Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4564Visninger
AA

37. Godnat

Røde pletter træder frem i mørket. En blid kølig brise strejfer min hud. Jeg åbner prøvende øjnene og ser lige op i solen. Jeg sætter mig op og ser mig forundret omkring, hvor er jeg?

Det grønne græs, jeg sidder på, er dejligt blødt og dufter fantastisk. På toppen af bakken bag mig står et stor træ, hvis skygge breder sig over græsset længere oppe.
       ”Godt at se, at du er vågnet.” Jeg drejer forskrækket hovedet efter stemmen. Claude står godt og vel tre meter bag mig med favnen fuld af kviste og grene.
Jeg rejser mig panisk op.

        ”Hvad er det her for et sted? Hvor er jeg, og hvor er Zach og Kayla?” Råber jeg af ham med rystende stemme.
        ”Rolig nu. Vi er et stykke uden for Bellator. Prins Zachary og Martin er stadig inde i Bellator i forsøget på at få dig frikendt. Kayla er lige nu ude for at hente forsyninger.” Siger han afslappet. ”Og jeg selv har lige været ude og hente brænde, som du jo nok kan se.” Forklarer han, mens han går op på toppen af bakken, hvor han smider træstykkerne fra sig. De lander på græsset med et bump.
         ”Hvorfor skulle jeg stole på dig?” Hvæser jeg advarende, da han begynder at gå tilbage mod mig.
Han svarer mig ikke, men vender i stedet om og begynder at få lavet et bål. Efter at have fået gang i bålet med sin lighter, sætter han sig op af træet.

         ”Kommer du herop, eller har du tænkt dig at blive siddende i græsset og surmule hele dagen?”
Jeg skuler til ham og bliver trodsigt siddende i ca. fem minutter, før jeg også bevæger mig op på toppen af bakken.

        ”Nå, vildkatten er ved at være tam...” Kommer det drilsk fra ham. Jeg sender ham bare et surt blik, før jeg sætter mig ved siden af ilden.
Sådan sidder vi i stilhed, indtil den brydes af Kayla’s rytmiske vingeslag. Jeg rejser mig og ser op i luften med et stort smil på læberne. Da jeg ser hende vinker jeg til hende. Hun lander lidt nede af bakken. Jeg løber ned til hende for fuldt firspring, og på vejen er jeg lige ved at vælte over en gren. Da jeg kommer ned til hende, kan jeg høre hende grine.
         ”Godt at se dig igen Hannah.” Hun har et smil om munden, da hun siger det.

         ”Lige over.” Svarer jeg smilende. Sådan står vi lidt overfor hinanden uden rigtig at vide, hvad vi skal sige.

        ”Har Sir Hannibal opført sig ordentligt?” Spørger hun til sidst.
        ”Bortset fra at han næsten druknede mig, så har han da opført sig ganske pænt.” Jeg kan næsten smage ironien.

Hun ryster bare på hovedet. ”Ja, jeg er altså ked af, at der ikke var nogen anden måde at få dig ud på...”
         ”Du er tilgivet.”
Vi bevæger os op mod toppen af bakken, hvor Claude stadig sidder under træet. Da han får øje på Kayla, rejser han sig øjeblikkeligt op. De nikker til hinanden, hvorefter Claude sætter sig ned igen. Kayla ser opfordrende på mig, hvorefter jeg også sætter mig på græsset.
        ”Nå, men Hannah du må da være godt sulten...” Siger Kayla henkastet, hvorefter min mave svarer med en uafsindig høj rumlen. Claude ser hen på mig med forundringen malet i ansigtet.

        ”Jeg blev reddet, før jeg fik noget at spise.” Forklarer jeg. Han ser forlegent ned og begynder at studerer et græsstrå.
Jeg ser forventningsfuldt op på Kayla.

       ”Bare rolig, jeg har mad med.” Siger Kayla, før hun kaster en sæk med mad ned til os. Jeg kigger kort ned i sækken, før jeg tager fat om et brød og begynder at proppe det i munden. Nej hvor er det bare godt! Efter at have taget endnu et brød, som jeg begynder lidt langsommere på, overlader jeg sækkens indhold til Claude, der også kigger længselsfuldt ned i sækken. Han tager et æble i munden. Da han tager en bid sprøjter det med æblesaft, og mit forsøg på at holde et grin tilbage mislykkes stort. Det ender med, at jeg begynder at hoste, da jeg er ved at blive kvalt i en mundfuld brød.
Kayla ryster opgivende på hovedet, og Claudes kinder har fået en let rosa farve.
Mens jeg får klemt det sidste stykke af brødet ned, lægger Kayla sig veltilfredst ned på græsset. Sådan går tiden lidt i stilhed, før jeg denne gang selv bryder den.

        ”Hvornår kommer Zach og Martin?”
Kayla smiler et lille smil. ”Jeg ved det ikke præcist Hannah. Prinsen var fast besluttet på at få overbevist dronning Lysia om, at du er uskyldig i drabsforsøg. Så jeg tror, der godt kan komme til at gå lidt tid.” Jeg sukker og kaster et blik ud over den verden, vi kan se fra bakken, da det går op for mig, hvad Kayla egentlig har sagt.
         ”Drabsforsøg? De... de overlevede?” Får jeg fremstammet.
Kayla nikker opmuntrende til mig. ”Ja, de overlevede Hannah. Takket være Doktor Jones’ fine arbejde, så overlevede de.”
Jeg ånder lettet op. Jeg har ikke slået nogen ihjel, selvom det var tæt på. Det kan godt være, at jeg ikke havde nogen kontrol over min krop, men ikke desto mindre var det mine hænder, der var dækket af blod efter at have stukket et sværd i dem. Jeg ser ned på mine hænder. Der sidder heldigvis ikke nogen blodrester længere, de må være blevet skyllet væk, da Claude trak mig med ned under vandet.
Jeg må have siddet og stenet, for Claude vifter med en hånd foran mit ansigt.

        ”Halløj i hytten, er der nogen hjemme?” Spørger han i et drilsk tonefald. Jeg skubber ham forsigtigt væk. Han griner over hele hovedet.
Det begynder at blive mørkere, da solen næsten er forsvundet bag horisonten.
         ”Nå, I må hellere få spist noget mere. Vi får brug for alle vores kræfter de næste par dage.” Kayla lyder udmattet.

         ”Hvornår har du sidst fået noget søvn?” Spørger jeg. Hun ser forundret på mig, før et kærligt smil breder sig i hendes skællede ansigt.

         ”Det er ved at være noget tid siden...”
         ”Så få noget søvn, vi har også brug for dine kræfter!” Siger jeg anklagende. Med en let latter, lægger hun sit hoved ind under sin ene vinger, og ikke længe efter kan jeg høre en dyb snorken.
Ilden er næsten reduceret til gløder, da Claude smider endnu et stykke træ på. Ikke længe efter danser flammerne endnu engang lystigt, og deres lys spiller i Kayla’s orange skæl.
         ”Øhm... Hannah?” Spørger Claude forsigtigt. Jeg ser hen på ham, han ser efterhånden også lettere smadret ud.

         ”Ja?”
         ”Ved du, om det er rigtigt, at drager kan forbande folk med deres ånde?” Spørger han med rødglødende kinder. Jeg ser lidt forundret på ham, før jeg svarer.

        ”Jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed. Min far har fortalt mig, at det var muligt for dragerne at gøre det, men jeg er ikke selv helt så sikker. Hvis Kayla var i stand til det, ville hun så ikke have forbandet bæreren af mørket for længe siden?” Han ser kort på mig, før hans blik vandrer ud i mørket.

        ”Du har sikkert ret...”
Jeg vælger ikke at fortsætte samtalen, men ser også bare ud i mørket, ud i intetheden. Claude smider mere træ på bålet, før han lægger sig på græsset.

         ”Godnat Hannah.” Siger han søvndrukkent. Han er sikkert allerede halvvejs i drømmeland.
Jeg smiler for mig selv. ”Godnat...” Svarer jeg, før jeg også lægger mig ned uden troen på, at jeg ville kunne falde i søvn.

Men mit hoved ligger ikke mere end et par minutter på græsset, før jeg falder i søvn.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...