Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4553Visninger
AA

2. Madpakken, ridderen & faldet

1 time og 30 minutter senere siger vores lærer, "tiden er gået. Læg blyanterne fra jer, I har nu 20 minutter, før anden del af prøven begynder."

20 minutter. Dejligt, det er tid nok til at gå over i kantinen og få en bid mad. Jeg samler mine ting sammen, og stopper det hele ned i min taske. Jeg er nødt til at skynde mig, for ellers er der ikke flere pladser tilbage, når man endelig når frem til kantinen. Sådan har det altid været, eller det siger Line i hvert fald.

Jeg kæmper mig ud af lokalet som den første. Jeg småløber hen ad gangen, for ikke nok med, at jeg selv skal have en plads, så skal jeg også holde en til Line. Ikke at det er et problem, det er det overhovedet ikke, men det er bare meget svært, for ikke at sige umuligt, at finde to pladser ved siden af hinanden, når samtlige 10. og 9. klasses elever skal spise på en gang.

Jeg når frem til kantinen og ser mig omkring. Det er faktisk et ret uinspirerende rum. Hvide vægge, kun brudt af enkle malerier og tegninger, som billedkunstholdene har lavet. Der er faktisk nogle ret gode imellem, men jeg synes nu altså, at størstedelen burde brændes. Jeg ved godt, at det ikke lyder særlig venligt, men noget af det er virkelig ekstremt grimt.

Der er heldigvis to pladser fri, godt nok henne ved de aller grimmeste billeder, men det må vi jo så bare leve med. Jeg sætter mig ned og begynder at finde min mad frem. Ikke den mest fantasifulde madpakke, men når man går i 10. har man trods alt ikke al tid i verden, og den tid man har, bruger man jo ikke lige på madpakken. I dag står menuen på to leverpostejmadder, en ordentlig humpel agurk, et æble og en juice. Jeg har også nogen kiks med, men dem har jeg tænkt mig at gemme, til efter anden del af prøven.

     "Nå, det lykkedes dig at finde pladser, godt nok henne i det afskyelige hjørne, men jeg er imponeret." Jeg kigger op, Line står og griner. Jeg smiler tilbage.

    "Selvfølgelig kunne jeg finde en plads, det er jeg jo mester til."

Line ryster på hovedet, mens hun griner en lille latter. "Nå, du dør da i hvert fald ikke af sult lige foreløbig." Hun kigger på den bunke af mad, som ligger foran mig. Jeg lægger bare hovedet på skrå. Griner og tager mig til hovedet, for hvad skal man egentlig svare?

    "Hvordan synes du, det gik derinde?" Spørger Line forsigtigt. Hun ved, at matematik ikke lige frem er mit yndlingsfag.

     "Det gik vel okay. Håber på et 4-tal." Svarer jeg mellem to mundfulde agurk. "Hvad med dig? Du får jo sikkert 12 uanset, hvordan du selv synes det er gået." Sådan er det bare med Line, hun synes selv, at alt går galt, også ender det med, at hun får den bedste karakter i klassen.

Jeg kan ikke lade være med at være lidt misundelig, men det går jo alt sammen nok alligevel.

     "Jeg synes faktisk selv, at det gik ganske godt. Men du skal nok se, du skal nok få kæmpet dig op på et 7-tal." Siger hun med et smil på læben.

Vi spiser færdig, hvorefter vi begynder at gå tilbage mod lokale 41.

”Jeg håber ikke, at den er slem.” Siger jeg til Line og kigger over mod hende.

Hun er der ikke, hun står lidt længere tilbage på gangen og kigger overmod en af de mange trapper, der er på skolen. ”Kom nu Line, ellers kommer vi for sent.” Ingen reaktion.

Jeg går hen imod hende. Hun ser mig ikke. Jeg tager fat i hendes arm. Jeg skal lige til at sige noget, men stopper mig selv. Der er noget galt. Hendes arm… Jeg kan ikke flytte den. Jeg vil tage hendes hånd, men da jeg rører ved den, er den kold. Kold som sten. Jeg kigger rundt. Der er ingen andre der bevæger sig. Kun mig.

Jeg går hen imod lokale 41 og kigger ind. En af drengene fra klassen, Mathias, står stille i luften. Det her er bare for mærkeligt, er det hele endnu et mareridt? Jeg går ud af lokalet igen og ser mig forvirret rundt. Vent et øjeblik. Hvad var det? Var det ikke en lyd? Men når der er en lyd, må der jo være noget der bevæger sig. Men hvor?

Klang, klang, klang. Jeg ser mig tilbage. Der står en sort ridder, eller hvordan skal jeg ellers beskrive det? Der kommer en person i en sort rustning gående hen imod mig. Jeg løber, ved ikke hvorfor, men et eller andet siger mig, at jeg er nødt til at komme væk. Jeg drejer om et hjørne. Og der står ridderen igen. Men, hvordan? Er han bare super hurtig eller hva´? Ridderen tager sit sværd, og svinger det imod mig. Jeg kaster mig tilbage, men i det jeg gør det, mister jeg balancen og falder bagover. Jeg lukker mine øjne. Nu er det slut.

Jeg falder. Og falder. Og falder. Vent der er noget galt her. Er tiden gået i stå, eller er der bare afsindigt langt til gulvet? Jeg åbner øjnene igen. Jeg ser op ad, og der står ridderen, men han er langt væk. Jeg falder og falder, ned gennem et mørkt hul. Det er koldt. Meget koldt, lige så koldt som… Frygten breder sig i mig. Det er lige så koldt som i mit mareridt. Nej, det kan jo ikke lade sig gøre…

Pludselig glimter et rødt lys i mørket. Nej, jeg er nødt til at vågne, vågne nu! Dragen kommer flyvende ud gennem lyset. Jeg skriger. Lyset slukkes, og alt bliver mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...