Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4192Visninger
AA

47. Farvel

En af de mange tårer, der slipper ud af mine øjne uden større kamp, kryber ned over min kind, ender ved min hage, hvorefter den lander i blodet på min højre hånd, hvor den deles til mindre dråber, der sammen med små røde dråber flyver blidt gennem luften, for derefter at lande på gulvet, hvor små våde pletter dannes.
         ”Det.. Er.. Kun.. Svage.. Der.. Græder.”
Jeg ser vredt på ham. ”Jeg.. Jeg er ikke svag.” Men min stemme afslører mig, for den viser tydeligt, at jeg ikke har meget mere at give af. Først de utallige undvigemanøvrer, som jeg ikke aner hvor kom fra, så angrebet på far, og selvfølgelig begge mine tudeture, der virkelig har trukket energien ud af mig.
         ”Det.. Ses.. Tydeligt.. At.. Du.. Er.” Han træder et skridt nærmere mig.
         ”Bliv væk.”Snerrer jeg, men det har ikke den ønskede effekt. Han træder endnu et skridt nærmere.
         ”Svag.. Som.. Din.. Far.” Han bevæger sig over min fars krop, der stadig ligger ubevægelig på det røde tæppe, der er blevet lidt mørkere, siden far landede der.
         ”Han var ikke svag. Han kom tilbage, da Annae havde brug for ham. Han efterlod alt, han holdt af for at hjælpe jer.” Før svinede jeg manden til, og nu forsvarer jeg ham, efter at have slået ham ihjel. Jeg er seriøst mærkelig.
          ”Det.. Er.. Lidt.. Sent.. Nu.. Ikke?” Han fortsætter med at gå hen mod mig, hvert skridt tages som i slowmotion, og jeg er i stand til at følge hver eneste af hans bevægelser. Lyset fra faklerne genspejles i den mørke rustning.
          ”Lad mig være.” Udbryder jeg desperat, selvom jeg godt ved, at han ikke vil stoppe med at gå, uanset hvad jeg siger.
En gnæggen finder sin vej ud gennem hjelmen. Jeg må virkelig se ynkelig ud i hans øjne. Hvilket jeg, for at være ærlig, nok også er.

***

Den skærende lyd af en sværdklinge, der trækkes ud af sin skede, skærer gennem stilheden i rummet.
Det er så nu. Nu jeg virkelig skal dø. Den tanke er overraskende mange gange løbet gennem min hjerne, siden jeg stod op for så mange dage i siden og gjorde klar til matematikeksamen.
Første gang da jeg opdagede, at jeg var sent på den. Igen da jeg så den mørkeridder første gang, gad vide hvem af dem, det egentlig var, der kom for at hente mig den dag? Derefter da jeg blev trukket ind i portalen. Endnu engang da jeg mødte Kayla, og fløj med hende for første gang. Alle de gange jeg har mødt min far, og da han kontrollerede min krop. Da Claude hjalp mig med at flygte fra Bellator, og så alle de andre gange, jeg lige nu ikke kan komme i tanke om.
Men det er jo egentlig heller ikke relevant for mig lige nu. Det, der betyder noget, er, at Zach’s far i dette øjeblik nærmer sig med tunge skridt med et sværd i hånden, klar til at dræbe. Og det faktum, at jeg ikke har noget at forsvare mig selv med, og selv hvis jeg havde, så tror jeg ikke, at jeg ville have styrken til at klare mig igennem det her. Ikke endnu en kamp, ikke lige nu.

***

Han står foran mig nu, og jeg har ikke flyttet mig ud af stedet, for hvad skulle det nytte? Selv hvis jeg flyttede mig, ville jeg ikke kunne klare det her. Jeg griber fat om ægget, der stadig hænger om min hals.
Skyldfølelsen fylder mig. Hun skulle have valgt en anden vogter, en der er stærkere, en der er modigere. Jeg forsøger at få fat i Kayla gennem tankerne, men forgæves. En spirende bekymring spreder sig i min mave. Hvorfor kan jeg ikke kontakte hende, er der sket hende noget? Burde jeg ikke have følt bare et eller andet, hvis hun skulle være...? Nej, der er ikke sket noget med hende, det kan der ikke være. Kan der?
          ”Tænker.. Du.. På.. At.. Flygte?” Hans kolde stemme afbryder mine tanker, og får hårene i nakken til at rejse sig. Jeg ser tomt på ham.
          ”Det.. Bliver.. Der.. Ikke.. Noget.. Af.” Han går det sidste skridt og står nu én meter fra mig. Han hæver sværdet, og jeg krummer mig sammen, stadig med et fast greb om ægget.
         ”Undskyld.” Hvisker jeg og knuger lidt hårdere om det smukke grønne vedhæng med den gyldne kant.
Jeg lukker øjnene lige i det øjeblik, han sender sværdet mod mig.
Jeg forventer en pludselig smerte eller at miste bevidstheden, men intet af det sker. Prøvende åbner jeg det ene øje, så det andet. Jeg befinder mig stadig i det runde rum, jeg ser lige ned i det røde tæppe. Jeg lader langsomt mit blik glide op af Zach’s far, der stadig står med sværdet hævet, klar til at ende mit liv. Men han gør det ikke, han kan ikke, for hans arme bliver holdt fast, holdt fast af... Min far. Men hvordan er det muligt?
          ”Du ser så overrasket ud Hannah Hanity.” Hans stemme er anderledes, den er varmere.
          ”Far... Hvordan?” Får jeg fremstammet.
          ”Ingen anelse, men hvad end det er, så føles det bedre.” Han smiler et smil der når helt op til hans øjne. Hjelmen må være fløjet af, da han blev slynget væk af lyset. 
          ”Du.. Er.. Jo.. Død.” Forundringen er til at spore i hans kølige stemme.
          ”Ikke endnu i hvert fald.”
          ”Fjols.” Ordet kommer ud som en hvislen. Den tidligere konge vrider sig i et forsøg på at slippe ud af min fars greb. Det lykkes ikke for ham, men en grimasse af smerte fylder min fars ansigt. Gud, han er jo stadig såret.
          ”Far, hvad laver du?”
          ”Redder dig, hvad tror du?” Han begynder at bakke væk med Zach’s far, det går dog en anelse langsomt og en smule usikkert.
          ”Hvorfor? Det var jo mig der..” Jeg nikker mod hans mave.
          ”Du er min datter, er det ikke svar nok?” Han får tvunget kongen endnu et skridt tilbage.
          ”Jo, men...” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han er pludselig blevet mere som den far, jeg kendte, da jeg var ti år gammel. Det må være det lys igen, det må have jaget noget af mørket væk, ligesom det gav mig kontrollen over min krop tilbage i Bellator.
          ”Kan du huske, da jeg viste dig Jupiter?” Spørger han, mens han tvinger Zach’s far endnu et skridt bag ud.
          ”Selvfølgelig.” Det var den sidste aften, jeg havde med ham. Selvfølgelig husker jeg det.
          ”Kan du huske, hvad jeg sagde til dig?” Endnu et skridt bliver taget væk fra mig.
Jeg ser en anelse forvirret på ham.
          ”Nå, du må være faldet i søvn der. Men så vil jeg bare sige det igen. Uanset hvad der sker, så vil jeg altid elske dig, uanset hvad du gør og uanset hvad du siger.”
Jeg bider mig selv i læben. ”Hvorfor siger du det?”
          ”Som sidste gang, så har jeg på fornemmelsen, at vi ikke vil se hinanden igen.” Han hoster og nogle røde dråber forlader hans mund. ”Denne gang tror jeg desværre, at jeg får ret.”
          ”Tal ikke sådan far, det skal nok blive okay.” Flere tårer flyder ud af mine øjne.
          ”Er det ikke en forælders opgave at sige det til sine børn og ikke omvendt?” Spørger han.
Jeg svarer ham ikke, for hvis jeg åbner munden i dette øjeblik, vil der med garanti ikke komme andet end hulk ud.
          ”Lov mig noget Hannah Hanity.” Jeg ser fortvivlet på ham. ”Lov mig, at du fortæller alt det, du ved, til din mor. Hun fortjener at vide det, synes du ikke?”
Jeg nikker hurtigt. ”Det... Det skal jeg nok.” Hvisker jeg.
          ”Godt, dygtig pige.” Han ser sig over skulderen. ”Så må vi vist hellere komme af sted.” Jeg ser spørgende på ham. ”Du har jo nok allerede opdaget, at der ikke er noget symbol på denne dørs håndtag?” Jeg nikker igen, da jeg jo har undret mig over, at den ene dør er anderledes end de andre.
          ”Denne dør fører et meget særligt sted hen. Engang var der en verden der, men ikke længere. Så du kan vel sige, at den fører ud i det tomme rum.” Han fører den ene hånd om mod håndtaget.
          ”Far, du må ikke gå. Jeg vil ikke miste dig. Ikke igen!” Desperat kommer jeg op at stå på vaklende ben.
          ”Nu hvor vi er ved det, når du når tilbage, så skal du tænke på der, hvor du vil hen. Derefter har du en halvtime før tiden begynder at gå.”
          ”Nej, vent!” Jeg går slingrende hen imod dem.
          ”Jeg beklager Hannah Hanity. Farvel.” Døren åbner sig uden en lyd og afslører en galakse, det ville sikkert have været et smukt syn, men når ens far falder ud i det, er det svært at nyde noget som helst. Mine vaklende skridt bliver hurtigere, og dermed også mere ustabile.
Men jeg er for langsom. Jeg når at se dem begge falde, og kan ane et træt smil under min fars hjelm, mens frygten lyser ud af den tidligere konge.
Da de er nået gennem døren, smækker den i for næsen af mig, og jeg synker udmattet sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...