skrige, men jeg kan ikke. For der på den terrasse, hvor Kayla og jeg indgik båndet, står en ridder i mørk rustning. En mørk ridder. Den mørke ridder. Den ridder som ville have slået mig ihjel. Hvad gør han her?

         ”Hannah... Hannah...” Lyder det som en hvisken henne fra hjelmen. Jeg får gåsehud. Hvad vil han mig? ”Hannah... Kom her...” Han lyder insisterende, men stadig frygtindgydende. Jeg går forsigtigt rundt om nogle af blomsterbedene, og står nu foran ham. Han er stor, jeg havde næsten glemt, hvor stor han egentlig er. ”Hannah... Er trussel... Må forsvinde...” Det er som om luften omkring os fryser til is, da han siger det.

Jeg får lyst til at løbe, løbe i sikkerhed. Løbe hen til Kayla. Men jeg kan ikke. Han går et skridt ud mod kanten af den runde terrasse. Jeg tager et skridt tilbage. Et skridt væk fra ham.

         ”Må dø... Begge arvinger må dø...” Han rækker ud efter sit sværd, som han har i bæltet.  Jeg ved, hvad han vil gøre. Han vil svinge det mod mig så hurtigt, at jeg ikke vil være i stand til at undvige det. Hans hånd når sværdet, og han trækker det. Jeg må løbe. Jeg skal løbe. Jeg ved det godt, men jeg kan ikke. Det er som om, at mine fødder har slået rødder i haven.

Han når kanten af terrassen. Jeg prøver at bakke, men mine fødder står fast. Han hæver sværdet over hovedet. Han skal til at hugge. Han skal til at skære mig i småstykker. Jeg tager fat om det lille grønne æg, som stadig hænger om halsen på mig. En tåre render ned af min venstre kind. Han hugger mod mig, men han rammer ikke. Ud fra ægget står et grønt lys. Det holder sværdet væk. Jeg ser forundret på det med et smil på læben. Det beskytter mig. Et stykke af Kayla’s sjæl beskytter mig.

          ”Ha, Ha, Ha, Ha...” Han griner en rusten latter. Han sænker sit sværd og sætter det tilbage i skeden. ”Til vi mødes igen... Hannah...” Gnægger han, før han træder ind i midten af terrassen. En mørk tåge spreder sig fra hans fødder til den dækker hele hans krop. Jeg kan stadig høre hans rustne latter, før den forsvinder sammen med tågen. Det tager ikke mere end et halvt minut før han er væk.

Mine fødder bevæger sig. Jeg løber. Jeg kan løbe. Jeg løber mod værelset. Mod Kayla. Jeg er nødt til at se, at hun er okay. Jeg når frem til døren. Jeg er forpustet, og det føles som om, at mine lunger brænder. Jeg smækker døren op, og Kayla løfter forbløffet sit hoved fra madrassen. Jeg lukker hurtigt døren bag mig, før jeg styrter hen til hende og putter mig ind til hende.

         ”Hvad katten er der med dig Hannah? Er der nået galt?” Hun lyder oprigtigt bekymret. Tårerne triller ned af mine kinder, og et par hulk undslipper min mund. ”Hey, Hannah. Det er okay. Uanset hvad der er sket, så er det okay. Bare fortæl mig det, det er den eneste måde jeg kan hjælpe dig.” Jeg tørrer forsigtigt mine øjner og snøfter lidt, før jeg er i stand til at svare.

        ”Det var... Jeg så... i haven... det var den... den mørke ridder... han ville slå mig ihjel... han sagde, at han vil dræbe alle, som kan arve Annae... men ægget reddede mig...” Min talestrøm bliver afbrudt af hulk, og jeg tror også, at den er lidt utydelig. Jeg holder stadig ægget i et fast greb. Kayla lægger sin ene vinge om mig.

         ”Så, så. Det skal nok gå. Få nu noget søvn. Så skal du se, så er alt godt i morgen.” Selvom jeg ved, at hun nok lyver for mig, så beroliger det mig alligevel. Et smil breder sig på mine læber. Vi er sammen. Mere når jeg ikke at tænke, før jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...