Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4178Visninger
AA

46. Fortrydelse

Og jeg mener det helt oprigtigt, jeg vil ikke dø. Ikke nu, ikke her. For hvordan kan jeg dø uden at vide, om Kayla er okay? Jeg er hendes vogter, for syvsytten da. Det er min opgave at beskytte hende, passe på hende, ikke efterlade hende alene på et sted, hvor hun bliver tortureret.
Så med en hurtig bevægelse, der får nogle af tårerne til at flyve, ruller jeg væk fra der, hvor sværdet skærer gennem gulvtæppet.
         ”Hører du dårligt? Sid stille, det er ikke så slemt at dø.” Vrisser min far under den mørke hjelm.
Jeg får rejst mig op og tørret snotresterne væk. Klamt.
Hvad så nu? Hvad gør jeg nu? Come on, Hannah, tænk dig om. Gør noget et eller andet.
Min far går endnu en gang hen mod mig og stikker efter mig med sværdet, der glimter i skæret fra faklerne. Jeg når lige at undvige og får lagt lidt afstand imellem os.
         ”Stå så stille, for helvede!” Råber han arrigt. Fedt nok, nu har jeg kørt ham op i det røde felt.
For tredje gang forsøger han sig med et angreb, og for tredje gang undviger jeg det. Men det vil jeg ikke være i stand til at gøre en gang til, for mine lettere kluntede undvigemanøvrer har ført mig ud til væggen, og min far står i en position, hvor han vil være i stand til at ramme mig, uanset hvilken vej jeg vælger. Pokkers.
         ”Ikke flere steder at flygte hen, Hannah Hanity.” Han går et skridt nærmere.
         ”Hold dig væk.” Snerrer jeg.
         ”Du har ikke givet op endnu? Hvilket fjols du er, nogle gange er man bare nødt til at se i øjnene, at man har tabt. Og i dette tilfælde er det dig, der er taber.” Jeg kan næsten føle det onde smil i hans ord.
Jeg knytter min højre hånd. Hans ord irriterer mig, måske er det, fordi jeg ved, at han har ret. Jeg kan umuligt vinde, som det ser ud nu.
        ”Nogle sidste ord?” Kulden i ordene får hårene i min nakke til at rejse sig. ”Åbenbart ikke.” For sidste gang hæver han sværdet over hovedet og gør klar til at hugge.
Lige da sværdet begynder sin færd mod min venstre skulder, mærker jeg noget i min højre hånd. En varme, der spreder sig hurtigt gennem min krop. Jeg når ikke at tænke mere over det, før jeg hæver min højre arm, som for at beskytte mig selv. Og da min hånd når mit synsfelt, der ellers har haft hele sit fokus på sværdet, der hastigt nærmer sig, ser jeg lyset. Et grønt lys, jeg ser håbet i min hånd, der tager form som et sværd. Med et brag blokerer det glinsende sværd min fars angreb.
         ”Hvad i al helvede?!” Vreden i hans stemme er tydelig for hvem som helst. Han bakker forbavset et par skridt bag ud, mens jeg ser forundret på det smukke sværd. Wow...  Med en let bevægelse lader jeg sværdet skære gennem luften. Hvordan kan det være så smukt, så let, så skarpt?  

        ”Lad aldrig din opmærksomhed vandrer væk fra din modstander!” Min far er kommet sig over chokket og er allerede ved at gøre klar til endnu et angreb. Han kommer løbende imod mig, denne gang ikke med sværdet over hovedet, men i en lidt mere defensiv position.
Da det første stik kommer, springer jeg til siden. Hans første angreb følges hurtigt op af et andet, og sværdstikkene fortsætter med at komme mod mig. Jeg når næsten at undvige eller blokere dem alle, der er dog enkelte, der når igennem midt ikke så øvede forsvar. Så en gang imellem skyder en smerte gennem min ene skulder, hvilket der giver en ubalance, der resulterer i en smerte i låret.

Der går ikke mange minutter, før jeg beslutter mig for at komme ud af skudlinjen. Og det lykkes, da jeg når at blokere et angreb, der ellers ville have sendt hans sværd direkte igennem min mave, og at undvige det efterfølgende hug, der ville have skilt mit hoved fra min krop.
Efter mine undvigemanøvrer går noget op for mig. Jeg er hurtigere på fødderne, end han er. Det må jeg da kunne bruge. Jeg når lige at trække vejret kort, før han på ny angriber. Denne gang er jeg dog noget mere vågen og får kantet mig om bag ham. Jeg stikker ud efter ham, men han blokerer det med lethed.
Jeg skynder mig at trække mig lidt tilbage. Jeg har ikke en chance, når det kommer til ren råstyrke, men hvis jeg bare kan få ham ud i en situation, hvor han ikke kan bruge sin, og det så kommer an på, hvor gode ben man har, så har jeg en større chance end ham.

Da han gør endnu et udfald, undviger jeg igen. 

Selvfølgelig, nu ved jeg hvordan!

Endnu en gang stikker han ud efter mig, denne gang dog lidt højere oppe en før, hvilket giver mig en åbning. Jeg dukker mig og hurtigt er jeg inde på livet af ham. Uden at tænke videre over det, stikker jeg mit sværd ind maven på ham, og et grønt lys opstår, da blodet glider hen over klingen. Lysets kraft slynger os fra hinanden, han lander for foden af Zach’s far, jeg foran den dør, hvor håndtaget er dekoreret med en drage.

***

Jeg sætter mig lettere besværet op. Jeg ser fortvivlet ned på mine blodige hænder, der ikke længere holder noget sværd. Nye tårer springer frem og flyder som vandfald ned ad mine kinder. Hvad har jeg dog gjort?
Ulykkelig ser jeg hen på min far, der ligger ubevægeligt foran den tidligere konge, der ikke viser nogen form for følelser.
          ”Ud..ug..e..lig.” Siger han med tryk på hver eneste stavelse.
En ny følelse breder sig i mit bryst. ”Hvor vover du! Han gjorde alt det her for dig, du siger ikke så meget som et ondt ord mere om ham!”
         ”Siger.. Hende.. Der.. Dræbte.. Sin.. Far.” Kulden fra hans stemme lægger sig som et tæppe, der lænker mine ben til gulvet.
Tårerne bliver ved med at strømme. Han har ret. Jeg kan ikke pege fingre af ham, ikke nu, aldrig igen. For en ting ved jeg nu; hvis jeg nogensinde kommer ud her fra i live, vil jeg altid huske den klæbrige fornemmelse, den jernholdige duft og den karakteristiske røde farve på mine hænder, der fortæller, at jeg har taget et liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...