Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4617Visninger
AA

17. Planen: I gang

Jeg ser på mig selv i spejlet. Jeg må indrømme, at det faktisk ikke er helt ringe, selvom jeg var skeptisk i starten. Det ser faktisk godt ud til mit sorte hår, med den sorte kjole, det hvideforklæde, de knælange hvide strømper, de sorte laksko med lidt hæl og den der hvide hår-dims med sorte bånd, som der er bundet i to sløjfer i hver side. Jeg synes selv, at jeg ligner en stuepige meget godt, men nu må vi se, om Kaylas plan virker.

        ”Nå, hvorfor var det lige at du brokkede dig?” Spørger Kayla drilsk, da jeg går ud af det store walk-in-closet. Jeg rødmer lidt.

        ”Jeg troede ikke, at det var sådan uniformen så ud...” Svarer jeg stille. Hun griner lidt af mig, og jeg kan ikke lade være med at smile. Alt andet er jo farvet i blå og guld i denne her bygning, udover selvfølgelig den hvide marmor, som er overalt. Hvordan skulle jeg så vide, at stuepigerne og tjenerne bærer sorte uniformer? Det er da mærkeligt.

          ”Nå, kan du huske planen?” spørger Kayla mig. Det er tredje gang, men jeg har det altså også med at glemme halvdelen af de informationer, som Kayla har givet mig om planen. Jeg nikker prøvende. Hun ser skeptisk på mig. ”Er du sikker?” Et lille smil hænger i hendes mundvige, men jeg kan høre, at hun også er lidt bekymret. For hvis jeg ikke kan huske planen, så er vi virkelig ude, hvor vi ikke kan bunde. ”Hvad gør du først?” Spørger hun, for hun vil åbenbart have mig til at repetere planen igen.

Jeg sukker, jeg må hellere få det overstået. ”Først kører jeg af sted med et rullebord, hvor der står te og kager. Jeg kører ned ad gangen til venstre, hvorefter jeg går til højre. Jeg fortsætter lige ud, indtil jeg når til en rund sal med flere gange...” Jeg går i stå, der er et eller andet med den sal, jeg kan bare ikke huske hvad. Kayla ryster på hovedet. ”Og i den sal, er der noget specielt med den? Er der nogen personer, som du skal tænke på?” Jeg ser forvirret ud et øjeblik, før det går op for mig, hvad hun mener.

         ”Jeg skal selvfølgelig forbi nogle vagter, som står i salen. Jeg skal bare gå forbi, som om at det er helt naturligt for mig og ikke spørge dem om noget, medmindre de spørger mig om noget.” Hun nikker anerkendende til mig.

         ”Og er der noget, som du i hvert fald ikke må sige til dem?” Spørger hun mig. Jeg nikker.

         ”Jeg må selvfølgelig ikke fortælle dem, at jeg hedder Hannah Martamus, og at jeg er din vogter, eller at jeg overhovedet kender dig.”

Et smil løber over hendes læber. ”Så langt så godt. Hvad er formålet med at du er klædt ud som stuepige?” Nu er det min tur til at smile. ”Formålet med det her er, at jeg skal tale med prinsen, forsøge at overtale ham til at forlade Oppidum og forklare ham, hvilken fare han er i.”

Hendes smil bliver endnu større. ”Så er du vist klar Hannah. Held og lykke. Jeg vil vente på jer i haven på taget.”

Jeg nikker til hende. ”Så ses vi.” Siger jeg, før jeg går ud af døren, hvor der står et rullebord fyldt med kager og en tekande.

Jeg skubber forsigtigt af sted med bordet, det ville ikke være godt, hvis jeg tabte kagerne, eller tekanden for den sags skyld. Jeg drejer til venstre. De samme udseende gange, det skulle ikke undre mig, hvis tjenestefolkene flere gange om dagen farede vild her. Jeg skubber rullebordet videre. Det skramler der ud af. Jeg ryster på hovedet. Godt det her ikke er en mission, hvor man skal være lydløs, for så var jeg blevet opdaget for århundrede siden.

Jeg kan se ind i salen, og før jeg træder ind i den, tager jeg en dyb indånding. Så er det nu.

          ”Hvem der?” spørger en stemme. Det er en ung soldat i blå rustning. ”Årh, det er bare en af pigerne. Hvordan går det tøsen?” Spørger han, da han tjekker mig ud. Jeg får lyst til at slå ham, men jeg undertrykker lysten, smiler sukkersødt og ser genert ned i gulvet.

          ”Du kan passere.” Siger en myndig og dyb stemme. Den tilhører en anden, lidt ældre soldat. Da jeg har passeret dem, kan jeg høre den ældre soldat irettesætte den yngre. ”Lad nu pigerne være, du ved udmærket godt, at du får problemer, hvis du lægger hånd på dem...” Jeg kan høre, at den yngre soldat mumler et eller andet utydeligt som svar.

Jeg drejer om et hjørne. En stor majestætisk trædør kommer til syne. Jeg sukker dybt. Nu kommer den svære del. Nu er det jeg skal overtale prinsen. Men hvordan gør jeg det? Og vil han tro mig? Det er de sidste tanker der løber gennem min hjerne, før jeg har banket på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...