Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4197Visninger
AA

39. Byen af glas og viden

Da vi flyver over et bjerg og bevæger os over en større skov, får jeg øje på Eruoditio. Byen er bygget helt anderledes op en Bellator. Her er der ikke en stor borg i centrum med byen bygget op omkring, nej det virker mere som om, at det hele hænger sammen, der er ikke rigtig noget centrum.

Byens yderkant når næsten helt ud til skoven, mens den til højre for os grænser op til en flod, mens den lige fremme ligger op af en bjergkæde, der fuldstændig omslutter byen. Bortset fra et enkelt sted, hvor der er en passage, man er i stand til at bevæge sig igennem, før bjergkæden fortsætter. Om bjergkæden er opstået under naturlige omstændigheder eller ej, skal jeg ikke kunne sige.

Byens bygninger består mest af glas, farvet og gennemsigtigt. Enkelte glasbygninger ser ud til at have helt sorte glas, men det er kun de allerhøjeste af bygningerne.
Da vi er kommet lidt tættere på, lader Kayla os nærme det grønne græs i en af skovens lysninger. Luften presser let mod mine ører, og det kilder let i maven.
Med bløde bump lander Kayla med sine fire ben på græsset. Hendes orange skæl glimter i eftermiddagssolen. Kayla’s tidsplan holdte utroligt nok rimelig godt, det blev kun til 2 pauser på turen.
Jeg svinger mit højre ben over bag mig, og lader mig glide ned af Kayla’s ryg. Jeg lander i græsset med et bump, og en rystelse breder sig fra mine ben til mit hoved.
Kayla ser forsigtigt hen på mig.

       ”Vi bliver nød til at finde ud af, hvad vi gør nu.” Mumler hun utydeligt. Hun er sikkert ikke videre lykkelig over uvidenheden, for hvad er egentlig det bedste at gøre?
Jeg nikker til hende og placere min popo i græsset. Kayla sætter sig også, men da hendes bagdel rammer jordoverfladen sender det en rysten gennem jordskorpen, der får mig til at lette et par centimeter fra jorden.
        ”Hvad foreslår du Kayla?” Spørger jeg hende, da jeg har fået sat mig tilrette igen.
        ”Vi har vel egentlig kun to grundlæggende muligheder. Den første; du tager hjem nu og kommer tilbage, når portalen åbner igen...”
        ”Det nægter jeg at gøre!” Afbryder jeg hende.
        ”Så er det jo godt, at der er den anden mulighed; du bliver her, vi finder mørket og bekæmper det.”
        ”Og hvad gør vi så?” Spørger jeg nervøst, for det lød ikke som om, at hun var helt færdig.
         ”Enten tager du hjem til din egen verden i tre års tid, hvorefter du kan vælge at vende tilbage eller ej. Eller også kan du jo blive her. Men det er jo din beslutning.”
Jeg nikker langsomt for at vise, at jeg har forstået mulighederne. Enten tager jeg hjem, beroliger mor, forklarer hende situationen og derefter eventuelt tage tilbage hertil tre år senere, eller også bliver jeg her sammen med Martin, Claude, Zach og Kayla, men efterlader mor, Line og alle andre i uvidenhed. Jeg sukker opgivende. Det er ikke en beslutning, jeg har lyst til at tage. Ikke endnu.

 

***

         ”Nå, men hvordan finder vi mørket, og hvordan bekæmper vi det?” Spørger jeg for at skifte emne.
         ”I teorien bør mørket befinde sig i nærheden af portalen, så det er i hvert fald der vi skal hen først.” Svarer hun eftertænksomt.
         ”Men hvordan bekæmper vi det? Er der overhovedet noget, vi kan gøre?” Fortvivlelsen følger med hvert eneste af mine ord.
         ”Der er altid noget man kan gøre Hannah, man skal bare tro på det. Du fik da jaget mørket væk, da det havde besat dig, ikke sandt? Tro mig, det er muligt.”
Jeg sukker opgivende. Jeg ved ikke engang, hvad det var jeg gjorde, eller om det overhovedet var mig, der gjorde noget. Fra mit synspunkt virker det stadig som om, at det var ægget, der reddede mig.
         ”Det skal nok gå Hannah.”
         ”Selvfølgelig.” Siger jeg smilende, selvom tvivlen ligger gemt lige under overfladen.
Kayla smiler tilfredst, et eller andet må jeg have gjort rigtigt.
        ”Hvordan finder vi så den der portal?” Nysgerrigheden bobler let i min maven, for jeg kunne umiddelbart ikke se noget fra Kayla’s ryg for få øjeblikke siden.
Hun ser forundret på mig. ”Det er ikke så slemt, for jeg har en rimelig god ide om, hvor den er. Problemet er at komme derhen.”
         ”Hvad mener du med det?” For umiddelbart virkede det ikke som om, at der var de store farer i og omkring Euroditio.
          ”Dronning Lysia har nok højst sandsynligt efterlyst i hvert fald dig, og nok højst sandsynligt også mig. Og jeg er jo bare lidt tydelig i landskabet.”
Jeg ser vurderende på hende. Det må være århundredets underdrivelse, med hendes orange-gule skæl, der glimter i solen, hendes gule øjne, hendes lange hale, hendes store vinger, hendes sorte klør og hendes størrelse generelt, så er sandsynligheden for, at folk bare vil overse hende eller tage hende for en hund, lig 0.
         ”Hvor er portalen så?” At vide, hvor den er, er jo altid en begyndelse. At komme der hen er jo en helt anden sag.

”Portalen ligger på den anden side af Eruditio. Sidst jeg var her, mens den var åben, lå den frit fremme, men den var svær at se. Den er vist mest tydelig, når den er aktiveret.” Endnu engang lyder hun meget eftertænksom. Det må være et stykke tid siden, hun sidst satte sine ben i Eruditio, i hvert fald  tre år efter hvad hun har fortalt om portalen.
Jeg tænker, så det knager. Kayla kan ikke bare flyve over Eruditio, vi ville blive opdaget på ingen tid. Hun kan jo heller ikke bare vade lige igennem, så ville vi have endnu kortere tid til at finde den forbandede portal. Jeg kunne jo gå igennem, forhåbentligt uden at blive opdaget. Jeg kunne også svømme op af floden, men jeg ville nok ikke nå ret langt grundet strømmen, og så er jeg heller ikke verdens bedste svømmer.
         ”Hvad er der tilbage i tasken?” Spørger jeg efter et par minutters tænkepause.
         ”Lidt brød, tror jeg. Hvorfor? Er du nu sulten igen?” Spørger hun bebrejdende. Hun har åbenbart også opdaget min svaghed for mad, fandens.
Jeg svarer hende ikke, men går med bestemte skridt hen til hende, og hiver tasken ned fra hendes ryg. Hvor var det nu, jeg var ellers så sikker på, jeg havde set det. Jeg roder rundt mellem de sidste stykker brød, til jeg endelig finder, hvad jeg ledte efter. Ud af tasken trækker jeg et stykke grønt stof, jeg binder om hovedet som sjal. Tasken smider jeg over skulderen.
Kayla’s latter afbryder mig i mit forsøg på at forklæde mig. Jeg ser forundret på hende under sjalets kant.      

        ”Nej, der er ikke noget galt. Det er faktisk en okay ide Hannah, men du ligner altså ikke hundredeprocent en fra Eruditio...”
       ”Hvis nogen spørger, så er jeg turist.” Svarer jeg muntert.
       ”Det faktum, at du er en pige, udelukker, at du er fra Bellator. Med din påklædning ligner du hverken en fra Parsimonia eller Medicum. Men du kan jo altid sige, at du er flygtet fra Oppidum, grundet urolighederne...”
Jeg nikker til hende, forstået. Jeg er hermed fra Oppidum, hvorfra jeg flygtede, på baggrund af angrebet, hvilket egentlig ikke er helt ved siden af.
       ”Hvad er din plan så Hannah?” Spørger Kayla nysgerrigt.
       ”Jeg bevæger mig rundt i Eruditio og forsøger at finde vejen ud til portalen. Hvis jeg møder nogen, der spørger, så hedder jeg Line og kommer fra Oppidum. Jeg er lige ankommet til Eruditio, da jeg flygtede fra urolighederne i Oppidum. Forhåbentlig vil de så lade være med at spørge mere, hvorefter jeg vil være i stand til at komme videre. Alt imens jeg bevæger mig igennem byen, flyver du udenom, så du ikke bliver opdaget.” Hun smiler forsigtigt.

         ”Javel general! Vi ses ved portalen.”

En rødme spreder sig i mine kinder. ”Det gør vi.”
Hun spreder sine vinger ud og letter fra jorden med rytmiske vingeslag.

Hun når hurtigt ud af min synsvinkel, så jeg begynder at bevæge mig mod Eruditio.
Det går faktisk forholdsvist hurtigt, jeg sidder kun fast i enkelte grene, men ellers går det som smurt. Da jeg står i skovkanten, er der kun omkring ti meter hen til de første huse, de er ikke så store som dem lidt længere inde, men stadig rimelig høje. Så vidt jeg kan se treetager med glas, måske med tagterrasse.

Jeg synker en klump, før jeg med hurtige skridt bevæger mig over græsset. Et eller andet siger mig bare, at det er skidt at blive taget på græsset, taget udenfor byen. Det vil være lettere at forklare sig længere inde i byen, tættere på de høje bygninger, hvor der forhåbentligt vil være en del mennesker, jeg kan blande mig lidt med.
Jeg sænker tempoet lidt, da jeg er kommet forbi de første ti glasbygninger. De bliver bare større og større, for hvert andet hus man kommer længere ind i byen. Gaden er brostens belagt, jeg har endnu ikke set et eneste menneske. Kun en enkelt skygge i en af glasruderne, men det er også det. Jeg sukker, hvis jeg ikke snart begynder at møde folk, går jeg seriøst i panik. At være den eneste i en by er forholdsvis creepy.
Da jeg ikke kan komme mere lige ud drejer jeg til venstre. Da jeg kommer om hjørnet, knytter jeg min venstrehånd og lader min pegefinder stritte frem. På den måde kan jeg se, hvor mange gange jeg drejer, og i hvilken retning det vil være smartest at gå, så jeg kan fortsætte mod den anden side af Eruditio.

Jeg drejer en gang til højre, og gør det samme med højre hånd. Og sikke en forandring. Husene er stadig høje og af glas, men lige pludselig er der bare mennesker. Før jeg drejede, havde jeg ikke troet, at der ville være så meget liv på den anden side af den mørkerøde glas mur. Jeg tager en dyb indånding, før jeg begynder at mase mig ind i folkemængden, mens jeg forsøger ikke at støde ind i for mange.
Der går fem minutter og jeg begynder at slappe af.
Det skal nok gå alt sammen. Jeg drejer af til højre og kommer ud på en lige så befolket gade. Mit system med fingrene fungerer okay, men det er ikke nemt at finde ud af, hvor man bør dreje med alle de mennesker. Jeg sukker opgivende, det havde garanteret været hurtigere og nemmere at flyve uden om sammen med Kayla. Men det er der jo ikke så meget at gøre ved nu, nu er jeg her og skal finde en vej ud. Det bliver jeg nød til, og det i en fart. For med den fart jeg har bevæget mig i den sidste halve time, så er Kayla garanteret næsten allerede fremme ved portalen.
Jeg sukker endnu engang, før jeg fortsætter vandringen ned gennem de menneskefyldte gader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...