Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4188Visninger
AA

42. En historielektion

Vi når ikke at gå mange minutter, før min mave vælger at demonstrere, hvordan en blåhvals parringskald lyder. Jan ser forbavset fra mit ansigt til min mave og tilbage igen. Jeg kan mærke blodets varme brænde i mine kinder.

      ”Du har jo heller ikke fået noget at spise endnu, har du?” Spørger han konstaterende.
Jeg ryster på hovedet som svar.
      ”Så er der jo ikke noget at sige til det.” Mumler han for sig selv. ”Så må vi hellere få noget spiseligt i dig, jeg kender det perfekte sted, også ligger det oven i købet næsten på vejen ud. Nå, hvad siger du?”
Tanken om mad sætter godt gang i mit mundvand. ”Det lyder godt, men det kan jeg jo ikke...”
Et forbavset udtryk overtager hans ansigt. ”Hvorfor dog ikke? Vil du ikke lade en tidligere anerkendt forsker betale for din mad?”
       ”Nej, nej, det er ikke det...” Han må endelig ikke tro, at jeg siger nej tak for at fornærme ham.
       ”Hvad er det så, for din mund siger nej, men din mave er vist noget imod den beslutning.” Og han har ret, for den fortsætter med at rumle faretruende.
       ”Det er bare... Kayla venter på mig ved portalen, og jeg har allerede ladet hende vente alt for længe.”
       ”Og du har dårlig samvittighed over det?”
Jeg nikker som svar til hans spørgsmål.
       ”Som jeg ser det Hannah, så har hun ventet i lang tid, ja. Men det nytter jo heller ikke noget, hvis du kommer ud til hende med det larmende monstrum, så er du i hvert fald heller ikke til meget hjælp.”
Jeg skal lige til at protestere, da han rækker en hånd ud imod mig.
       ”Du kan godt glemme det, du kender jo sikkert allerede ordsproget – Uden mad og drikke, dur helten ikke – altså skal vi have noget lækker mad i skrutten på dig, for ellers kan du ikke være der for Kayla, og du ved det.”
Jeg nikker forsigtigt, for som han lige har sagt, så ved jeg jo godt, at han har ret. Alligevel har jeg en følelse af, at jeg bør skynde mig at finde Kayla.
Jan fører an, for han ved, hvor vi skal hen, mens jeg følger efter ham som en anden lemming, der ikke aner, om han fører mig ud i havet.


 ***


          ”Så er vi der.” Man kan høre begejstringen i Jans stemme.
Jeg ser ind gennem glasruderne, og på den anden side er der en del tomme borde og stole, jeg kan ikke se et eneste menneske.
          ”Kommer du?” Jans spørgsmål hiver mig tilbage på gaden. Han står med en hånd på den nu åbne glasdør og venter på, at jeg træder indenfor.
I det øjeblik jeg træder ind, mødes vi af en vidunderlig duft. Stegt bacon.
       ”Godmorgen Jan,” En kvinde med grå stænk i sit blonde hår og krystal blå øjne er trådt ind i rummet.
 ”Det er så lang tid siden, jeg sidst har set dig, at jeg troede, hendes majestæt endelig havde taget dig for et eller andet.”

       ”Også godmorgen til dig Sandy, og ikke endnu nej, jeg er stadig en fri fugl.”
De griner en kort latter, de må have kendt hinanden i et stykke tid.
Jeg ser spørgende på Jan, der opfanger min forvirring.
       ”Sandy, dette er Hannah.” Introducerer han. ”Hannah, dette er Sandy, den bedste kok i hele Annae.”
       ”Din frækkert, så det er derfor du ikke har været her, din gamle gris.” Hun smiler over hele hovedet, og hendes udtalelse resulterer i, at mine kinder endnu engang begynder at brænde.
Jan slår en højlydt latter op.
       ”Hvad, har jeg sagt noget forkert?” Sandy ser helt forvirret ud.
       ”Thja, du har i hvert fald fat i den helt forkerte ende af historien.” Jan tørrer en tåre væk under sine briller.
       ”Kan jeg så få fortalt den rigtige ende?” Sandy ser spørgende på ham.
Jan smiler opmuntrende til hende. ”Ikke lige nu, men næste gang jeg kommer forbi, forklarer jeg det hele.”
       ”Det er en aftale.” De smiler til hinanden og laver et håndslag.


       ”Nå, men hvad kan jeg så gøre for jer?” Spørger Sandy i et venligt tonefald.
       ”Vi vil gerne bestille en omgang af din vidunderlige specialitet med dertilhørende frugtjuice til den unge dame og en kop kaffe til undertegnede.”
       ”Det er noteret, I kan bare tage plads, så bikser jeg noget sammen imens.” Siger hun med et smil, før hun forsvinder ind ad en svingdør, der sikkert fører ind i køkkenet.

Jan sætter sig ved et af bordene længst væk fra vinduerne, jeg følger hans eksempel og sætter mig på stolen overfor ham.
       ”Hun var da flink.” Siger jeg med et smil.
       ”Ja, hun er ikke så ringe endda.” Han retter lidt på sine briller, før han læner sig lidt ind over bordet.      

      ”Hvad ved du egentlig om Annae’s historie?” Nysgerrigheden står malet i hans ansigt.
Hans spørgsmål overrasker mig lidt, men efter et par sekunders betænkningstid lykkes det mig dog at få svaret på det.
       ”Ikke så meget, faktisk. Kun at Annae for lang tid siden var i krig, og at Martamus-slægten og Arctander-slægten stod sammen under den krig, og vandt den. Herefter fik Martamus-slægten æren af at være kongefamilien, mens Arctander-slægten fik en særlig status...”

 

Mens jeg fortæller, hvad jeg ved, kommer Sandy tilbage til os med en bakke, hvorpå der står en kop dampende kaffe, et glas med en rød væske og to tallerkner, på den ene er der æg og bacon, mens der på den anden ligger to rundstykker, der er smurt med marmelade og en enkelt med ost.
       ”Velbekomme.” Sandy smiler stadig stort.
       ”Tak, Sandy. Du må gerne lytte med, men det ville du nok gøre alligevel.” Jan trækker på smilebåndet.
       ”Du kender mig for godt Jan.” Siger hun med et grin, hvorefter hun trækker endnu en stol over til bordet.
Da hun har sat sig, tager jeg en bid af et af rundstykkerne. Og det smager himmelsk! Slet ikke som de fryserundstykker mor af og til har slæbt hjem fra supermarkedet, det her er flere niveauer over det.
        ”Nå, men så vil jeg uddybe din nuværende viden om Annae.” Jan ser alvorligt på mig.
Jeg lægger rundstykket tilbage på tallerknen.
        ”Jeg tro godt, du må spise imens.” Sandy blinker til mig, og jeg genoptager min spisning.
Jan rømmer sig, før han begynder min improviserede historielektion.
        ”Ser du, Annae var ganske rigtigt i krig for mange år siden, og Martamus-slægten og Arctander-slægten arbejdede sammen under denne krig. Det, slægterne kæmpede for, var et samlet Annae.”
        ”Samlet?” Spørger jeg med munden fuld af rundstykke.
        ”Ja, samlet. Dengang eksisterede Annae ikke, det var fem små miniputlande, der ikke ville kunne klare sig, hvis de omkringliggende store lande besluttede sig for at angribe dem. Disse små lande hed; Ai, Nairamdal, Natsu, Armastus og Estimar. Og på baggrund af disse fem landes startbogstaver foreslog Martamus-slægten og Arctander-slægten, at de fem små lande slog sig sammen, og dette forslag gik under navnet Annae.”

        ”Men hvad skete der, siden de kom i krig?” Jeg er nu blevet færdig med rundstykkerne og er i stedet gået i gang med æggene, der ligesom rundstykkerne er mange gange bedre, end det jeg har smagt før.
        ”Det kommer jeg til nu. I disse lande var der mennesker, der ikke synes om deres ide, og der var selvfølgelig også dem, der synes at det var en genial idé. Derfor var en konflikt stort set uundgåelig. Så vidt jeg ved, forsøgte dem, der var for et samlet land, at forhandle med dem, der var imod. Men det gik ikke godt, og forhandlingerne endte i en krigserklæring. Krigen varede i lang tid, og den ødelagde alt på sin vej, familier blev splittede, byer ødelagt og kærlighed blev til had. Da Martamus-slægten og Arctander-slægten havde vundet krigen, stod de tilbage med mange tab og fem splittede lande, der ikke stolede på nogen. Derfor besluttede de to slægter i fællesskab at genopbygge de fem hovedstader i de lande, men ikke som hovedstader. For hvis de blev hovedstæder, ville det være som at have fem små lande igen, og det var jo ikke det, de ønskede. Derfor byggede de dem, som det vi i dag kalder Centralbyerne, og hver af dem fik deres eget område, de havde ansvar for. Det gjorde at byerne var nød til at arbejde sammen, for al ny udvikling af medicin og våben skete her i Euroditio, de bedste læger var i Medicum, dem med militær viden var i Bellator, kontrollen med økonomien skete Parsimonia og landets ledere samledes i Oppidum, altså var landene nød til at arbejde sammen, for at få det hele til at fungere.”
        ”Men er der ikke forskel i byernes magt?” Spørger jeg forsigtigt.
        ”Faktisk kun lidt, de holder nemlig hinanden i en rimelig stram snor. Hvis Euroditio ikke udvikler ny medicin eller våben, kommer Medicum og Bellator i problemer. Hvis Bellator ikke vil forsvare Annae, er alle byerne på spanden. Hvis Medicum ikke kan behandle de syge og sårede, er byerne også på spanden. Hvis Parsimonia lukker pengekassen, vil der ikke være penge til forskning, våben og medicin. Så kan man sige, at Oppidum har lidt mere magt, da den har kontrol med stort set alt det, der sker i de andre byer.”
Jeg nikker for at vise, at jeg har forstået.


       ”Var maden tilfredsstillende?” Sandys venlige stemme bryder med Jans lange monolog.
       ”Den var fantastisk!” Siger jeg overbevist om, at mit smil dækker halvdelen af mit ansigt.
       ”Godt, men så må du hellere få drukket ud, så I kan komme videre. Hvis jeg kender Jan ret, så har i en smule travlt.”
       ”Du har ret som altid Sandy.” Et smil spiller på Jans læber, før han drikker sin kaffe og hiver en pung op af lommen. Jeg tager hurtigt tre store slurke og nyder kort den vidunderlige smag af frugter og bær, den røde væske smager af.
Jan rækker Sandy nogle penge, og hun trækker taknemmeligt på smilebåndet.
        ”Vi ses en anden god gang Sandy.” Jan har rejst sig, og det er tydeligt, at han er ved at være klar til at føre mig ud til Kayla.
        ”Det gør vi Jan, pas godt på dig selv og Hannah.” Hun smiler sit venlige smil.
        ”Jeg skal gøre mit bedste, kommer du Hannah?” Jan retter endnu en gang på sine runde briller.
Jeg rejser mig skyndsomt. ”Mange tak for mad.”
        ”Det var så lidt, du er altid velkommen.”
Jeg smiler til hende, før jeg løber efter Jan, der allerede er nået ud på gaden.
        ”Nå, er du klar til at se Kayla igen?” Spørger han, mens vi endnu en gang bevæger os ned mellem glasbygningerne.
        ”Altid.” Svarer jeg med et smil. Altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...