Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4183Visninger
AA

14. Halskæden

Jeg ser måbende på hende. Hun har en plan. Jeg får helt dårlig samvittighed. Her har jeg siddet og spist som en gris, mens hun har udtænkt en eller anden genial plan.

         ”Hvad går planen ud på?” Spørger jeg. Jeg må bare vide, hvad vi skal gøre.

         ”Det er ikke så lige til... Siger hun forsigtigt. Rødmer hun lidt, er hun flov? Er planen da ikke god?

         ”Kom bare med det, jeg lover ikke at grine.” Prøver jeg forsigtigt. Hun ryster lidt på hovedet, før hun begynder at fortælle.

        ”Altså først og fremmest er vi nødt til at gøre dig til vogter, så det er, hvad vi vil gøre nu.” Jeg kigger forventningsfuldt op på hende. Hun ser på mig, som om jeg er en idiot.

        ”Og hvad gør vi så, når jeg er blevet vogter?” Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke vil kunne lide svaret. Hun sukker.

        ”Så langt er jeg ikke kommet endnu. Vi må bare vente og se, hvad der sker.” Vente og se… Vente… Jeg sukker.

        ”Har du en bedre idé Hannah?” Spørger Kayla.

Jeg ryster på hovedet. ”Hvor skal vi danne det der bånd?” Spørger jeg flovt.

Hun lyser op. ”Vi er nødt til at komme ud i sollyset. Der er nok en have et eller andet sted, måske på taget. Den må vi finde først, så skal jeg nok forklare, hvad vi gør bagefter.” Siger hun eftertænksomt. Jeg nikker anerkendende.

         ”Skal vi ikke af sted?” Spørger jeg, selvom jeg stadig har det lidt skidt efter at have spist så meget mad. Hun smiler.

         ”Godt at se, at du har fået noget energi. Det er åbenbart mirakel mad, de servere her.” Hun griner lidt af sin egen udtalelse. ”Nå, men du har ret Hannah. Vi må se at komme i gang med at lede.” Hun rejser sig fra den store madras, hvorefter hun går hen imod den enorme trædør, som vi kom ind af for omkring trekvarter siden. ”Nå, kommer du eller hva´?”

Jeg rejser mig fra stolen og følger efter hende. Det kan godt være, at min mave er overfyldt, men i det mindste har mine fødder det bedre. Længe leve sko.

Vi går ud på gangen. Hvor går vi hen nu?

         ”Hannah du går mod højre, og jeg går mod venstre. Så må vi se, om vi kan finde op på taget. Hvis vi gør, lægger vi mærke til vejen, også mødes vi ved værelset om en times tid.” Siger Kayla med myndig stemme. Jeg når ikke at protestere, før hun er gået mod venstre. Øv, det havde været nu været dejligere, hvis vi var gået sammen. Jeg ved godt, at det ville tage længere tid, men lige nu er jeg mere bekymret for at fare vild. Umiddelbart virker denne her bygning nemlig som en labyrint. Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg vil være i stand til at finde tilbage til værelset.

Jeg sukker. Jeg har vel egentlig ikke noget valg. Jeg går mod højre, som Kayla sagde. Jeg når ikke langt, før at gangen deler sig. Jeg går mod højre, for så kan jeg da i hvert fald huske, hvilken vej jeg er gået, når jeg skal tilbage igen. Denne her gang ligner de andre. Dem, som har indrettet, har virkelig været tømt for fantasi. Enkelte steder står der nogle statuer og nogle blomster, og de malerier, som hænger på væggene, er forskellige, men ellers er gangene helt identiske.

Efter at have gået i hvad der føles som en evighed og drejet 25 gange til højre, når jeg til en gang som er anderledes end de andre. Den er åben i den ene side, så man får fuld udsigt ud på en smuk have, som er fyldt med blomster i regnbuens farver, buske, frugttræer og springvand af marmor. Udsynet bliver kun brudt af marmorsøjler, hvor der snor sig en drage rundt om. Det er virkelig flot. Jeg har fundet haven. Jeg har fundet den.

Jeg vender om. Jeg må hellere se at komme tilbage til værelset. 25 gange til venstre og en evighed senere, står jeg ved indgangen til værelset. Jeg ånder lettet op. Flere gange på vejen tilbage, blev jeg i tvivl, om jeg var på vej det rigtige sted hen. Og om jeg overhovedet havde været der før. Det her sted er virkelig en labyrint.

Jeg går ind af døren. Kayla sidder og venter.

         ”Godt der er du. Jeg sad også og overvejede, om jeg skulle gå ud og lede efter dig.” Siger hun med glæde i stemmen. ”Fandt du haven?” Spørger hun forventningsfuldt.

         ”Gjorde du?” Spørger jeg hende. Hun ryster trist på hovedet. ”Så var det jo godt at jeg gjorde.” Siger jeg med et grin. Hun lyser op, før hun ryster på hovedet af mig. Hun er nok lidt træt af, at jeg driller hende, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

         ”Nå, viser du vej?” Kayla har rejst sig og gør klar til at gå af sted igen. Jeg nikker og går igen til højre ned af gangen. Efter at have gået i et stykke tid, bryder Kayla den stilhed, som havde lagt sig over os. ”Er du sikker på at det er den rigtige vej?”

Jeg svarer uden at se på hende. ”Selvfølgelig er jeg det. Det er bare lidt længere fremme. Stol på mig.” Hun sukker opgivende.

          ”Okay, det vil jeg så gøre.” Der bliver igen stille.

Vi drejer om et hjørne, og jeg står igen og ser ud på den flotte have. Jeg smiler til Kayla.

          ”Hvad sagde jeg? Vi var på rigtige vej.”

Hun puffer til mig. ”Ja, den er god med dig. Lad os nu bare komme i gang.” Jeg smiler stadig. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være. Vi går ind i haven, der dufter af nyslået græs. Dejligt.

Kayla overhaler mig inde i haven. Hun går hen imod en rund terrasse af sten. Den ser ikke synderlig speciel ud, men Kayla virker begejstret.

           ”Nå, er du klar vogter?” Hun ser udfordrende på mig. Hun står midt i cirklen.

           ”Altid.” Svarer jeg, før jeg går ind i cirklen. I det øjeblik begge mine fødder står solidt plantet inde på terrassen kommer der et lys. Det er så rent og hvidt. Det er vidunderligt. Det føles, som om jeg svæver, og overfor mig svæver Kayla. Vi svæver i lyset. Jeg kommer tættere på hende, eller også er det hende, som kommer tættere på mig.

Vi kolliderer. Det brænder, men på en dejlig måde. Det føles som om, at alt ondt og skidt forsvinder. Vi bliver en.

Jeg vågner med et sæt. Jeg ligger på ryggen i græsset. Jeg sætter mig op og ser mig forvirret rundt. Hvad skete der, og hvor er Kayla? Det sidste får jeg hurtigt svar på, for Kayla sidder ved siden af mig. Hun virker lidt groggy.

          ”Er du okay Kayla? Hvad skete der lige?” Spørger jeg uroligt. Bare hun er okay. Hun svarer mig ikke, men peger bare på mig. Jeg ser ned af mig selv. Hvad er det hun peger på? Alt er som det var før. De grønne sko, den hvide og grønne kjole og halskæden. Vent halskæde? Jeg havde ikke nogen halskæde på for to minutter siden.

Jeg tager fat om den. Der er et vedhæng, som ligner et æg. Det er grønt med en guldring omkring. Det glimter i sollyset. Jeg smiler til det. Det føles varmt. Jeg ser op på Kayla. Hun nikker til mig.

          ”Nu Hannah. Nu er du min vogter.” Hun smiler til mig. Jeg griner forsigtigt. Jeg er Hannah Martamus, dragevogteren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...