Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4560Visninger
AA

29. Den mørke ridders fortælling

Jeg går rundt i haven og ser på blomsterne. Alene.
Martin var kommet styrtende kort tid efter, at roserne var sprunget ud, og havde hentet Zach, da et eller andet vigtigt var kommet op. Jeg vil egentlig gerne vide, hvad det er, men på den anden side... Jeg skal jo alligevel nok snart hjem igen. Jeg sukker, da jeg åndsfraværende kærtegner kronbladene på en rododendron.
        ”Hvorfor er det så svært?” Udbryder jeg.

        ”Thjaa, det er jo et godt spørgsmål.” En kold stemme bag mig svarer på mit spørgsmål. Jeg vender mig forsigtigt, selvom jeg har på fornemmelsen, hvad der vil møde mig. Og desværre er min forudanelse korrekt. Omkring fem meter foran mig står en mørk ridder. Men det er ligesom om, at der er noget galt. Jeg kan ikke sætte en finger på det, men et eller andet er anderledes. Måske er det hans stemme? Hans stemme virker ikke så hadefuld, som tidligere. Og på en eller anden måde, så virker kulden fra ham og hans stemme mindre intens end før.

          ”Du ser ud som om, at der er noget der plager dig.” Er det et strejf af venlighed? Eller er jeg bare ved at blive skør?
          ”Det er ikke noget du bør blande dig i.” Vreden syder gennem mig og flyver med ordene ud som en spydig flamme.

         ”Så, så. Jeg kommer ikke for at slås...” Han lyder oprigtig. Jeg ser skeptisk på ham.

         ”Hvorfor er du her så?” Jeg er sikker på, han finder min skepsis morsom.
         ”Nå, den er nysgerrig...” En lille latter kommer fra hjelmen. Jeg stirrer fortsat på ham, mens jeg forsøger ikke at blive for påvirket af hans latter. Den er kold, ja, men den virker også så... så hjemlig. Jeg ved ikke engang selv, hvad det er, og det skræmmer mig lidt.
         ”Nå, du nu gerne vil vide det, så må jeg jo hellere fortælle dig det.” Han bliver alvorlig, og hyggen fra hans latter forsvinder, og han bliver til en mørk og ond statue med et ærinde. Jeg blinker hurtigt, før jeg fortsætter min enlige stirrekonkurrence.
          ”Har Kayla fortalt dig, hvad der skete med din far?” Hans stemme lyder mystificeret og fristende. Jeg blinker overrasket over spørgsmålet. Der går et øjeblik, før jeg igen er helt tilbage i fatningen. Spil cool, tænker jeg. For guds skyld, spil cool!

         ”Kun at han tog hertil og døde.” Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, men jeg ved ikke om det har den ønskede effekt.

         ”Hvad ville du gøre, hvis jeg fortalte dig, at alt, hvad hun har sagt, er løgn?” Jeg kan høre ondskaben i hans stemme.
Jeg ryster på hovedet. For hver hovedrysten forlader mere af den opsparede coolness mig. Hans ord ryster mig, og jeg begynder at blive usikker. Den spreder sig til hver eneste nerve i min krop, og jeg min krop begynder at ryste.

           ”Nå, du har selv opdaget, at hun lyver for dig.” Hans stemme drypper med mørke flammer.

           ”Nej, hun ville aldrig... Hun ville aldrig gøre sådan noget!” Min stemme er skinger. Han ryster på hovedet.
           ”Du er for naiv lille Hannah.” Jeg sender ham et ondt blik. ”Vil du gerne kende sandheden?”
Jeg knytter mine hænder og ser ned på mine sko. ”Det vil du da, vil du ikke?” Han lyder helt elskværdig. Jeg nikker forsigtigt. ”Godt, så vil jeg fortælle dig, hvad der virkelig skete med din far.” Jeg kan fornemme et smil bag den mørke hjelm.

          ”Det hele begyndte for mange år siden. Din bedstefar, der var den retmæssige arving, afgav sin ret til tronen. Han havde nemlig foretaget en rejse væk fra Annae, hvor han havde mødt din bedstemor. Derfor forlod han Annae men lovede, at hvis Annae nogensinde skulle få brug for ham, skulle de bare kontakte ham. Efter et par år fik dine bedsteforældre din far.  Din bedstefar fortalte sin søn alt om Annae, og om det løfte han havde afgivet. Din far forstod vigtigheden af det løfte, og han følte sig beæret over den viden, han havde.” Han holder kort pause for at få vejret igen. Det, han har fortalt, er stort set det samme, som det Kayla har fortalt, dog lidt mere detaljeret. Gad vide, hvor han ved så meget fra? Jeg når ikke at spørge, før han fortsætter sin beretning.

”Men da din far var 15, lå din bedstefar for døden. Han fik sønnen til at love, at hvis Annae ville få brug for assistance, så ville han hjælpe. Da bedstefaren var død, var din far den eneste i den verden, der kendte til Annae. Din bedstefar havde nemlig ikke fortalt din bedstemor om Annae. Det var derfor, at din far besluttede, at han ikke ville fortælle din mor om Annae. Og han ville så frygtelig gerne dele sin viden med dig, men han følte ikke, at du var helt gammel nok. Så han fortalte dig om drager, og hvilke majestætiske væsner de er. Han levede et lykkeligt liv sammen med dig og din mor, men en dag kom der bud fra Annae. Mørket var begyndt at røre på sig, så de havde brug for hjælp. Din far var ikke meget for at tage af sted, men det var han jo nød til. Et løfte er et løfte.” Endnu en pause. Jeg ryster på hovedet, det her er ikke synderlig interessant. Det er en kendsgerning, at han tog af sted, og så døde han. Han tager en dyb indånding, før fortællingen fortsætter.

”Da han ankom til Annae, var han en smule forvirret. Det var jo trods alt hans første tur til Annae. Men alle var venlige og modtog ham med åbne arme. Der gik ikke mange dage, før han selv og hans fætter, den nye konge i Annae, var blevet gode venner. En uge efter hans ankomst til Annae modtog de efterretninger om mørkets placering. Kongen beordrede straks, at alle skulle gøre sig klar til et storstilet angreb på mørket. To drager meldte sig til at gå med i angrebet. Du kender jo Kayla, men også hendes bror deltog i angrebet. Kongen fik æren af Lord Arctander. Kongen skænkede så Kayla til din far, så de kunne ride side om side. Din far var yderst beæret, han havde jo hørt om drager, siden før han kunne gå, så han så med beundrende øjne på Kayla, første gang de mødte hinanden. Der var ikke meget tid til introduktion, før de tog af sted. Kongen og din far førte an i angrebet. Det var en hård kamp, men både kongen og din far nåede med deres drager til mørkets kerne. Der blev kongen fristet af mørkets magt, og han tog Lord Arctander’s sjæl og blev stærk. Ufatteligt stærk.”

Han holder en pause, og da jeg synes, den er blevet for lang, kan jeg ikke dy mig længere.

         ”Også dræbte du min far og stak af.” Vrisser jeg. Han slår en ond latter op. Jeg ser mig forvirret rundt.
         ”Ja, det er jo nok det, Lady Arctander har fortalt dig... Nå, men du ville jo høre sandheden...” Han holder en eftertænksom pause, før han endnu engang genoptager sin fortælling.
          ”I forsøget på at redde sin fætter sprang din far ind i mørket, der omkransede kongen. Desværre for ham slap han ikke ud igen.” Jeg ser forvirret op på ham.

          ”Hvad mener du?” Forvirringen i mit hoved smitter af på min stemme.
          ”Det, jeg siger, er, at i forsøget på at redde sin fætter fra mørket, blev han selv inficeret. Han blev selv formørket. Din far døde ikke, han blev formørket.”
Jeg begynder at ryste, da hans meddelelse er sunket lidt ind.

           ”Du lyver!” Råber jeg vredt. Han ryster bare på hovedet af mig.

          ”Du ville høre sandheden, og den har jeg fortalt dig. Din veninde Kayla så det ske, men kunne ikke redde din far. Det er hendes skyld, hun kunne have reddet dem, men det undlod hun.” Der er en djævelsk undertone i hans stemme.

           ”Der har været en grund til, at hun ikke har fortalt mig det, hvis det overhovedet er rigtigt.” Min stemme ryster af raseri og forvirring.

            ”Har du ikke undret dig over Dronning Lysia’s og Kayla’s forhold?” Hans stemme lyder som en slanges hvisken.

             ”Men... Men, nej. Det er ikke rigtigt! Kayla gjorde, hvad hun kunne.” Min stemme lyder som en desperat hvisken i havens stilhed.
             ”Der tager du fejl. Kayla har forrådt dig, din far og Annae.” Jeg ryster på hovedet. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg tager mig til hovedet.

             ”Nej, det er ikke sandt.” Jeg ryster over hele kroppen.

             ”Når du ikke tror mig på det område, vil du måske heller ikke tro på det her.” Han lyder bekymret men stadig dæmonisk. Jeg ser forsvarsberedt hen på ham.
             ”Ufatteligt at du ikke har genkendt mig endnu, Hannah Hanity...” Han siger mit navn i et næsten kærligt tonefald.
Mit hjerte springer et slag over. Hannah Hanity... Det kan ikke passe...
Det sortner for mine øjne, idet en tanke strejfer mit sind.

Far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...