Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4654Visninger
AA

10. Pacata

Det kilder i maven. Der er langt ned. Jeg kan se Kayla’s skygge bevæge sig hen over landskabet under os. Jeg kan mærke vinden mod mit ansigt. Det er fantastisk. Min første flyvetur, også på en drage. Vildt. Jeg breder mine arme ud.

      ”Juhuuuuuu!!!” Jeg råber af mine lungers fulde kraft. Jeg kan høre, at Kayla griner.

      ”Nå, hvad siger du, skal vi tage det til et nyt niveau?”

Jeg når kun lige at gribe fat i hende igen, før hun dykker ned mod jorden med en overraskende fart. Jeg skriger. Hun retter op og laver en spiralbevægelse på vej op. Da hun er kommet op i en passende højde, flyver hun helt roligt og stabilt igen.

Jeg ryster over det hele.

      ”Nå, var det for meget for dig Hannah?” Spørger hun drilsk.

       ”Det var SÅ fedt!” Og jeg mener det rent faktisk. Jeg har godt nok aldrig været så bange i mit liv, men det var bare fantastisk. Meget federe end alle de rutsjebaner, jeg har prøvet.

       ”Nå, det var da godt at høre. Skal vi så tage en tur til?” Det lyder som om, at hun stadig er i drillehumør.

      ”Narh, tror du ikke hellere, vi må koncentrerer os om at nå til Oppidum?”

Hun griner lidt, det var nok det svar, hun havde ventet. ”Det har du ret i Hannah, lad os komme til Oppidum.”

Efter det er vi stille i et stykke tid, og jeg nyder stilheden. Jeg nyder flyveturen og den verden, som vi flyver over.

Kayla bryder stilheden. ”Nå, men vi må hellere finde et sted, hvor vi kan overnatte.”

Jeg ser mig omkring. Solen er ved at gå ned, det varer ikke længe før, det bliver mørkt.

       ”Du har nok ret… Ved du, hvor vi kan slå lejr?” For ærlig talt så har jeg aldrig sovet udendørs, og ja, jeg ved heller ikke, hvordan man finder et godt sted.

        ”Bare rolig. Jeg har styr på det. Bag den skov ligger der en lille landsby kaldet Pacata. Der bor der nogle rigtig venlige mennesker, og de burde nok kunne have dig natten over.”

Jeg kan godt se skoven, og bag skoven kommer der røgskyer op. Det må være der, landsbyen ligger.

        ”Hvad med dig Kayla? Hvor skal du så være?” For hvis jeg er den eneste, som skal overnatte i landsbyen, hvad så med hende?

       ”Bare rolig, som sagt er der styr på det. Landsbyboerne er som sagt venlige, men de har ikke plads til en drage. Jeg sover i skoven, og du vil bede om husly for natten.”

Der er stille lidt.

      ”Er det okay med dig Hannah?” Hun spørger i et bekymret, men dog bestemt, tonefald.

      ”Ja, det er okay. Hvis det er sådan, du vil have det…”

Hun brummer anerkendende. ”Så er det en aftale. Vi er ved landsbyen om et øjeblik.”

Hun har ret, ikke mange sekunder efter kan jeg se Pacata. Det er en lille landsby bestående af 9-10 huse. Jeg kan se en brønd i midten af landsbyen. Til den ene side ligger skoven, og på den anden side er der anlagt marker og indhegninger. De må have en eller anden form for dyr. Der er en lille grusvej mellem markerne, som fører fra landsbyen ud til horisonten. Kayla lander på vejen og ligger sig ned, så jeg kan komme af. Det er begyndt at blive lidt mørkere, men kun lidt. Solen har stadig lidt magt.

       ”Vi ses i morgen Hannah. Se nu at få en godnats søvn, så burde vi kunne nå Oppidum i morgen.” Komme til Oppidum i morgen - jeg kan ikke vente.

       ”Det skal jeg nok. Godnat.” Jeg smiler.

Jeg går hen imod landsbyen, da Kayla er fløjet op i luften. Jeg kan se, at hun dykker ned et sted inde i skoven. Så har hun i hvert fald fundet sig et godt sovested. Så mangler vi bare mig… Jeg går forsigtigt hen til det første hus. Der kommer lys ud gennem vinduerne. Jeg banker forsigtigt på døren. Jeg kan høre nogen rejse sig op og gå hen imod døren.

       ”Hvem er det?” En kvindestemme spørger gennem døren.

       ”Hej, jeg hedder Hannah. Jeg er på vej til Oppidum og ville lige høre, om det var muligt for mig at overnatte her?” Der er stille på den anden side af døren. Jeg kan igen høre bevægelser fra den anden side af døren. Der kommer en hvisken ud gennem døren, men jeg kan ikke høre, hvad der bliver sagt.

Døren bliver åbnet af en ung kvinde. ”Kom indenfor Hannah." Hun viser mig gennem døren.  "Jeg hedder Millie, og det er min mand, Fred.” Hun nikker over mod en ung mand, som sidder ved et ildsted.

        ”Godaften.” Brummer han. Jeg nikker til ham.

        ”Vi har desværre ikke noget mad at tilbyde dig, men vil du have et glas vand?” Millie ser venligt på mig.

Jeg nikker. Jeg kan mærke, at trætheden er ved at indfinde sig. Millie rækker mig et trækrus med vand.

       ”Mange tak.” Siger jeg, da jeg tager imod kruset.

Hun smiler til mig. ”Nå, men du må også være træt. Nu finder jeg lige et tæppe.” Millie går ind i et rum, og jeg kan høre, at hun bakser med et eller andet.

       ”Det er et fint sted, I har.” Jeg prøver at få en samtale i gang med Fred. Han brummer et eller andet. Jeg tror nok, at det er et tak, men jeg er ikke sikker.

      ”Ja, det er et vidunderligt sted. Masser af frisk luft og god plads, når den lille kommer.” Millie rører blidt ved sin lille topmave. Så hun er gravid. Jeg smiler til hende. ”Nå, du kan sove her foran ildstedet. Vi vil lade dig sove. Jeg håber det er i orden, at vi er tidligt oppe, for der er meget der skal gøres…”

Jeg nikker forstående. Fred og Millie går ind i det rum, hvor Millie fandt tæppet. Da de er gået ind, lægger jeg mig ned med tæppet over mig. Gulvet er lidt hårdt, men her er varmt, og jeg skal ikke bekymre mig om andet end at sove.

***

Jeg vågner tidligt næste morgen ved, at Millie tænder op i ildstedet.

        ”Godmorgen! Har du sovet godt?” Hun smiler venligt til mig.

        ”Ja, det har jeg. Mange tak for huslyen.” Jeg smiler tilbage.

        ”Årh, det var da så lidt.” Hun rejser sig og skal til at gå udenfor. ”Vil du have noget morgenmad med?” Vender hun sig rundt og spørger med hånden på dørhåndtaget.

Ved tanken om mad begynder min mave at rumle. Millie må have hørt det. ”Ja, du skal helt klart have et eller andet at spise, før vi lader dig gå. Jeg går lige ud og finder nogle æg.” Jeg når ikke at svare hende, før hun er ude af døren.

Så her sidder jeg en smule forvirret i et fremmet hus hos fremmede mennesker. Nå men det er vel ikke mere mærkeligt, end at tale med en drage. Jeg rejser mig op og folder tæppet sammen. Jeg er jo trods alt gæst i deres hus. Jeg mærker på mit hår. Uglet. Typisk. Jeg bruger fingrene til at rede det ud med. Det lykkes ikke helt, men det er i hvert fald bedre end før.

Millie kommer ind igen. ”Kan du lide spejlæg? Det er der i hvert fald på menuen.” Hun smiler, hun virker så glad hele tiden. Hun er nok den type, som, uanset hvad der sker, altid er positiv. Hun går hen til en reol og finder en pande, som hun sætter over ildstedet. Der er stille lidt, før hun tager 6 æg og slår dem ud på panden.

       ”Hvorfor rejser du til Oppidum, og så helt alene?” Hun ser nysgerrigt på mig.

Jeg kan ikke så godt fortælle om prinsen, og nok heller ikke om Kayla, hun er jo trods alt en drage, og jeg ved endnu ikke, om drager er helt normale væsner i denne her verden.

       ”Jeg skal til Oppidum, fordi… Fordi jeg har noget familie der, som jeg skal besøge.” Det er jo heller ikke helt løgn. ”Også rejser jeg ikke alene, jeg rejser med en af mine venner.”  

Hun ser overrasket på mig. ”Så du rejser med en ven, hvorfor er han ikke sammen med dig lige nu?”

Jeg kan mærke, at jeg er ved at gå i panik, men på en eller anden måde lykkes det mig at holde masken.

       ”Øhm, jeg må ikke have formuleret mig ordentligt. Min ven han øhm… Venter på mig i næste by, også følges vi det sidste stykke til Oppidum.” En lille løgn, men det går jo nok. Kayla venter jo trods alt på mig.

Millie må have godtaget mit svar, for hun kommer ikke med yderligere kommentarer. Pludselig sidder Fred ved siden af mig. Jeg har slet ikke hørt ham. Han er virkelig stille af natur.

       ”Godt du er oppe, æggene er lige blevet færdige.” Millie smiler lykkeligt til Fred.

Fred brummer som svar. Og var der ikke en antydning af et smil i hans mundvige? Nå, men det er jo heller ikke vigtigt. Millie rækker mig en tallerken med to æg.

       ”Mange tak. Det dufter rigtig godt.” Siger jeg, et eller andet skal jeg jo sige.

       ”Tak da, så må vi bare håbe, at det smager lige så godt.” Hun rødmer lidt.

Vi spiser æggene i stilhed. De er helt, sådan som spejlæg skal være. Da vi er færdige, samler Millie tallerknerne ind. Jeg rejser mig op.

       ”Mange tak for mad og husly, men nu må jeg til at af sted.”

Millie nikker til mig. ”Ja, din ven venter jo på dig. God rejse.”

Jeg takker endnu engang for opholdet, før jeg lægger deres hus bag mig. Rare mennesker.

Jeg går hen af grusvejen. Kayla ligger allerede og venter.

       ”Nå, der er du. Jeg var næsten bange for, at du ikke kom.” Jeg tror, at det sidste blev sagt i sjov, men hun virker nu alligevel lettet over at se mig.

        ”Selvfølgelig kommer jeg. Jeg har jo lovet, at jeg vil hjælpe dig.” Siger jeg til hende en anelse forarget, men med et smil på læben.

       ”Det har du ret i. Nå, men så må vi også hellere komme af sted.”

Jeg nikker og kravler op i et træ, for at komme op på ryggen af hende.

       ”Du må se at få nogle længere ben.” Siger hun drilsk. Jeg ryster på hovedet.

       ”Skulle vi ikke af sted?”

Hun griner og løber hen af grusvejen med udstrakte vinger. Hun basker et par gange, før vi letter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...