Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4177Visninger
AA

1. Eksamen

Det er koldt og mørkt. Jeg falder. Ned, ned i ingenting. Jeg vender mig rundt. Jeg kan se et lys, et rødt lys. Ud af lyset kommer en gigantisk drage. Jeg skriger og lukker mine øjne.

Jeg åbner mine øjne igen. Det er stadig mørkt, men rummet føles varmere. Dragen er væk, og jeg falder ikke længere. Jeg sidder i min seng, dækket af sved. Jeg har en skidt fornemmelse af, at jeg har glemt et eller andet…

Selvfølgelig! Det er i dag, jeg skal til eksamen.

Jeg løber ud af mit værelse og ind på badeværelset. Jeg tager et hurtigt brusebad, der er ikke tid til mere. Jeg prøver at slappe af, men mareridtet sidder stadig i mig. Jeg forsøger at lægge min makeup, men det bliver som sædvanligt ikke helt vellykket.

 Bump, bump, bump. Det er min mor, som bevæger sig op af trappen.

     ”God morgen skat! Er du klar til eksamen?” Spørger hun med et stort smil.

Mor er bare så overbeskyttende og skal altid sikre sig, at jeg er klar på hvad som helst. Hvis der er så meget som en grå sky på himlen, tvinger hun mig til at tage regntøj med. Jeg mener, helt ærligt hvilken mor minder sin 16-årige datter om, at hun skal huske regntøjet? Okay, det med eksamen kan jeg egentlig godt forstå, jeg havde jo trods alt næsten selv glemt det.

Men hun har jo også sine grunde. Hun har været sådan, siden far forsvandt. Jeg tror stadig, hun håber, at han en dag kommer tilbage. Det troede jeg også engang, men ikke mere. Han har sikkert fundet sig en smuk og yngre model, som han hygger sig med et eller andet sted i verden.

     ”Ja, mor. Jeg er så klar, som man nu kan blive.” Siger jeg og smiler usikkert til hende.

    ”Bare rolig mus, det skal nok gå alt sammen. Du skal bare vide, at jeg kun forventer, at du gør dit bedste og intet mere.” Jeg ruller med øjnene. Mor går ud på trappen. ”Husk nu din madpakke!”

Selvfølgelig. Jeg vidste den ville komme. Det siger hun hver morgen, som om jeg ville overleve en dag uden min madpakke. Hvis det var lovligt ville jeg gifte mig med min mad... Ej, nok ikke helt, men jeg holder i hvert fald ufatteligt meget af min mad.

Jeg kigger på mit spejlbillede. Det er vel egentlig okay, makeuppen er ikke så slem, som jeg først havde frygtet. Men jeg må nok hellere se at få gjort noget ved det hår… Mit sorte hår er ikke bare tykt, men ekstremt tykt. Og ikke nok med det, så skal der ingen ting til, før det står ud til alle sider. Jeg tager en hårbørste og kører den igennem en del gange, før jeg sætter håret op i en hestehale. Det må kunne gøre det.

Jeg skynder mig nedenunder. Fandens, der er kun 5 minutter til jeg skal gå. Jeg får fat i madpakken, smider den i tasken, griber et stykke toast, råber vi ses og er ude af døren, før jeg får noget svar. Sådan er det bare altid med mig, når der er en ting jeg bare ikke må komme for sent til, så kommer jeg for sent. Sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.

Jeg løber hen af fortovet. Jeg kigger på uret, og jeg ånder lettet op, stadig 7 minutter til. Jeg sætter tempoet ned til almindeligt gå tempo. Jeg elsker faktisk at gå ture, det giver sådan en dejlig ro i kroppen. Det er vel hvad jeg har brug for nu. Jeg skal til eksamen i matematik, og det er altså ikke lige min stærke side. Jeg kan mærke, at nervøsiteten er ved at indfinde sig. Mere når jeg ikke at tænke, før jeg står i skolegården. Skolegården er tom. Satans! Det må allerede have ringet ind, det er bare løgn, hvis min lære står og venter på mig. Jeg løber ind af hovedindgangen. Jeg går med raske skridt hen af gangen og finder lokale 41, som er det lokale, hvor vi skal besvare eksamensspørgsmålene. Jeg åbner døren og ser ind. Alle de andre er der, jeg ser på uret. Pyha, stadig 2 minutter til eksamens start.

Jeg finder lynhurtigt en plads og begynder at finde alt mit skrammel frem. 2 blyanter, man ved jo aldrig om den ene skulle knække, et viskelæder, en lineal, en vinkelmåler og en passer. Jeg skal lige til at tage lommeregneren frem, da jeg kommer i tanke om, at lommeregner og andre hjælpemidler ikke er tilladt, så jeg lader den forsigtigt dumpe tilbage i tasken.

     ”Hey, Hannah. Jeg var næsten bange for at du ikke nåede det.” Det var Line, min bedste, og eneste, veninde på skolen. Hun smiler glad til mig

Blandt mine mange andre dårlige kvaliteter er min evne til at få venner. Når jeg kommer et nyt sted hen, sætter jeg mig egentlig bare i et hjørne og håber, at en eller flere søde personer opdager mig og begynder at snakke.

    ”Hej, Line. Også godt at se dig.” Siger jeg med et grin.

Line skal lige til at sige noget mere, da vores lærer højtideligt siger, ”Eksamen er hermed begyndt, i har 1 time og 30 minutter til at gennemføre denne del af prøven.”

Jeg ryster på hovedet. Det bliver en lang dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...