Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4560Visninger
AA

33. I lænker

Jeg bliver skubbet hen af gangen.

        ”I behøver ikke at skubbe, jeg kan godt gå selv!” Vrisser jeg. En af vagterne grynter bag mig, ellers er det den eneste reaktion, jeg får, udover endnu et skub i ryggen. Jeg ryster opgivende på hovedet og prøver at følge så godt med, at de ikke behøver at skubbe så hårdt.
Men vi drejer ufatteligt mange gange, at jeg flere gange er ved at blive slynget væk, når vi drejer om hjørnerne i den høje fart, vi skyder gennem de utallige gange.
Jeg har for længst opgivet at følge med. Selv hvis jeg kunne huske vejen herned, ville det være svært for mig at finde vej tilbage, det er det der med, at man skal tænke modsat. Jeg kan godt, og det ved jeg, men for fanden det ville komme til at tage en evighed, og hvis jeg havde nogen i hælene, ville de fange mig, før jeg havde noget at dreje om to hjørner.

Et pludseligt ryk i mine arme river mig ud af mine tanker. Vi står foran en gitterlåge. På den anden side er gulvet en anelse mere beskidt i forhold til denne her side. Der bliver nok ikke gjort rent så ofte derinde. En af vagterne går hen til lågen og fumler med nogle nøgler. Med en høj knirkende lyd går lågen op. Den kunne seriøst trænge til at blive smurt. Han nikker til soldaterne bag mig, før han selv går gennem lågen. Han er nød til at dukke sig, for at kunne komme ind. Et skub i ryggen fortæller mig, at jeg skal følge efter. Jeg behøver ikke at dukke mig, da jeg går igennem.

Vi bevæger os en anelse langsommere nu. På hver side af os er der små rum med jerngitre som den ene væg. Celler. Jeg er i fangekælderen.

For hver celle vi kommer til, tror jeg, at det er her, vi skal ind. Men hver gang går den forreste vagt forbi, uden så meget som at se på cellerne. Jeg derimod bruger tiden på at nærstuderer dem. Der er trods alt ikke så meget andet at se på.

I alle de celler, vi indtil nu har passeret, er indretningen i de enkelte celler identisk. I hver af cellerne ligger der en bunke halm. Godt eller skidt halm, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald beskidt i cellerne. Gulvet er dækket af et tykt lag støv, og i hjørnerne sidder store, tykke, klamme edderkoppespind. Jeg kan ikke se nogle edderkopper fra gangen, men jeg ved, de er der. Da vi når lidt længere ind, løber en mus lige forbi os. Jeg skriger ikke. Jeg har ikke noget mod mus, men kæmpe store kloakrotter kan jeg ikke lide. Lad der ikke være rotter... Lad der ikke være rotter...

Som for at vise mig, at det altid kan blive værre, ser jeg en rotte kravle ned af væggen i den ene celle. Den løber hurtigt hen over gulvet, for derefter at søge tilflugt i halmen. Jeg ser hurtigt fremad. Husk at tjekke halmen, når du kommer ind i din celle. For guds skyld, husk det!

Længere når jeg ikke, før vi drejer om et hjørne, og begynder at gå ned af nogle trapper. For bunden af trappen er der en massiv trædør. Den er ikke så stor, men jeg kan fornemme på plankernes størrelse, at det er en meget tung dør. Igen fumler soldaten foran mig med nogle nøgler, og der lyder et klik, der fortæller mig at døren er låst op. Mod min forventning, knirker døren ind til cellen ikke. Vagten træder ind og gør plads til, at jeg også komme ind. Rummet er dunkelt, og det er svært at orientere sig. Men jeg kan da se omridset af en seng i midten af lokalet. Et skub i ryggen og et træk i rebene, der binder mine arme sammen, viser mig vejen over mod den famøse let utydelige kontur af en seng.

Da jeg står lige ved siden af sengen, får jeg et ordentligt skub i siden, der sender mig ned i sengen med en ufattelig fart. Da jeg rammer overfladen, klager fjedrene i sengen sig.

         ”Sæt dig op.” Siger en af soldaterne med brysk stemme. Jeg sætter mig op, noget besværet grundet mine bagbundne arme.

        ”Prøv ikke på noget.” Formaner en anden soldat mig, han lyder en anelse mere usikker.

Han når kun lige at sige det, før rebene om mine hænder løsnes. Langsomt flytter jeg mine arme om i deres normale stilling, hvorefter jeg gnider mine håndled, der hvor rebene før strammede til.

         ”Hænderne frem.” Kommanderer den bryske stemme. Jeg gør, som han befaler. Jeg har jo ikke rigtig noget andet valg.
Jeg hører en raslen. Metal der slår mod metal. Noget køligt om mine håndled, og et hurtigt klik. Håndjern med jernkæder.

Jeg ryster opgivende på hovedet.

         ”Det er altså ikke nødvendigt.” Prøver jeg forsigtigt. Klask! En brændende smerte breder sig over min venstre kind.

          ”Vær du bare glad for, at du lever endnu! Jeg forstår ikke Dronning Lysia, det har jeg aldrig gjort. Men at lade sådan en forræder som dig leve til at få en retssag... Det er bare dråben! Så nu holder du bare kæft, ellers kunne du jo komme ud for en ulykke. Man ved jo aldrig om fanger er dumme nok til at lave et flugtforsøg!” Det er vagten med den bryske stemme der taler. Vreden står malet i hvert eneste af hans ord. Vrede mod mig og mod Lysia, fordi hun ikke tog sig af mig med det samme. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er trussel. Hvis jeg gør noget forkert, så vil jeg blive straffet.
Jeg bøjer hovedet og tager mig til min stadig brændende kind. En raslen indikerer, at de kommer med flere kæder. Kulden breder sig omkring mine ankler, og en rysten spreder sig til hele min krop. Et hurtigt klik, og så er også mine ankler lænket sammen.

        ”Vi vil nu lade Dem vende sig til Deres gemakker.” Soldaten med den bryske stemme bukker ærbødigt, men hvert eneste ord drypper af sarkasme. De forlader cellen, lukker døren og klikkende lyde fortæller mig, at de har låst døren og efterladt mig alene i midten af den runde dunkle celle.
Jeg lægger mig ned, jeg kan jo lige så godt forsøge at vende mig til at være her. Der går nok lidt tid, før Zach og Martin får forklaret sig overfor Lysia.

Kom nu Zach, jeg har brug for dig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...