Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4190Visninger
AA

20. Minder

Efter at have grinet færdigt ser Kayla alvorligt på mig.

        ”Hvad gør vi så med ham?” Spørger hun, men jeg tror, at spørgsmålet mest er henvendt til hende selv. Hun ryster opgivende på hovedet. ”Får du ham ikke lige ud af vognen?” Spørger hun, mens hun peger med en stor klo over mod prinsen. Jeg nikker til hende for at vise, at jeg har forstået. Jeg vender rundt og sætter mig på hug. Jeg ser på prinsen. Det summer i maven. Hvorfor ser han så sød ud, når han sover?

Jeg tager fat i en arm og trækker til. Med et bump lander han på græsset ved siden af bordet.

         ”Hver nu forsigtig. Han er jo trods alt prinsen.” Siger Kayla advarende. Jeg griner undskyldende.    

         ”Han er allerede blevet slået to gange med en sølvbakke, han skal nok klare sig...” Siger jeg i et let tonefald og med et smil på læben.

         ”To gange?! Jeg troede, at du kun slog ham en gang!” Siger Kayla panisk. Jeg fryser, jeg troede, at det var i orden. Men jeg kan da godt høre, at når man siger at man slog ham to gange, så lyder det lidt overvældende. Eller det er måske en underdrivelse...

Min stemme ryster lidt, da jeg endelig får fremstammet noget til mit forsvar.

         ”Han sagde noget, som ikke var rart at høre på...” Kayla ligger hovedet på skrå og ser på mig med et irettesættende blik.

         ”Nå, så det gjorde han.” Hun lyder eftertænksom.

         ”Ja, jeg synes personligt, at han er pervers og møgforkælet!” Siger jeg med eftertryk.

         ”Nu ikke så hård. Det kan godt være, at han ikke lige falder i din smag, men prøv nu alligevel at give ham en chance. Det kan jo være, at han ikke er helt så slem.” Jeg ryster opgivende på hovedet, men inderst inde håber jeg, at det bare er en facade. Jeg håber, at han er en sødere fyr. Hey, vent. Hvad? Er jeg faldet for prinsen? Det skal blive løgn skal det, tænker jeg stædigt.

         ”Vend ham om, så han ligger på ryggen. Bagefter så går du hen og gemmer dig bag den busk.” Beordrer Kayla.

Jeg ser forundret op på hende. Gemme mig. Hvorfor? Hun ryster opgivende på hovedet.

          ”Du skal nødig være det første, som han ser. Vi er trods alt nødt til, at give ham en chance for, at vise at han er okay.” Jeg nikker forsigtigt til Kayla, før jeg vender prinsen om. Jeg kan mærke hans hjerte slå, da jeg tager fat under hans venstre arm. Jeg rødmer lidt, før jeg bliver vred på mig selv. Det går ikke, han er prins, og jeg er hans beskytter. End of story. Jeg ser op på Kayla. Hun ser bestemt tilbage. Jeg har ikke lyst til, at lade hende tale med ham alene, men det må jo være sådan. Slukøret går jeg om bag busken og sætter mig på græsset ved siden af marmor kanten. Heldigvis er der ikke faldet dug endnu, ellers ville det her nok være en noget kold og våd fornøjelse.

Efter fem minutter hvor jeg bare har siddet og kigget på prinsen og ventet på, at han skulle vågne, begynder det at kede mig. Mine tanker løber tilbage til eksamensdagen. Den dag hvor jeg mødte Kayla. Det føles som så længe siden, men det er jo ikke meget mere end en uge siden. Eksamen. Gad vide hvordan det egentlig er gået? Og hvad med Line, har hun mon fået 12 igen? En rysten løber gennem min krop. Line, er hun stadig frosset, som en statue?  Og hvad med de andre, er de okay?

En tåre presser sig vej udad mit højre øje og ned af kinden, da mine tanker lander på mor. Mon hun er gået helt i spåner? Jeg kan huske, da far forsvandt, eller tog her til Annae, hvordan hun bare sad og stirrede ud i luften. Jeg så hende aldrig græde, men hun smilede heller aldrig. Jeg hørte hende heller aldrig grine, men om natten kunne jeg høre hendes grådkvalte hulk igennem væggen. Det gjorde mig ked af det, det gør det stadig. Jeg trækker knæene op til brystet. Stakkels mor, hvad er det jeg har gjort mod hende?

En ny tåre følger den første nedad kinden. Jeg bider mig selv i læben, for at forhindre et hulk i at slippe ud. Kayla må ikke se mig græde. Hun skal ikke tro, at jeg ikke er glad for at være sammen med hende, for det er jeg. Jeg har ikke været så glad i lang tid, men...

Flere tårer finder vejen ud, og nu er det ikke kun af højre øje. De triller ned af mine kinder og falder ned på mine knæ. Enkelte finder vej ind i min mund. De smager salt. Hele min krop ryster. Jeg VIL ikke græde. Vil ikke... Jeg tørrer tårerne væk. Jeg ved, at mine øjne er røde, men det er lige meget. Jeg sidder jo trods alt bag en busk. Jeg ser hen på Kayla og prinsen, som jeg helt havde glemt i min tankestrøm. Gad vide om han egentlig er okay? Det rungede faktisk ret meget, da jeg slog ham. Gad vide om jeg slog for hårdt?

Som svar på mit spørgsmål kommer der en hosten henne fra prinsen. Han er ved at vågne. Så slog jeg åbenbart ikke så hårdt alligevel. Jeg ryster på hovedet. Nu er det op til Kayla. Bare prinsen er fornuftig. Bare han kan se, at han behøver beskyttelse. Og bare han indser det hurtigt, for jo før han gør det, og jo før vi får bekæmpet mørket, jo før kan jeg komme hjem og fortælle mor, at jeg er okay. Holde om hende og sige undskyld. Føle hendes arme om mig. Jeg er lige ved at græde igen.

Jeg savner hende. Jeg savner... at være hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...