Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4557Visninger
AA

24. Et noget lettere sind

Jeg stirrer ind i ilden. Flammerne slikker sig op af noget af det brænde, som jeg samlede tidligere. Nu ligger jeg her under et uldtæppe og nyder varmen fra ilden. På den anden side af bålet ligger Kayla. Hun ser også tryllebundet ind i ilden. Til højre for mig ligger Zach. Han sover, eller det lyder i hvert fald sådan. Hans skuldrer hæver og sænker sig i et roligt tempo.

Han ligger med ryggen til ilden, så jeg ikke kan se hans ansigt, men kun hans brune krøller. Ind i mellem laver han nogle sjove snorke lyde. Hver gang er jeg lige ved at grine. Jeg ryster lidt på hovedet, før jeg sætter mig op. Jeg trækker uldtæppet tættere om mig. Ikke fordi det er koldt, men fordi det er hyggeligt.

         ”Du er vågen. Kan du ikke sove Hannah?” Kayla’s bløde stemme bryder med lyden fra bålet og lydene fra skoven. Jeg smiler til hende. Hendes gule øjne lyser om kap med stjernerne på himlen bag hende.      

         ”Ikke rigtigt. Jeg har bare en del og tænke på.” Et bekymret, men dog vidende, udtryk glider et kort øjeblik over hendes øjne.

        ”Er det noget du vil dele med mig? Er der noget jeg kan gøre? Noget jeg kan besvare?” Jeg ser ind i ilden igen. De gule og røde flammer danser i kranse for sig, hvorefter de blandes og danner orange flammer.

Jeg ser igen op på Kayla. Jeg kan ikke tillade mig, at lade hende sidde der uden et ordentligt svar.

        ”Jeg ved ikke om du kan hjælpe, for at være ærlig...” Bliver mit svar. Jeg vil ikke belemre hende med mine problemer.

        ”Du ved det ikke, før du prøver.” Siger hun strengt, men med et smil i mundvigen. Jeg nikker forsigtigt. Det ved jeg jo godt, men det er stadig svært. Jeg sukker, før jeg beslutter mig.

        ”Du sagde, da vi mødtes, at når båndet var knyttet, ville vi være i stand til at kommunikere gennem tanker. Hvordan?” Det er noget jeg har tænkt en del over, og det ville da være rart at kunne kontakte hende, når jeg hele tiden farer vild.

Nu er det hendes tur til at sukke.

        ”For at være ærlig Hannah, så er jeg ikke helt 100 % sikker. Du er ikke den første vogter, jeg har haft, men sidste gang kom det bare stille og roligt. Det var ikke noget, der bare kom i det øjeblik, vi knyttede båndet, men det tog tid og en masse øvelse. Så bare rolig det skal nok komme. Det kommer nok bare til at tage noget tid.” Hendes ansigts udtryk skifter fra glad til trist, da hun nævner den tidligere vogter, men hun smiler igen til sidst. Gad vide hvad der skete med den sidste? Det kribler i mine fingrer for at spørge, men jeg har samtidig en følelse af, at tiden ikke er helt rigtig. Også vil jeg heller ikke gøre Kayla mere ked af det. Det må være nogle triste minder, siden hun så sådan ud, da hun nævnte den sidste.”Hvis der ikke er andet Hannah, så tror jeg hellere, at du må se at få noget søvn.” Hun skal lige til at dreje hovedet om til halen. Hun er nok også træt.

         ”Vent. Der er noget andet jeg gerne vil spørge om.” Siger jeg, mens jeg ser på mine hænder. Jeg kan mærke hendes blik på mig. ”Det er bare... Hvordan kommer jeg tilbage igen? Hvordan kommer jeg hjem? Og... Ved du, hvordan min mor har det? Tror du hun er bekymret?” Jeg kan høre gråden i min stemme. Men jeg er ligeglad. Det er, som det er. Jeg ser hende direkte ind i øjnene. Jeg skulle ikke have spurgt, for i det ene øjes øjenkrog hænger der en tåre. ”Undskyld... Jeg skulle ikke have spurgt.” Min stemme knækker over. Hvad er det jeg har gjort? Hun må ikke være ked af det.

         ”Du skal da ikke undskylde.” Hendes stemme er en smule grødet, men hun smiler. Hvad er det, der foregår? ”Jeg er bare så glad for, at du endelig stiller de spørgsmål. Jeg er glad for, at du endelig lader mig hjælpe dig med de ting, som går dig på. Tak, Hannah.” Jeg ser forundret op på hende. Gik det hende så meget på, at jeg ikke fortalte hende om mine bekymringer? ”Nå, men nu må jeg jo hellere besvare dine spørgsmål.” Hun smiler til mig. Smilet når helt op i hendes øjne. ”Der er en portal i nærheden af Erudiotio. Du har sikkert glemt det, men det er vidensbyen. Vi skal bare åbne portalen, og så kan du komme hjem. Jeg ved desværre ikke, hvordan din mor har det. Men du har jo ikke været her mere end en uge, så hun har ikke opdaget det endnu. Du så jo selv, hvordan tiden var stoppet. Det er den stadig. Det er den i præcis 14 dage, før den begynder at gå igen. Så vi skal bare have dig gennem portalen før næste torsdag, så opdager hun aldrig noget.”

Jeg ånder lettet op. Hun har det altså okay. Hun er ikke ved at gå ud af sit gode skind af bekymring. Jeg smiler til Kayla. ”Mange tak.” Jeg kan næsten ikke få det sagt af ren og skær glæde.

        ”Jeg er bare glad for at kunne hjælpe dig Hannah.” Jeg skal lige til at lægge mig ned i den tro, at hun ikke har mere at sige. ”Men lov mig noget Hannah. Lov mig at du aldrig går med sådan noget selv igen. Lov mig det.” Hun forsøger at se strengt på mig, men det lykkes ikke helt. Jeg kan se bekymringen bag facaden.

         ”Det lover jeg Kayla. Bare rolig, jeg lover, at jeg aldrig lukker dig ude.” Lettelsen breder sig bag facaden, men også noget andet. Noget, som jeg ikke ved, hvad er. På en måde er jeg nysgerrig, men på den anden side er jeg også ret ligeglad.

          ”Godnat Hannah.” Siger Kayla, da hun drejer sit hoved og lægger det under den ene vinge.

          ”Godnat Kayla.” Hvisker jeg uden at vide, om hun hører det eller ej. Jeg lægger hovedet ned. Der går ikke mange sekunder, før jeg sover en drømmeløs, men dejlig, søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...