Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4182Visninger
AA

19. Latter

Jeg ryster på hænderne. Hvad har jeg dog gjort? Jeg kigger forfærdet på den blanke sølvbakke, før jeg smider den fra mig på gulvet.

Jeg ser sørgmodigt ned på prinsen. Han ser helt sød ud, når han er bevidstløs. En skam at han er sådan en pervers møgforkælet prins, ellers ville jeg nok falde for ham på et eller andet tidspunkt. Jeg ryster opgivende på hovedet. Hvordan får jeg nu spurgt ham, om han vil have vores hjælp?

Jeg sætter mig med et opgivende suk på sofabordet. Jeg skal under ingen omstændigheder sidde i sofaen, for jeg har nemlig spottet, at det ikke bare er overtøj, som prinsen har smidt skødesløst på sofaen. Der er i hvert fald noget, som minder ufatteligt meget om boxershorts.

Jeg lægger træt mit hoved mod mine hænder. Kayla venter på mig. På os. Jeg sukker endnu et opgivende suk. Jeg er nødt til at finde på et eller andet, og det i en fart. Jeg rejser mig fra sofaen. Jeg har fået en ide. Jeg går hen til rullebordet og trækker det stof, som hænger ned fra bordet, til side. Jeg tager fat i tasken, som Kayla har lagt der. Gad vide om hun er synsk?

Jeg går med tasken hen til skabet, eller nærmere døren ind til skabet. Jeg åbner døren. Den knirker let i sine hængsler. Jeg stopper forbløffet op. Skabet er meget større end det skab, som er i det værelse, som Kayla og jeg har boet i de sidste par dage. Og ikke nok med at det er gigantisk skab, så er det fyldt til randen med forskellige bluser, noget der minder om t-shirts, bukser, shorts, sokker, sko, hatte og rustninger. Mit blik falder på en grøn hat med røde fjer. Jeg er færdig af grin.

Efter at have grinet færdigt går jeg beslutsomt hen til nogle af rækkerne med tøj. Jeg åbner tasken og fylder den med tre trøjer, to par bukser, 5 par strømper og to bælter. Jeg overvejer, om jeg skal tage den sjove hat med, men da der ikke er mere plads i tasken, må den blive tilbage. Jeg vender rundt og går ud af skabet og ind i værelset. Prinsen ligger heldigvis stadig bevidstløs på gulvet. Bare han ikke vågner!

Jeg smutter hurtigt hen til rullebordet. Jeg ruller bordet, som stadig er fuld af kage og te, hen til prinsen. Jeg sukker dybt. Jeg prikker forsigtigt til ham med skosnuden, bare for at være på den sikre side. Ingen reaktion. Jeg ånder lettet op. For at planen skal lykkes, kræver det at den perverse stodder forbliver bevidstløs.

Jeg tager forsigtigt fat i hans arme. Han er tung. Jeg tager bedre fat, før jeg slæber ham det sidste stykke hen til rullebordet. Hvad nu? Jeg står et kort øjeblik og overvejer, hvordan jeg skal gøre det. Jeg tager en dyb indånding, før jeg igen tager fat i hans arme og får bakset dem ind bag stoffet. Det var armene. Jeg sukker, prinser bør ikke spise så meget. For meget kage... Tænk at han kan være så muskuløs, og være så tung... Nå, men muskler vejer jo også mere end fedt...

Jeg ryster opgivende på hovedet. Bare jeg når det, før han vågner. Som om at han har læst mine tanker, begynder prinsen at ømme sig. Jeg stivner af frygt. Shit! Han tager sig til baghovedet med den ene hånd.    

          ”Hey, hvad skete der?” Spørger han søvndrukkent. Han får øje på mig og smiler et charmerende smil. ”Når var det godt?” Spørger han i et charmerende tonefald.

Going! Igen runger lyden af en bakke mod hans hoved ud i rummet. Seriøst, lærer prinser aldrig? Jeg ryster opgivende på hovedet. Han må have glemt, at jeg slog ham med bakken.

Idiot.

Jeg ryster lidt på hovedet, før jeg igen lægger hans arme ind bag stoffet. Da de er inde, får jeg endelig slæbt hans hoved op på rullebordet, men det er altså ikke uden kamp. Da hovedet er oppe, går jeg om på den anden side og hiver i hans arme. Det tager tid, men endelig ligger han på rullebordet. Jeg går en runde rundt om bordet. Det ville ikke være så fedt, hvis en af hans hænder stak ud. Jeg sætter halvdelen af kagen og småkagerne på gulvet, før jeg henter tasken med tøj og smider den ind til prinsen.

Jeg tager en dyb indånding, før jeg skubber det noget tungere rullebord hen til døren. Så er det nu. Jeg åbner døren og får skubbet bordet ud på gangen. Hjulene knirker under prinsens vægt.

Bare vagterne ikke opdager noget.

                                                                                ***

         ”Nå, der kommer hun igen. Hva’ så Hotti?” Den unge soldat smiler kækt til mig.

         ”Hey, slap nu af for satan. Hav lidt respekt for pigerne." Irettesætter den ældre soldat i et bebrejdende tonefald.

         ”Årh, hold nu op. Hun ser lidt ensom ud, og jeg har ikke noget imod at holde hende med selskab." Siger han med et glubsk smil. Han giver mig igen elevatorblikket. Jeg ser ned i gulvet. Jeg har en frygtelig lyst til også at slå ham med bakken. Jeg skubber forsigtigt det tunge bord forbi dem. Da jeg når lidt hen af gangen, ånder jeg lettet op. De opdagede ikke noget.

Jeg skubber det tunge bord hen af gangene, og når til sidst til værelset. Derfra er det bare 25 gange til højre med det her forbandede rullebord. Da jeg når til den første trappe, er jeg lige ved at gå i panik, da jeg ser at der er en rampe i den ene side. Perfekt, arkitekterne har trods alt tænkt på personalet, da de indrettede det her sted. Jeg skubber prustende bordet op af rampen. Hvorfor er prinsen så tung? Bander jeg i mine tanker. Jeg når endelig indgangen til haven.

Yes, jeg har klaret det. Der i midten af haven står Kayla. Hun smiler, da hun ser mig. Men da hun ser, at jeg er alene, fryser hendes smil.

        ”Hvad skete der? Ville han ikke have vores hjælp?” Spørger Kayla bekymret.

        ”Jeg fik ikke spurgt...” Svarer jeg forsigtigt. Hun ser bebrejdende på mig.

Jeg slipper rullebordet og går op på siden af det. ”Jeg fik ikke rigtig muligheden... Han havde travlt med at... røre ved mig...” Siger jeg flovt.

Kayla får et overraskende udtryk i øjnene. ”Er du okay? Gjorde han noget ved dig?” Spørger hun vredt.

Jeg ryster let på hovedet. ”Han fik ikke chancen...” Siger jeg, før jeg letter let på stoffet. Kayla får et underligt udtryk i ansigtet. Hun ser underligt på mig. ”Jeg brugte en bakke...” Siger jeg forsigtigt.

Hun bryder ud i latter. Og hun bliver ved med at grine. Til sidst kan jeg heller ikke lade være med at grine.  

         ”Det må jeg sige Hannah, godt ramt.” Siger hun imellem sin latter. Hun roser mig. Jeg smiler endnu bredere end før. Det her er livet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...