Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4578Visninger
AA

43. Leah

Vi har gået igennem tre forskellige gader nu, uden rigtig at tale sammen. Min hjerne har fokuseret på at bearbejde informationerne om Annae’s samling, og hvad Jan tænker på, må guderne vide.
Men nu føler jeg, at der er nogle flere spørgsmål, der presser sig på. De handler hovedsageligt om en ting, eller skulle jeg sige en person; Kayla’s tidligere vogter.
Både Jan og Kayla har nævnt hende, men informationerne om hende er begrænset. Jeg ved, at hun og Kayla var i stand til at kommunikere gennem tanker, præcis som Kayla og jeg, når jeg er i problemer. Derudover har Jan sagt, at hun var smuk, og her lægger jeg vægt på var. For hvad skete der egentlig for seks år siden? Hvorfor tog Kayla’s vogter ikke med ud for at bekæmpe mørket?
        ”Jan?” Spørger jeg forsigtigt.
Han løfter overrasket hovedet. ”Ja?”
        ”Ved du, hvad der skete med Kayla’s vogter?” Forsigtigheden er ikke gået af min stemme endnu.
Han blinker et par gange og retter på sine briller, før han endelig åbner munden.
        ”Faktisk er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad der skete med hende...”
        ”Ikke en gang Kayla?” Jeg bliver til et stort spørgsmålstegn.
        ”Nej, ikke en gang Kayla. For seks år siden, da kongens fætter kom tilbage, var mørket begyndt at røre på sig. Kayla og hendes bror meldte sig frivilligt til at finde og bekæmpe mørket. Kongen og Kayla’s bror var forbundne, så det var egentlig meget naturligt, at han valgte at hjælpe kongen. Det, at Kayla valgte at hjælpe, var dog en lidt større overraskelse, selv for hendes vogter.”
         ”Kayla’s vogter ville ikke med?”
         ”Tværtimod, hun ville rigtig gerne med. Derfor blev hun også meget skuffet, da kongens fætter fik æren af at ride på Kayla’s ryg.”
Så min far tog en andens plads... Jeg ville nok også være blevet jaloux, hvis der kom en komplet fremmed, der skulle ride på Kayla.
         ”Hvad skete der så?”
         ”Da Kayla kom tilbage var hun totalt knust, det kunne en hver se, men dronningen godtog det ikke. Jeg tror stadig ikke, at hun har tilgivet Kayla for, i hendes øjne, at have efterladt hendes mand til at dø.”
         ”Men Kayla gjorde jo alt, hun kunne.”
         ”Ja, det er jeg sikker på, men du må huske på, at Lysia mistede noget af det, hun elskede højest i hele verden den dag, og hun har nok haft behov for at skyde skylden på en eller anden, og så var Kayla den, der var lige for.”
Jeg nikker, for jeg forstår godt, hvad han siger. Da far tog her til skød jeg også skylden på alt og alle, lige fra naboens gøende chihuahua til kassedamen i Brugsen. Og efter det, skød jeg skylden på mig selv, for det var helt sikkert min skyld, at far var taget af sted. Det var ikke tilfældet, men det er jo først nu, at det rigtig er gået op for mig. 
        ”Men hvad skete der med Kayla’s vogter?” Min nysgerrighed er endnu ikke blevet stillet tilfreds.
Jan tager en dyb indånding. ”Et par uger efter at Kayla havde mistet sin bror og den nye ven, hun havde fundet i kongens fætter, gik hendes vogter en tur.”
Jeg ser afventende på ham, for jeg er sikker på, at der kommer mere.
        ”Hun kom ikke tilbage, og Kayla var ved at gå ud af resterne af hendes gode skind. Hun søgte hele natten efter hende, og det endte også med, at nogle andre kom og hjalp med at lede, jeg var en af dem.”
Jeg synker den klump, der er blevet dannet i min hals. ”Hvad fandt I?”
Et trist suk slipper ud mellem hans læber. ”Det værste af det hele var, at Kayla var den der fandt det.”
         ”Fandt hvad?” Alvoren overstråler min nysgerrighed, der dog stadig kan spores i mine øjne.
         ”Kayla var gået væk fra os, for at fortsætte med at lede, da vi andre ville holde en pause. I bagklogskabens lys, burde vi ikke have ladet hende gå selv.” Han ryster trist på hovedet. ”Men det gjorde vi, og da vi hørte Kayla hyle, sprang vi op og løb ud for at finde hende. Og det gjorde vi så. Tårerne strømmede ud af hendes gule øjne, hvorefter de landede i blodpølen foran hende.”
Mine øjne er begyndt at blive våde. Stakkels Kayla.
         ”Jeg var den eneste, der turde gå hen til hende, men jeg kan godt sige dig, at jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, men utroligt nok lod hun mig komme helt hen til hende. Og da jeg kom så tæt på, at jeg kunne lugte blodet, kunne jeg også skimte noget i pølen. Jeg samlede det forsigtigt op, og det viste sig så at være halskæden. Da hun så den græd hun bare endnu mere, jeg rakte den til hende, men i det øjeblik hun tog fat i den, forsvandt den og blev til grønt støv, der faldt til jorden.”
Nogle tårer undslipper mine øjne, som de har gjort så tit, siden jeg kom til Annae.
          ”Hvad hed de?” Mit spørgsmål kommer bag på både mig selv og Jan.
          ”De?”
          ”Ja, Kayla’s vogter og Kayla’s bror, hvad hed de?”
          ”Hun hed Leah, og Lord Arctander’s fornavn var Ren.”
Stakkels Kayla, tænk at miste både en ven, en bror og en... hvad kan man kalde hende? Kayla’s sjæleven? Ja, det må være, hvad hun var, og hvad jeg er. Og alt det på ca. to uger, og jeg syntes jeg havde det svært da min far forsvandt, men det her kan jo slet ikke sammenlignes.

***
Jeg hives ud af mine tanker omkring Kayla’s tab, da Jan siger noget ret væsentligt.
         ”Så er vi næsten ude.”
Jeg ser overrasket op og må konstatere, at han har ret. For enden af den gade vi går på nu, kan jeg se noget grønt, der uden tvivl må være græs.
         ”Hvem kommer først?” Den triste stemning, der før hængte over mig, er forsvundet som dug for solen. Jeg når kun at sige det, før jeg begynder at løbe.
Jeg når kun lige at høre, Jan mumle; ”Ungdommen nu til dags.”
Men jeg er lige glad, jeg spurter hen over brostenene, med blikket fæstnet på det grønne for enden af vejen.
Jeg er der næsten, næsten.
Jeg er der, tænker jeg, i det øjeblik min fødder rammer græsset. Jeg fortsætter nogle meter endnu, før jeg stopper op.
For der er noget galt. Der er noget der mangler. Noget ret så væsentligt.
        ”Du bør altså ikke løbe så hurtigt, du kunne være faldet på brostenene...” Det er Jan, der efter et par minutter endelig er kommet op på siden af mig. ”Hvad er der, du ser ud som om, du har set et spøgelse...”
Jeg fortsætter bare med at se tomt ud over den tomme græsmark.
        ”Hvad delen er der sket her?” Jans nu noget forfærdede stemme trænger igennem til mig.
        ”Hvad mener du?” Så vidt jeg kan se, er her ikke rigtig sket noget. Græsset ligner almindeligt græs, der bølger blidt i vinden.
        ”Kan du se den oval derovre?” Jan peger over mod klippevæggen.
Jeg ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig, før han bevæger sig derover. Der går to sekunder, før det går op for mig, at jeg skal følge med.
Da vi har flyttet os nogle skridt tættere på det sted, Jan før pegede mod, kommer en oval til syne. 
        ”Hvad ser du så?”
Jeg ser forvirret på ham. ”Jeg ser en oval, der er omkranset af en mørk yderring. Er det noget særligt?”
       ”Faktisk ja, husk på, at jeg har studeret denne her portal i et godt stykke tid nu. Og alle de gange jeg har været her, har der ikke været et sort omrids. De gange, der har været et omrids, har det været et lyst et. Der er noget galt.”
Jeg sukker. ”Og det er ikke det eneste, der er forkert her...”
         ”Hvad mener du?” Nu er det hans tur til at se forvirret ud.
        ”Hvor er Kayla?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...