Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4190Visninger
AA

3. Hulen

Av. Meget mere er der ikke at sige. Av. Hele min krop er øm, og mit hoved føles, som om det kan springe i luften når som helst. Jeg har stadig lukkede øjne, jeg tør ikke rigtig åbne dem, for hvad vil jeg se, når jeg vågner? Vil jeg være i en mørk hule, hvor der står en stor gryde? Jeg ved godt, at det virker åndssvagt, drager er nok egentlig fuldstændig ligeglade med, om maden er stegt eller ej. Jeg får taget mig sammen til at åbne det ene øje. Bare et hurtigt kig.

Hvorfor er det at jeg skal være så fandens nysgerrig?

Min nysgerrighed har tit rodet mig ud i problemer. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid fuldt efter folk, som så bare lidt mistænkelige ud. Eller hvis mor havde købt en gave, ville jeg gøre alt for at finde ud af, hvad der ville være i den, før jeg egentlig skulle pakke den op. Sådan var det bare, og nu ville min nysgerrighed nok endnu en gang rode mig ud i problemer.

Jeg åbner øjet. Jeg er rigtig nok i en hule, men der er ikke nogen gryder. Heldigvis. Jeg ser mig forsigtigt omkring. Den er ikke mørk, men heller ikke totalt oplyst. Mere sådan lidt dunkelt, men ikke så mørkt at man ikke kan se sig omkring. Som sagt, er der ikke nogle gryder i hulen. Der er faktisk, til min store overraskelse, stort set ingenting. En enkelt reol fyldt med bøger og stakke med endnu flere bøger ved siden af er faktisk alt, jeg kan spotte i hulen.

Jeg prøver at sætte mig op, men kommer ikke så langt. Ikke fordi jeg ikke vil op, men simpelthen fordi jeg ikke kan. Forbandet være den hovedpine. Jeg ser ned. Jeg ligger på en madras. Mærkeligt at jeg ikke havde lagt mærke til det før. En eller anden har også givet mig et tæppe. Gad vide, hvem det var? Det kunne vel ikke være den drage? Nej, umuligt.

Da jeg var helt lille, fortalte min far mig altid historier om drager. Han fortalte, om dragernes skønhed, og om hvordan de kunne være nogen af de mest kærlige væsner i verden. Men han fortalte mig også, at drager også kunne være grufulde væsner, som man skulle holde sig væk fra, for hvis man først havde vækket en drages vrede, ville dragen aldrig tilgive en. Aldrig. Han sagde, at hvis man havde gjort en drage vred, ville man aldrig komme til at kunne leve et normalt liv. Man ville være forbandet. Jeg tror nok, at han engang sagde, at man ville kunne mærke dragens ånde i sin nakke resten af sine dage. Jeg har aldrig rigtig troet, at hans historier var sande, men nu ved jeg ikke rigtig.

Jeg har jo trods alt set hele min skole fryse i tid, en ridder i en mørk rustning har forsøgt at slå mig ihjel og nu ligger jeg i en hule, jeg ikke ved hvor er. Fed eksamens dag.

Min mave rumler. Utroligt, når man tænker på den mængde mad, jeg fik indenbords i kantinen. Kiksene. Når ja, jeg havde jo stadig nogle kiks i tasken. Hvor var den for resten? Jeg ser mig forsigtigt omkring. Nej, jeg kan ikke se den. Jeg tager mig til hovedet. Typisk, jeg har hovedpine, er sulten og begynder at kunne mærke, at tørsten også er ved at indfinde sig. Også kan jeg ikke finde min taske. Super.

Jeg mærker efter under hovedet. Hey, hvad var det? Jeg mærker efter igen. Jo, jeg ligger på min taske. En eller anden har givet mig den som hovedpude. Betænksomt.

Jeg forsøger igen at sætte mig op. Denne gang lykkedes det, men mit hoved klager sig noget, men i mit tilfælde så klager min mave altså lige nu, noget mere end mit hoved gør. Jeg åbner tasken og spiser de resterende kiks. Jeg sukker. Det er ikke meget, når man er sulten, men det er da bedre end at vide, at man har mad liggende lige i nærheden, men at man bare ikke kan se det. Hvem var det, som havde bragt mig hertil, og hvorfor var jeg her? Hvor lang tid har jeg sovet, og er mor bekymret? Det sidste kan jeg vel godt sætte et flueben ud for, uden at tænke for meget over det.

Bonk, bonk, bonk. Noget kommer gående den her vej. Jeg kravler tilbage ned under tæppet, og håber i mit stille sind, at det bare er personen der reddede mig. Men jeg ved jo egentlig godt, at det ikke er et menneske. Det er lyden for høj til.

En rødgul drage kommer gående imod mig. Det er dragen fra min drøm.

    ”Godt at se du er vågen.” Siger den.

Jeg tror, jeg ligger med åben mund og ser på den. Den kan tale! Den kan rent faktisk tale!

    ”Jeg hedder for resten Kayla.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...