Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4722Visninger
AA

27. Rådsmøde

Det første, jeg ser, er en lang mørkeblå løber med guldkant, som fører fra døren op til den anden ende af rummet, hvor der også er en enorm dør. En smule mærkeligt, men jeg er jo heller ikke ligefrem indretningsarkitekt.

Soldaten hoster utålmodigt, før han fører en arm frem for at vise, at vi skal gå ind. Da jeg træder ind i rummet, får jeg et mindre chok. Til venstre for mig er der et langt træbord. Rundt om bordet står der en del mennesker, flest mænd. Jeg kan kun spotte enkelte kvinder, og en af dem er Lysia. Hun er endnu engang klædt i en blå kjole, denne kjole er dog lidt mørkere i farven.
          ”Lady Arctander, Lady Hannah.” Hun nikker anerkendende til os. Jeg smiler forsigtigt. ”Det er godt at se Dem begge i god behold. Og må jeg takke Dem for at redde min søn. Jeg er jer evigt taknemmelig.” Hun bøjer let hovedet.

         ”Det var en fornøjelse, deres majestæt.” Kayla lyder venlig på overfladen, men jeg kan høre mistroen, som en let undertone. Det er sikkert bare fordi, jeg kender hende så godt efterhånden. Jeg tror ikke, at nogen af de andre har bemærket noget.

         ”Lady Hannah, Lady Arctander. I er velkomne om bordet.” Dronningen viser med indbydende arm os nærmere til bordet. Jeg stiller mig ved siden af en lidt ældre herre med gråt fuldskæg. Han ser egentlig helt flink nok ud. Der er ingen stole omkring bordet, så alle står op. Smart nok egentlig, når folk hele tiden kommer til. Her tænker jeg både på mig selv og Kayla, men også på enkelte personer, som også begynder at indfinde sig. Jeg ser rundt på flokken. Jeg kan ikke se Zach.
Få øjeblikke efter at have konstateret, at Zach ikke er til stede, går den dør, som vi også kom ind ad, op. Ind kommer Zach efter fuldt af Martin. Martin har stadig den sjove runde hat på.


Zach derimod er blevet mere... kongelig. Han er nu i klædt en blå vest med guldsyninger over en hvid skjorte. Hans bukser er i den samme blå farve. Han har et sort bælte om livet, og i bæltet hænger der en skede med et sværd i. Sværdets håndtag ser ud til at være af sølv.
          ”Zachary min kære. Dejligt at du er tilbage. Jeg har været så bekymret.” Lysia åbner armene op, og de omfavner hinanden.

         ”Ingen grund til bekymring moder. Jeg har det fint, takket være Lady Arctander og Lady Hannah.” Han smiler over hele hovedet.

          ”Det ved jeg kære, og jeg har også lige takket både Lady Arctander og Lady Hannah for deres indsats.” Hun lyder elskværdig, men er det bare en facade, eller mener hun det? Jeg kan ikke helt gennemskue det.
          ”Vil De tage plads deres højhed?” Hun smiler et kærligt smil, eller er det kærligt?

          ”Ja, deres majestæt.” Zach bukker dybt, mens han smiler. Han stiller sig lige til højre for dronningen. Jeg kan se skråt hen på ham. Jeg tror ikke, at han har bemærket mig endnu. Det gør faktisk lidt ondt at tænke på det.

                                                                              ***
         ”Nå, da vi nu alle er samlet kan mødet vist godt begynde.” Lysia taler myndigt til forsamlingen. ”Sir Hannibal, har De fået noget nyt ud af efterforskningen af angrebet på Oppidum?” Hun ser hen på en mand, som umiddelbart ser ud til at være omkring de 30.

         ”I øjeblikket, nej deres majestæt. Vi arbejder stadig hårdt på sagen, men der ikke så mange spor at gå efter.”

Hun nikker forstående. ”Så snart at De har nyt, rapporterer De til rådet.”

Han bøjer hovedet. ”Selvfølgelig deres majestæt.”

          ”Doktor Jones...” Hun vender hovedet og ser over på en lidt yngre mand. Han er måske omkring de 25, tror jeg.

          ”Ja, deres majestæt?” Han ser afventende på dronningen.

          ”Hvordan er situationen i Medicum?” Doktoren rømmer sig, før han besvarer dronningens spørgsmål.    

          ”Vi er ved få et overblik over situationen. De sidste efterretninger jeg har fået, fortalte om 45 døde, 300 sårede hvoraf de 35 er akutsårede.” Hun nikker forsigtigt.

          ”Så 345 personer er blevet ramt fysisk af angrebet?” Han ser ned i bordet, mens han nikker.

          ”Ja, deres majestæt.” Hun ryster lidt på hovedet. Jeg kan se, at der er noget, som går Zach på. Hans hænder er knyttet hårdt sammen. Knoerne er helt hvide, og så bider han sig i læben. Det må også være frygteligt at høre, at folk fra ens hjemby, fra ens hjem, er blevet slået ihjel og såret.

Stemningen omkring bordet er blevet noget mere trykket efter beskeden om, at så mange mennesker er ramt af angrebet. Det er dronning Lysia, som bryder den trykkende stilhed.

         ”Mester Arnold, er Parsimonia på nogen måde påvirket af situationen i Oppidum?” Siger hun henvendt til en sort håret mand med firkantede briller. Han er iført blåt jakkesæt. Han er åbenbart bankmand, han har i hvert fald noget at gøre med Annae’s økonomi. Han retter lidt på sine briller, før han besvarer spørgsmålet.

         ”Siden... hændelsen... er aktierne faldet gevaldigt. Folk er utrygge, og det påvirker markedet.” Han knækker nervøst fingre, da han siger det.

         ”Okay... Og vil De være så elskværdig at stoppe med det der.” Dronningen lyder streng og en anelse irriteret. Han stopper øjeblikkeligt knækkeriet og ser ned i bordpladen.

Hun ser meget eftertænksom ud. ”Godt så. Nogen forslag til, hvordan vi kan vise borgerne, at de ikke har noget at frygte?” Spørger hun forsamlingen. De fleste omkring bordet ser hen på naboen eller den overfor. Andre ser ned i bordpladen eller lige ud i luften. Noget der indgyder mod og tryghed... Hvad skulle det dog være?

           ”Deres majestæt?” Det er Sir Hannibal, som kommer med et forslag.

            ”Ja, Sir Hannibal. Hvad har Eruditio af forslag?” Så han er fra videnscenteret... Interessant. Han rømmer sig.

            ”Det der ville indgyde mest ro er, efter min egen mening, at vi fanger dem der står bag, og straffer dem hårdt. Det vil vise Dem, som en stærk leder, som har styr på landet. Det vil så skabe stabilitet, og med stabilitet kommer tryghed.” Andre omkring bordet nikker anerkendende.

            ”Så det De foreslår, er at fange bagmændene? De sagde selv for et øjeblik siden, at De ikke har så meget at gå efter, så hvordan har De tænkt Dem, at vi skulle bære os af sted med at fange dem, som står bag?” Hannibal ser flovt ned i bordpladen, den må virkelig være interessant. ”Andre forslag?” Dronningen lyder streng og en anelse bebrejdende. Hun er sikker skuffet over, at de ikke kan finde på noget ideer.    

          ”Undskyld... deres majestæt...” Min stemme lyder som en mus der piber, men dronningen hører mig tydeligt i stilheden.

          ”Lady Hannah. Har De et forslag?” Hun ser noget forundret ud. Jeg ryster let på hovedet.

          ”Nej, deres majestæt. Det er ikke så meget et forslag, men nærmere... information.” Jeg kan mærke hvordan alles øjne rettes mod mig.

          ”Har De information, så skal De være så velkommen til at dele den med os andre.” Hun lyder forventningsfuld. Jeg tager en dyb indånding.

          ”Dagen efter Kayla... Lady Arctander og jeg ankom til Oppidum, havde jeg et noget uheldigt møde. Da jeg var ude i den kongelige have for at gå en tur, så jeg en mørk ridder.” Jeg trækker vejret dybt. Så er det sagt.

Folk omkring mig begynder at snakke med sidemanden. Ikke højt nok til, at jeg kan høre, hvad de siger, men jeg kan høre en konstant mumlen omkring bordet.

           ”STILHED!” Dronning Lysia’s stemme skærer sig igennem mumlen, og den stoppes lige så hurtigt, som den opstod. ”Og dette er du fuldkommen sikker på Lady Hannah?” Jeg nikker forsigtigt. ”Okay så, og De mener, at denne mørke ridder er den, som stod bag angrebet på Oppidum’s borgere?” Jeg tænker mig lidt om, før jeg svarer Lysia.
           ”Jeg tror ikke, at angrebet var tiltænkt Oppidum’s borgere...” Hun ser ud som om, at hun er blevet slået med et eller andet.

          ”Hvad er det så, De tror Lady Hannah?” Hun lyder en anelse desperat.

          ”Jeg tror, nej jeg ved, at angrebet var tiltænkt deres søn, Prins Zachary.” Hun bliver tom i ansigtet, da mine ord siver ind.

         ”Og hvad får dig til at vide dette?” Hun ser en anelse fortabt ud.

          ”Da jeg mødte den mørke ridder, så jeg ham ikke kun. Han talte også til mig. Han sagde, at arvingerne til Annae skulle dø. Det er det, jeg bygger min teori på.” Det tager hende et øjeblik, før hun er helt fattet igen.

         ”Og det var efter denne... samtale, at De og Lady Arctander besluttede at få Prins Zachary ud af Oppidum?” Hun smiler. Jeg kan ikke tyde, om det er venligt, vredt, lettet eller noget helt fjerde.

          ”Ja, deres majestæt.” Hun nikker til mig.
          ”Nå, Sir Hannibal. Så ser det ud til, at Eruditio har noget mere at gå efter.” Sir Hannibal smiler lettet hen til mig, hvorefter han ser på dronningen.

          ”Ja, deres majestæt. Vi fortsætter efterforskningen med det samme.” Hun nikker tilfredst.

          ”Godt så. Mødet er hævet.”
Folk begynder at tale sammen, og efter kort tid er salen næsten tom.

Kayla, Martin, Zach, dronning Lysia, jeg selv og nogen jeg ikke aner hvem er, er de eneste, som stadig opholder sig i salen.

          ”Zachary, hvorfor viser du ikke Lady Hannah rundt på slottet? Jeg tror, hun vil finde det meget interessant.” Han nikker hurtigt til hende.

        ”Hvad siger De? Har De lyst?” Han smiler kækt til mig. Jeg ser spørgende op på Kayla.

        ”Gå du bare. Så kan jeg også lige få snakket med nogle venner.” Hun smiler, før hun vender rundt, bukker for dronning Lysia og forsvinder ud af den modsatte dør.

          ”Nå, vil De med?” Spørger han igen. Denne gang med bedende øjne. Jeg ryster opgivende på hovedet.

          ”Har jeg noget valg? Ja, jeg vil gerne med. Det vil være en ære.”

Han smiler endnu bredere.

          ”Moder, jeg vil eskortere Lady Hannah rundt på slottet, som du har forslået.” Hun nikker anerkendende.

Han bukker for Lysia, og jeg skynder mig at neje forsigtigt, stadig en smule kluntet. Hun smiler venligt til mig, men jeg kan ikke lade være med at føle, at der er et eller andet galt.

         ”Lad os komme af sted Lady Hannah.” Han tilbyder sin venstre arm, som jeg lægger min højre igennem. Sådan går vi ud af salen.

Da døren lukker bag os, flækker vi begge af grin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...