Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4192Visninger
AA

32. Grønt lys

Langsomt begynder Zach at forstå, tror jeg. Hans øjne kører i hvert fald frem og tilbage, som forsøger han at udregne et svært matematik spørgsmål uden brug af lommeregner.

Vi står her, 3 personer i et åbent rum med sollys flydende ind af vinduerne. Det havde sikkert været flot. Lyset. Hvis ikke det havde været for genskæret i blodpletterne på gulvet og på sværdet i min hånd.Lugten af blod står stadig tæt herinde.

Min krop smiler. ”Nå, har du snart regnet det ud?”
Zach ser op på mig med vrede, forvirring og sorg på en og samme tid. ”Hvorfor gør du det her? Hvorfor lader du hende ikke gå? Hvorfor Han?” Hans stemme bærer præg af følelserne, der før lå i hans blik.
         ”Du vil vide hvorfor?” Min stemme er kold og hård. Zach ser afventende på mig. ”Så må jeg jo hellere forklare lidt, snuske. Ser du denne kønne sorthårede unge dame har vækket min interesse, simpelthen, fordi hun er min kære lille datter.” Zach’s underkæbe hænger slapt ned, og Martin ser foruroliget fra Zach til mig. ”Ingen rappe kommentarer? Det var da en skam. Nå, videre til et af dine andre spørgsmål. Jeg gør det her for min kære fætter, din elskede farmand.” Min krop bruger ordene kære og elskede sarkastisk, og jeg smiler et forsigtigt smil.

         ”Min far? Han har været død længe nu. Tro ikke du kan bruge ham imod mig!” Zach’s vrede forbløffer mig, men min krop virker ikke videre bange eller overrasket.

         ”Død og død kan diskuteres. Ja, han er ikke den samme, som da du kendte ham. Men han lever på sin vis stadig.” Zach styrter frem mod mig, men han når ikke langt i sit vredesudbrud, før Martin hiver i hans arm, så Zach endnu engang står stille.

        ”Slap nu af lille prins, husk nu, at lille Han stadig er herinde et sted.” En lille latter slipper ud mellem mine let smilende læber.
Zach’s skuldre synker opgivende sammen.
         ”Men det er selvfølgelig ikke den eneste grund til, at jeg gør det her. Din far vil gerne have magten tilbage, og skal vi ikke bare sige, at du er i vejen.” Min krop hvisler ordene ud som en slange.
        ”Det forklarer ikke, hvorfor du bruger Lady Hannah til det her. Hun er trods alt din datter.” Udbryder Martin forsigtigt.
        ”Ser man det, loppen kan gø.” Min krops blik falder ubønhørligt på Martin, der ellers har været stille under hele scenariet. ”Men den har ret, der skal nok mere forklaring til. Ser I, min kære lille Hannah er også tronarving.”

Zach ryster på hovedet. ”Nej, Han er Lady Kayla’s vogter, hun er ikke tronarving.” Min krop ryster opgivende på hovedet.

         ”Ungdommen nu til dags... Du har ret i, at Hannah ganske rigtigt er dragevogter, men desværre for hende, så er hun altså også tronarving til Annae, først efter dig selvfølgelig.”
Zach ryster fortsat på hovedet.

        ”Du lyver!” Vreden og afmagten hænger ved de to ord, som Zach spytter i hovedet på mig. Tårer triller ned af mit psykiske selv, mens mit fysiske jeg ikke bemærker min fortvivlelse.

        ”Lige på det her punkt lyver jeg faktisk ikke. Ser du hendes navn er nemlig Hannah Martamus. Du må da have hørt historien om tvillingeprinserne, hvor den ældste gav tronen til sin yngre bror?” Zach nikker forsigtigt. ”Den ældre bror er lille Hannahs bedstefar.”
Zach tager en hånd op til panden.

         ”Hvad skal du bruge Han til, hvorfor bruger du din datter til at slå ihjel med?”
         ”Tænk min lille pige er heldig, selv når prinsen opdager, at hun er en løgner, så forsøger han stadig at finde en mulighed for at redde hende. Ser du lille prins, hvis denne lille prinsesse slår folk ihjel, vil hun blive dømt. Og når nu det er dig hun har angrebet, vil hun blive tiltalt for landsforræderi. Og du kender jo straffen for den forbrydelse.”

Zach nikker. ”Men hvad med mig, hvorfor har du ikke dræbt mig endnu?”

Godt spurgt Zach!

         ”Et spørgsmål, som jeg er sikker på, at der er flere, der gerne vil have svar på. Ser du Zachary, din allerkæreste far overvejer at lade dig leve, mod selvfølgelig at du opgiver en hver ret til tronen.”
          ”Så I vil også lade Han gå, hvis hun opgiver sin fødselsret?” Spørgsmålet kommer hurtigt som et sværdstik, og bringer i et kort øjeblik min krop ud af balance.
          ”Det ville din far ikke synes om, du er jo trods alt ikke så stærk alene unge prins Zachary, og uden retten som tronarving, er du ikke en trussel. Lille Hannah her, har derimod skabt sig sympatisører rundt om i hovedbyerne.  Hun er en for stor trussel til, at hun bare kan gå fri. Nej, hun er i sandhed en farlig brik i dette spil.” Sådan har jeg aldrig tænkt på mig selv før. En farlig brik... Han må være blevet mere sindsforvirret end før.

Zach smiler. ”Hun er i hvert fald en central brik.” Min krop nikker til hans udtalelse.

          ”En speciel pige, med en særlig plads i verden, ja. Nå, hvad siger De, unge prins?”

Luften står stille og vibrere et par sekunder, før Zach svarer ham.

          ”Må jeg få et øjebliks betænkningstid?” Han lyder så formel... Hvorfor skal han overhovedet overveje det tilbud? Han burde slå til og redde sig selv. Til helvede med os andre, bare han er i sikkerhed.
         ”Meget vel, deres højhed. De har 5 minutter til at overveje deres muligheder med deres... Loppe... I må dog ikke forlade denne sal på noget tidspunkt.” Da ordet Loppe forlader min mund, ser min krop hånligt hen på Martin, der fornærmet ser væk.
Zach bukker ærbødigt, før han trækker af med Martin. Jeg kan høre, de taler sammen, men ikke hvad de taler om. Hvordan blev det sådan her? Jeg skulle bare være blevet i skolen, fuldført den eksamen, snakket med Line før jeg skulle være gået hjem og fortalt mor, at det gik okay.

Men selvfølgelig går alting bare galt... Alt går galt... Endnu engang triller tårerne ned af mine psykiske kinder, denne gang dog med en forskel. En enkelt tåre finder vejen ud af min fysiske øjenkrog, for derefter at lande på det smukke grønne vedhæng.

         ”Hannah... Hannah, er du der? Hvad er der sket, hvorfor græder du?” Kayla’s stemme runger i mit hoved.

          ”Kayla?” Tænker jeg usikkert.

          ”Rolig, nu Han. Slap af og fortæl mig, hvad der er sket.” I korte træk forklarer jeg situationen for hende.

          ”Jeg tror, jeg ved, hvad du skal gøre.” Hendes stemme er nu også blevet usikker.

          ”Okay. Du fortæller mig, hvad jeg skal gøre, ikke?” Spørger jeg nervøst.

          ”Selvfølgelig gør jeg det Hannah, bare slap af, det skal nok blive godt igen.”

          ”Så er de fem minutter gået prinsebasse.” Zach og Martin bevæger sig over mod mig igen. De ser afventende på mig. ”Nå, hvad er dit svar så?” Spørger min krop utålmodigt. Et smil kruser frem på Zach’s ansigt.

          ”Hvis du vil have Annae, så må du få det.” Min krop smiler triumferende. ”Men når du vil skade Han og fornærmer mine venner, kan jeg ikke gå med til det.” Mit smil stivner ved hans ord.

         ”Som du vil.” Min krop hæver sværdklingen, mens jeg løber mod ham.

         ”Kayla hvad gør jeg?” Tænker jeg desperat.

         ”Halskæden...” Hører jeg i det fjerne.

Jeg tænker på den grønne farve, på hvor lykkelig jeg var, da jeg endelig var blevet indviet som vogter. Jeg ser det grønne lys for mig. Da mit psykiske jeg åbner øjnene, ser jeg, stadig det grønne lys. Det strømmer ud af ægget som et vandfald.

          ”Hvad sker der?!” Den mørke og kolde stemme spørger ud i lyset, men får intet svar. Zach holder en hånd op for sig, mens Martin vender sig væk fra det skarpe lys.

Jeg synker sammen med et suk. Mine øjne er stadig åbne.

         ”Han er du okay?” Zach’s bekymrede stemme når mine ører. Okay? Jeg ved det faktisk ikke. Langsomt bevæger jeg forsigtigt den ene fod. Jeg smiler. Jeg forsøger at sætte mig op, det går langsomt, men jeg kommer op at sidde.
Jeg ser mig omkring. Alt er som før, soldaterne ligger stadig i deres eget blod. Martin ser mystificeret hen på mig, mens Zach står fem skridt fra mig med et bekymret udtryk i ansigtet.

           ”Ja, jeg har det fint nu.” Siger jeg med et smil.

Pludselig åbner den store dør i den ene ende af salen sig. Ind kommer flere soldater og dronning Lysia. . Dronningen ser rundt i rummet med skarpe øjne.

         ”Mor, det var godt I kom, der er sket nog...” Længere når Zach ikke, før Lysia ser fra mig til de halvdøde soldater.

         ”Arrester hende!” Hun lyder rasende. Jeg ser mig forvirret omkring. Hvorfor? Det var jo ikke mig! Jeg ser ned i min højre hånd, blodet fra soldaterne står stadig tydeligt frem. Og sværdet ligger stadig i min hånd, klar til at tage liv. Forskrækket smider jeg sværdet fra mig. Mere når jeg ikke at gøre, før mindst fire soldater er over mig og har bundet mine hænder på ryggen.

         ”Mor, du forstår ikke...” Zach prøver endnu en gang at redde trådene ud, men han bliver stoppet af en hånd fra dronningen.

         ”Du er blevet forblændet af denne forræders skønhed. Hun forsøgte at dræbe dig min kære, derfor straffer vi hende.”
         ”Men...” Zach forsøger sig igen.
         ”Ikke noget men.” Udbryder Lysia strengt. ”Martin, før Zach til hans værelse.” Martin ser først undskyldende hen på mig, hvorefter hans blik møder Zach’s. Han tager et solidt greb i Zach’s arm, før han trækker af med ham. Soldaterne tvinger mig op at stå, da Zach er ude af tronsalen. De skubber og puffer mig nådesløst i ryggen, før de tvinger mig ned på knæ foran Lysia. Jeg ser hende i øjnene. De lyser af vrede.
         ”Forræder... Før hende væk.” Ordene drypper af raseri.

Med et ryk bliver jeg trukket op at stå, før de hiver mig af sted, ud af tronsalen. Væk fra blodpølene, væk fra det mareridt, der lige har foregået.
Men blodlugten vil ikke forsvinde. Den sidder fast i min næse. Og den røde stadig let klæbrige masse på min højre hånd, fortæller mig, at mareridtet var virkeligt.

Og ikke mindst at det langtfra er slut endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...