Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4667Visninger
AA

21. Forklaring & afgang

Jeg sukker dybt. Bare jeg snart er i stand til at komme hjem og fortælle mor, at alt er okay. Komme hjem, så jeg kan fortælle hende om far, om hvordan han havde kæmpet imod mørket. Men det kan jeg ikke nu. Modløsheden sniger sig ind på mig, og med den kommer tristheden. Jeg skal lige til at græde, da mine tanker bliver afbrudt af prinsens stemme.

        ”Hvor... Hvor er jeg? Hvem er du?”

Han ser sig forvirret omkring og op på Kayla, før han fortsætter. ”Hvor er pigen?!” Han siger det en hård lidt advarende tone. Kayla ler en let latter.

        ”Rolig nu deres majestæt. Jeg er Kayla Arctander, og du er i haven på taget. Pigen er okay, hun er ikke så langt væk.” Svarer Kayla ham. Han ånder lettet op. Var han bekymret for mig?

        ”Undskyld min uforskammet hed Lady Arctander, men hvorfor er jeg i haven?” Spørger han forvirret og en anelse anklagende.

        ”Det er mig der undskylder deres majestæt. Jeg var nød til at bede min vogter om, at få dig bragt her til, så vi kan snakke i fred.” Han ser udfordrende op på hende.

        ”Jeg vidste ikke, at De har fået en vogter. Er det den unge pige?” Kayla nikker som svar på hans spørgsmål. ”Så hun er vogter... Ja, så køn en pige må vel have en vigtig plads i samfundet...” Siger han eftertænksomt til sig selv. Mine kinder rødmer. Han kaldte mig køn. Jeg holder mig for munden for ikke at komme til at fnise.

        ”Ja, hun er en smuk ung dame. Har De interesse i at høre, hvorfor De er her?” Spørger Kayla ham. Han ser igen op på Kayla. Da han drejer hovedet bølger de brune krøller i en let brise. Jeg rødmer igen. Han ser skide godt ud, og Kayla kaldte mig smuk. Det her er vildt mærkeligt, så mange komplimenter har jeg ikke fået på engang før.

        ”Selvfølgelig vil jeg det.” Siger prinsen. Kayla nikker.

        ”Som De ønsker. Min vogter og jeg mente, at det vil være bedst for Dem, hvis De forlader Oppidum. Vi har observeret mørket her, og vi har fået meldinger om, at De er i fare.” Jeg kan se frygten sprede sig i hans øjne. Jeg har sikkert også set sådan ud, da jeg fik at vide, at mit liv er i fare. Jeg har faktisk lidt ondt af ham.

         ”Og det er De sikker på, Lady Arctander?” Spørger han med skælvende stemme. Kayla nikker.    

         ”Ja, deres majestæt. Min vogter slap kun med nød og næppe med livet i behold. Så jeg vil anbefale, at vi tager af sted med det samme.”

Han ser forundret op på hende. ”Af sted? Nu? Så bliver jeg nød til at pakke først.” Siger han. Hans stemme skælver stadig lidt.

Hun nikker. ”Ja, vi skal af sted nu. Bare rolig, min vogter har pakket lidt rent tøj til Dem. Vi har taget vores forholdsregler.” Han sætter sig med et opgivende suk på græsset.

Kayla ser direkte hen på mig og nikker over mod dem. Jeg skal gå derhen. Jeg ser ned af mig selv. Jeg har stadig stuepige tøjet på. Jeg sukker. Når det nu ikke kan være anderledes. Jeg rejser mig op og børster lidt græs af kjolen, før jeg træder frem bag busken. Prinsen ser op og hen på mig.

           ”Undskyld min uforskammethed. Det var ikke min hensigt at fornærme Dem.” Siger han til mig med et trist udtryk i øjnene. Jeg nikker.

          ”Jeg undskylder også. Hvordan har hovedet det?” Han ser forundret på mig, mens han tager en hånd op til baghovedet.

         ”Hvordan vidste De, at jeg har hovedpine?”

Jeg ser forlegent ned på mine fødder. ”Det er mig som har forårsaget Deres hovedpine.” Siger jeg og peger over på sølvbakken, som stadig står på rullebordet. Han ser, hvor jeg peger. Først ser det ikke ud til, at han forstår at det er bakken, men efter et øjeblik går det op for ham. Bare han ikke er vred på mig.     

          ”Hahaha!” Han griner. Hans latter er rund og blød. Det er en dejlig latter. Jeg ånder lettet op. Han er ikke vred. ”Thjaa, det havde jeg vel fortjent.” Siger han kækt. Jeg smiler forsigtigt. ”Og hvad hedder De så?” Spørger han mig.

          ”Jeg hedder Hannah...” Jeg holder en pause, hvor jeg ser op på Kayla. Hun ryster på hovedet. Jeg må ikke fortælle, at jeg hedder Martamus. Jeg må ikke fortælle ham, at jeg også er den mørke ridders mål.        

          ”Lady Hannah, det er en ære at møde Dem.” Han rejser sig op og bukker for mig. Jeg griner. Han ser forundret op på mig. ”Er der noget galt?” Spørger han forvirret. Jeg ryster på hovedet.

          ”Jeg er bare ikke vant til, at folk kalder mig Lady, eller at de bukker for mig.” Han ser forstående på mig. ”Men hvad hedder De? Og kan vi ikke droppe det her fornemme noget, for det er altså ikke min stærke side?” Spørger jeg. Han griner lidt i igen.

           ”Jeg hedder Zachary James Casey Damon Martamus, og vi kan godt glemme formaliteterne.” Jeg står med åben mund. Sikke et navn!

           ”Undskyld, men må jeg ikke godt nøjes med at kalde dig Zach?” Spørger jeg forsigtigt.

            ”Thjaa, når vi nu alligevel smider formaliteterne på gulvet... Men kun på en betingelse...” Siger han med et glimt i øjet.

           ”Hvad er det?” Spørger jeg nysgerrigt.

           ”At jeg må kalde dig Han.” Siger han drilsk. Han. Han vil kalde mig Han. Det er vel okay, han kunne have valgt noget værre.

           ”Okay, Zach. Det er en aftale.” Siger jeg, mens jeg nikker. Hans ansigt bliver til et stort smil.

           ”Godt at høre Han.” Kayla ryster opgivende på hovedet.

           ”Kan vi komme af sted nu?” Spørger hun utålmodigt.

Jeg nikker til hende. ”Selvfølgelig Kayla.” Siger jeg i et undskyldende tonefald. Hun nikker til mig.

           ”Nå, vil De med?” Spørger hun.

           ”Så vi har ikke fralagt os formaliteterne Lady Arctander?” Spørger han. Hun ryster på hovedet. Han nikker, måske en anelse skuffet.

           ”Ville De med?” Spørger hun igen. Han nikker.

           ”Ja, det vil jeg gerne Lady Arctander.”

Hun nikker tilfredst. ”Så lad os komme af sted.”

Kayla vender rundt og ligger sig ned ved siden af et træ.

           ”Kommer I?” Spørger hun utålmodigt. Jeg skynder mig at gribe tasken med prinsens ting og den taske, som Kayla pakkede til mig, før jeg tog af sted efter prinsen, inden jeg løber hen til træet. Jeg svinger de to taskestropper over hovedet og klatrer op på en gren, hvorfra jeg kan nå over på Kayla’s ryg. Jeg ser mig efter prinsen. Han står med åben mund. Han har nok aldrig før set en pige klatre i træer. Han ryster på hovedet, før at han også styrter hen til træet og springer op på grenen. Han står lidt eftertænksomt på grenen, før han hopper over på Kayla's ryg.

Jeg stivner. Han sidder lige bag mig. Kayla rejser sig op. Jeg kommer lidt ud balance, og det gør Zach også. Han griber fat om livet på mig. Han hvisker forsigtigt til mig, ”Undskyld.” Jeg svarer ham også med en hvisken, ”det er ok.”

Hans greb om mit liv strammes, da Kayla begynder at løbe og spreder vingerne ud. Jeg lukker øjnene, og da jeg åbner dem igen, flyver vi over haven. Zach’s arme ligger stadig om livet på mig. En brise rammer mit ansigt. Jeg sukker af glæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...