Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4197Visninger
AA

35. En ny ven og en ny vej

Efter noget tid vågnede jeg igen. Heldigvis var søvnen uden mareridt i denne omgang. Jeg gnider mig i øjnene, før jeg rejser mig op. Kæderne klirrer, og mine ben klager sig. Jeg må have siddet ned i for lang tid. Jeg strækker armene ud foran mig, før jeg bevæger mig rundt i min celle.

Kold sten møder min højre hånd. Det er væggen. Jeg smiler, jeg kunne egentlig godt se den, men det er bare rart at mærke, at væggen er solid, ligesom gulvet. Jeg begynder at gå rundt i cellen langs væggen. Der er ikke så meget andet at lave. Mine skridt er ikke så lange, som jeg kunne ønske. Forbandede lænker. Men jeg kan da bevæge mig rundt. De kunne have lænket mig til sindssygesengen, men det havde de heldigvis ikke gjort.

Efter at have gået rundt i et stykke tid, sætter jeg mig op af væggen. Gad vide, hvad Zach har af planer? Jeg smiler forsigtigt. Det er sikkert et eller andet genialt. En pludselig kulde mod mit bryst forskrækker mig.  Jeg rørte forsigtigt ved vedhænget om min hals. Det var kommet ind under kjolen og ligger nu mod min bare hud. Forsigtigt tager jeg fat omkring det og holder det frem foran mig.
Det lyser blidt i mørket. Jeg kan tydeligt se den grønne farve. Håb, tanken løber gennem mit hoved. Grøn symboliserer håb. Jeg griner lidt af mig selv. Så har jeg da fuldt lidt med, når vi analyserede billeder i billedkunst.

Lyden af fodtrin fra gangen nærmer sig. En rumlen fra min mave blander sig med de rytmiske skridt. Jeg ser forundret ned på den. Nå ja, jeg har ikke spist i lang tid, hvordan kunne jeg glemme det? Jeg ser forventningsfuldt hen mod døren. Måske er det maden vagten kommer med? Næsten hvad som helst er okay lige nu, selv en humpel tørt brød. Der fifles ved låsen, og med et klik går døren op. Lyset fra en fakkel i gangen blænder mig, og jeg misser med øjnene. Jeg kan se en skikkelse, men umiddelbart bærer den ikke noget. Det var så den morgenmad...
        ”Lady Hannah, kom med!” Stemmen, jeg kender den... Pludselig står personen foran mig og hiver mig op at stå. Hvorfor kan jeg ikke sætte et navn på den stemme? ”Følg med Lady Hannah, vi er nød til at skynde os.” Insisterer han.

Han tager fat i min venstre arm og hiver mig op at stå. Da vi kommer ud af cellen, ud i lyset fra gangen, kan jeg se hans ansigt. Jeg er sikker på, at jeg har set det før, bare ikke så tæt på. Der er noget bekendt ved de venlige øjne og det mørke hår. Han ser ud til at være omkring de 30, men kan sagtens være både yngre og ældre. Han trækker af sted med mig, og jeg følger med uden at modsætte mig. Der må være en grund til, at han har hentet mig ud af cellen.
Lyden af fodtrin længere fremme når os, efter at vi er kommet ind i gangen med de andre celler.

        ”Følg med.” Hvisker han, før han hiver mig med ind i en celle. Han stiller sig tæt op af muren, jeg gør det samme. ”Stå stille og sig ikke en lyd.” Hvisker han til mig. Jeg skal lige til at nikke, da lyden af fodtrin kommer nærmere.
Forbi os kommer to vagter gående. Den ene med en bakke i hænderne. Da de har passeret cellen, skynder min redningsmand at trække med ud på gangen igen. Vi begynder at løbe ned mellem cellerne, for vi ved begge, at de vagter højst sandsynligt var på vej ned til min celle, og når de ser, at jeg ikke er der længere, bliver de nok ikke så glade.
Vi når efter at have drejet ind på endnu en cellegang til den lille tremmedør, der fører ud af fangekælderen. Jeg tager forsigtigt i den. Ulåst, de vagter er da ikke så kloge. Jeg skubber den op, og manden stikker hovedet frem, før han hiver mig med ud på gangen. Han peger til højre, og jeg begynder at gå den vej. Han stopper op, lukker lågen og en raslen fortæller mig, at han låser døren.
I løb kommer han op på siden af mig og tager på ny fat i min arm. Igen følger jeg efter ham uden at spørge om, hvor vi er på vej hen.
Efter et stykke tid med løb ned gennem de lange gange, stopper vi forpustet op. Vi står lidt, hvor vi begge forsøger at kontrol over vores åndedræt.
       ”Hvem er du egentlig?” Spørger jeg.

       ”Du husker mig ikke?” Han ser forbavset på mig.
       ”Det er jeg altså ked af...” Siger jeg usikkert med blodet strømmende til mine kinder.
       ”Det skal De ikke være ked af.” Han smiler venligt til mig. ”Det kan man ikke bebrejde dem, vi har trods alt kun set hinanden en enkelt gang.” Jeg ser forsigtigt op på ham. Hvor?
Han må have set min forvirring, for han fortsætter ufortrødent sin forklaring.

       ”Til rådsmødet. Du hjalp mig virkelig der.” Rådsmødet? Hvem hjalp jeg under rådsmødet?
Jeg ser åbenbart stadig rådvild ud, for han griner let, før han endnu engang fortsætter samtalen.

       ”Jeg er Claude Hannibal fra Euroditio.” Hannibal... Vent, kunne han være...

       ”Er du Sir Hannibal?” Spørger jeg forsigtigt.

       ”Ja, det er mig Lady Hannah. Og må jeg sige mange tak for hjælpen.”
       ”Du behøver ikke takke mig, egentlig er det vel mig, der bør takke dig.”

Han smiler venligt til mig.

       ”Men du behøver altså ikke sige De og Lady til mig. Du kan bare kalde mig Hannah.”

Han ryster lidt på hovedet. ”Du har ikke vænnet dig til det endnu?” Jeg ryster på hovedet som svar. ”Okay Hannah, men så skal du også kalde mig Claude.” Jeg nikker.

        ”Javel, Claude.” Han ryster endnu engang på hovedet.
        ”Nå, men vi må hellere se at komme videre Hannah, vi skulle jo nødigt blive fanget nu.” Han ser alvorlig ud.

       ”Okay.”
Han tager endnu engang fat i min arm, før vi igen bevæger os ned af de lange gange.
       ”Hvem fortalte dig, hvor jeg var?” Spørger jeg, efter lidt tid i stilhed.
Vi drejer om et hjørne, før han svarer.

       ”Det var prinsens tjener, Martin, der opsøgte mig. Men det var prins Zachary, der fortalte mig vejen ned til din celle.” Jeg smiler for mig selv. Selvfølgelig var det Zach og Martin.

       ”Ved du, hvor vi skal hen?” Spørger jeg forsigtigt, for jeg har for længst mistet fornemmelsen af, hvor vi befinder os.

       ”Selvfølgelig, Lady Arctander forklarede mig vejen hen til en hemmelig udgang.” Kayla... Hun havde hjulpet til, det undrer mig egentlig ikke. Men det, der gør ekstra glad lige nu, er, at Zach og Kayla har arbejdet sammen for at få planen til at fungere.
Vi fortsætter vandringen gennem slottet i stilhed.
Efter et stykke tid stopper Claude op foran en væg.

        ”Hvordan var det nu, det var...” Mumler han henvendt til sig selv. Han tager en dyb indånding, før han giver slip på min arm og begynder at trykke på nogle af stenene i muren.
Efter et stykke tid stopper han.

        ”Hvorfor virker det ikke?!” Han lyder skuffet og vred. Jeg ser forundret fra ham til muren. Skulle der åbne sig en hemmelig gang eller hvad? Jeg går prøvende hen til væggen. Da jeg står foran den, skubber min ene skosnude mod en sten i bunden af væggen, og den bliver trykket ind. Jeg springer forskrækket tilbage, og mine lænker larmer som bare pokker.
Gad vide, hvornår jeg kan få dem af?
Men det er ikke det eneste, der undrer mig. Foran mig begynder stenvæggen, der før virkede så solid, at bølge frem og tilbage, og med et bump åbner den sig op som en dør.
Jeg ser forsigtigt ind i mørket, før jeg ser op på Claude. Han smiler, før han finder en lighter lignende ting frem. Et klik, og en flamme står op fra den, som lyser den før meget mørke tunnel lidt op.
         ”Lad os komme af sted!” Siger Claude, da han, for gud ved hvilken gang, tager fat i min arm og trækker af sted med mig, af sted mod friheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...