Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4557Visninger
AA

36. Mørkt vand

Vi har gået i noget der føles som evigheder, og endnu ikke har jeg set nogen form for lys udover den spæde flamme fra Claudes lighter.
Han holder ikke længere fast i mit håndled, men koncentrerer sig 100 % om at orientere sig i den halvmørke gang.

        ”Pas på, der ligger en sten.” Siger han advarende, før han selv passerer stenen. Jeg ser forundret på den rimelig store blok. Hvordan mon den er havnet her?

Vi fortsætter vandringen gennem gangen. Den fører ned ad, men det er også det eneste den fortæller om retningen, den har snoet sig et par gange, og jeg aner ikke længere, hvor vi egentlig er henne.
        ”Hvornår tror du, at vi er ude?” Spørger jeg forsigtigt.
        ”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg håber bare det er snart, for det er altså begrænset, hvor længe sådan en fætter kan lyse.” Svarer Claude i et bekymret toneleje, da han hæver lighteren.
Flammen er blevet mindre, i forhold til da vi gik ind i tunnelen. Bare vi ikke kommer til at skulle gå gennem denne her hemmelige gang i mørke. Her er creepy nok med lys, nu kan man da se edderkoppespindende, før man går ind i dem.
Jeg sukker. Hvorfor har Kayla også sendt os igennem en gammel tunnel, som der ikke er blevet brugt i årevis? Kunne hun ikke bare have hentet os?

***

Hvad var det? Jeg ser mig forskrækket over skulderen. Der var en lyd, det er jeg sikker på. Jeg anstrenger mine øjne til det yderste, men jeg kan ikke se noget i tunnelens mørke bag os.
        ”Hannah kommer du?!” Råber Claude spørgende. Jeg må være stoppet op, da jeg kiggede ind i mørket, for pludselig er jeg flere meter bagud.
        ”Kommer nu!” Råber jeg tilbage, før jeg lunter hen til ham igen.

Han nikker til mig. ”Vi er nød til at blive sammen, hvis vi først bliver væk fra hinanden herinde, så går det galt.” Jeg nikker tilbage. Han vender sig, og vi fortsætter vores gåtur.
Hvad kunne have lavet den lyd? Var der overhovedet noget? Claude så ikke ud til at have bemærket noget, så det kan jo bare have været mig, der tog fejl. Bare der ikke er noget deromme, tænker jeg og kigger mig nervøst over skulderen, mens jeg stadig følger efter Claude.

Pludselig stopper han, og jeg fortsætter lige ind i ryggen på ham.

       ”Er du okay?” Spørger han bekymret.

       ”Ja, det tror jeg nok. Næste gang må du gerne lige give en advarsel, før du stopper op.” Svarer jeg fornærmet. Han griner fjoget til mig.

       ”Hvorfor stopper vi egentlig?” Spørger jeg dumt.

       ”Lyt...” Er det eneste svar jeg får. Jeg kan ikke høre noget, ikke lige nu i hvert fald. Her er bare stille, ufatteligt stille. Man kan næsten høre, hvordan luften vibrerer, man kan høre vandet... Vent, vandet?
Jeg ser forundret på ham.

       ”Kom med, jeg fik klare instrukser. Vi er næsten ude nu.” Han lyder glad. Jeg kan egentlig ikke bebrejde ham. Jeg glæder mig også til at komme ud igen, forhåbentligt er der lysere udenfor.

Vi fortsætter i lydens retning, lyden af vand der løber.
For hvert skridt vi tager, stiger lydens intensitet. Og da vi kommer til et stort hulrum, føles det som om, at mine ører er ved at eksploderer. Lyden af vandfaldet, der er godt 5 meter til højre for os, buldrer derudaf. Og når vandet endelig er landet i floden under vandfaldet falder det til ro. Jeg holder mig for ørerne, vandfald er flotte, men jeg kan ikke holde lyden ud.

Claude tager fat i min ene arm og nikker over mod en lidt roligere ende af hulrummet. Da vi når derover, er lyden mere behagelig. Note til mig selv; stå aldrig så tæt på et vandfald igen uden at have medbragt ørepropper.
        ”Hvordan kommer vi så ud?” Spørger jeg efter at have noteret mig at rummet er helt rundt, og at der kun er gangen, vi kom fra, og der hvor vandet kommer fra, der er en mulig udgang.
Claude smiler til mig. ”Bare rolig, vi er snart ude.”
Jeg ser bare forundret på ham, da han slukker lighteren og overlader os til mørket.

        ”Claude...” Spørger jeg forsigtigt ud i mørket.

        ”Bare rolig Hannah, vi er snart ude.” Hvisker han, da han tager fat i min hånd og hiver hårdt i den. Jeg får overbalance, og vi styrter begge i vandet.
På overfladen så det roligt ud, men også her er der godt gang i vandet. Og ikke nok med det, så er det ufatteligt koldt, vandet bliver suget ind i min kjole og stikker som nåle mod min hud. Jeg vil op til overfladen igen, men Claude holder stadig fast i min arm og hiver mig af sted mod bunden.
Jeg forsøger forvirret at hive min hånd til mig, men forgæves. Hvad fanden har han gang i?
Jeg bliver ført dybere og dybere ned, tror jeg nok. Det er svært at bedømme i mørket. Jeg kan kun mærke Claudes varme hånd om mit håndled og de sylespidse nåle, der gennemborer min hud.
Efter lidt tid kan jeg ikke holde vejret længere. Må have luft, luft. Det er det eneste, jeg kan tænke på. Men det er umuligt at finde vejen op. Alt er mørkt.
Luften presses ud af mine lunger, og til sidst er jeg nød til at lade det slippe. Jeg kan se luftboblerne forlade mig, men jeg bemærker ikke, om de følger med mig eller flyder den anden vej.
Det er så her jeg skal dø. I et mørke, der presser sig på. Mørkt vand overalt omkring mig, der presser sig mod mine læber og tvinger sig vej ned gennem min hals.
Fascinerende som drømme kan blive til virkelighed, tænker jeg. I det mindste er Zach her ikke, i det mindste har han stadig sit ansigt. Håber jeg.
Det sidste jeg ser for mit indre blik, før alt inden i også bliver sort, er Zach og Martin, der sidder under et træ, bag dem står Kayla. De ser alle sammen mod en solnedgang, eller er det en solopgang? Hvem ved, men jeg ved, at de venter. Venter forgæves, for jeg kommer ikke.
Alt er forbi nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...