Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4076Visninger
AA

18. En bakke med te og kage

Dunk, dunk, dunk. Jeg banker på døren tre gange, præcis sådan som Kayla har instrueret mig. Bankene runger ud i gangen. Jeg tror, at selv de to soldater er i stand til at høre dem.

Jeg hører en anerkendende mumlen fra den anden side af døren. Jeg åbner forsigtigt den enorme dør. Den knirker højlydt. Endnu engang er jeg glad for, at det her ikke er en mission, hvor det handler om at være lydløs.

Jeg skubber rullebordet med teen og kagerne ind gennem døren, før jeg lukker den efter mig. Jeg ser mig rundt i værelset efter prinsen. Et stort værelse, lidt ligesom mit og Kayla’s. En stor himmelseng med blå gardiner og guld gavle. Gardinerne er trukket for. En stor dør ved siden af sengen, sikkert også et skab. Der er dog ikke nogen stor madras i det ene hjørne, ikke så underligt egentlig.

Jeg havde heller ikke lige regnet med, at prinsen også ville være dragevogter.

Der er også flere bogreoler end i det værelse, som Kayla og jeg har boet i, siden vi ankom. Mange flere. Mine øjne følger rækkerne med reoler, jeg tæller mindst 15 enormt brede reoler, som er fyldt til randen med bøger. Der står også et skrivebord i den ene ende, ved siden af en stor sofa i de sædvanlige farver, guld og blå. Jeg ryster på hovedet. Drenge. På sofaen er der smidt noget beskidt tøj. Jeg har ikke selv nogen brødre, men Lines brødre smider også deres ting overalt.

Jeg ser mig forundret rundt. Hvor fanden er prinsen? Som svar på mit spørgsmål hører jeg en stemme henne bag sengens gardiner.

         ”Kommer nu... Jeg er oppe...” Lyder det i et søvndrukkent tonefald. Førstehåndsindtrykket af prinsen: Han er doven og et rodehoved. Også er han sikkert også møgforkælet. Det er godt nok et skud i tågen, men altså... Ja, måske har jeg bare lidt fordomme, som skal afprøves. Indtil videre passer de meget godt.

En hånd finder vej ud mellem gardinerne, og det blå stof glider til side. Ud af sengen træder prinsen, for at være ærlig, ser han ikke værst ud. Det brune let krøllede hår, som er blevet trykket lidt fladt efter at han har sovet. Smukke nøddebrune øjne, præcis som et dådyrs. Han er høj, og jeg kan se hans mavemuskler træde frem under natskjorten. Han smiler søvndrukkent til mig. Jeg rødmer lidt, og jeg plejer altså ikke sådan at blive helt smaskforelsket, første gang jeg ser på en dreng. Jeg vender mig hurtigt om mod rullebordet i håbet om, at han ikke har set rødmen.

Jeg finder en tekop og sætte den på en underkop. Jeg kan høre, at han strækker sig.

          ”Er du ny? Jeg tror ikke, at jeg har set dig før...” Spørger han med en blød stemme. Jeg bliver endnu mere rød i hovedet.

Jeg nikker, mens jeg forsigtigt svarer. ”Ja, jeg er ny...” Han går et sted hen i rummet og sætter sig ned. Han må være gået hen til sofaen.

         ”Tænkte jeg nok. For sådan en smuk stuepige vil man da huske.” Mit hjerte banker hurtigere og højere. Bare han ikke kan høre det. Jeg ved godt, at han er flere meter fra mig, men alligevel.

Jeg ryster lidt på hænderne, da jeg hælder teen op i koppen. Jeg tager en dyb indånding. Rødmen lægger sig, og mit hjerte begynder at falde tilbage i sin faste rytme. Jeg tager hurtigt en tallerken med et stykke flødeskumskage og stiller den på en bakke sammen med tekoppen. Jeg kigger skiftevis fra kagen til tekoppen, mens jeg går fra rullebordet og over til sofabordet. Ikke spilde, ikke spilde.

Da jeg endelig når hen til bordet og har sat kagen og teen fra mig på bordet foran sofaen, ånder jeg lettet op.    

            ”Det gik da godt. Du er åbenbart mere end bare godt udseende.” Siger han, før han bøjer sig over kagen. Heldigt, for jeg kan mærke, hvordan mine kinder igen begynder at brænde. Han spiser grådigt af kagen. Hvordan skal jeg dog spørge ham?

            ”Undskyld deres majestæt...” Siger jeg forsigtigt.

           ”Hmmm...” Mumler han med munden fuld af kage og stadig med blikket stift rettet mod resterne på tallerknen.

           ”Har de hørt om en mørk ridder?”Spørger jeg endnu mere forsigtigt.

Han ser øjeblikkeligt op med forundring i blikket. ”Ja. Ja, det har jeg da. Men han kan ikke komme her. Det forsikrer jeg dig om.” Han ligger kagegaflen fra sig og rejser sig op fra sofaen og går hen imod mig. Jeg ser bare uforstående på ham. ”Bare rolig, så længe jeg er her, kommer der ikke nogen som vil gøre dig fortræd.” Han ser mig dybt i øjnene og tager fat i min højre hånd med sin venstre. Mit blik ændrer sig fra at være uforstående, til at fyldes med forvirring. Hvad vil han?  Han læner sig ind over mig, og han fører sin højre hånd om på min ryg. Han rører ved min bagdel.

Panikken griber mig.

Going! Runger det ud i rummet, efter at jeg har slået ham i baghovedet med sølvbakken, som jeg heldigvis ikke havde lagt fra mig. Han falder ned på gulvet. Jeg ryster stadig lidt af chok. Han ville... Han ville... Jeg holder bakken frem foran mig, som om at han kunne vågne hvert øjeblik. Først nu går det op for mig, at jeg er i problemer. Prinsen er bevidstløs, og jeg fik ikke engang spurgt ham, om han ønskede min og Kaylas beskyttelse, men nok mest Kaylas. Der ligger prinsen, som Kayla står på taget og venter på.

Fuck! Hvad gør jeg nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...