Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4563Visninger
AA

22. Brand

Jeg ser ned på vores skygger, som bølger hen over gaden under os. Menneskene ser så små ud. Kun få af dem kigger op på os, da vores skygger bølger hen over dem. Kayla flyver mere forsigtigt, end hun gjorde, da vi ankom til Oppidum. Men på den anden side, så kan det heller ikke blive meget vildere end vores entre. Jeg bliver helt rundtosset ved tanken om de mange spiraler og dyk, som vi foretog os, da vi ankom hertil.

         ”Wow! Jeg har aldrig set byen sådan her før!” Siger Zach med beundring i stemmen. Jeg smiler lidt for mig selv, mens jeg ryster på hovedet. Hvorfor skal han være så sød nu?

         ”Nå, De synes om udsigten?” Spørger Kayla. Hvorfor i alverden skal de stadig være så formelle overfor hinanden? Det virker så... forkert. Man kunne nok også beskrive det som mærkeligt. Jeg ryster endnu engang på hovedet. Denne gang ikke fordi jeg selv laver noget dumt, men fordi det, de har gang i, er komplet åndssvagt.

          ”Ja, det er en vidunderlig udsigt. Men hvad skal der ske med hendes majestæt?” Spørger han. Han lyder bekymret.  Kayla mumler et eller andet utydeligt. ”Fortæl mig ikke, at I ikke har tænkt jer at redde min mor?” Han lyder panisk, og måske også en smule vred. Stakkels Zach. Det gør helt ondt inde i maven. Jeg er lige ved at græde, ikke kun fordi vi ikke har tænkt på dronning Lysia, som jeg egentlig ikke har så meget til overs for, men fordi jeg også savner min mor, og Zachs sorg over, at vi ikke kan have hans mor med, minder mig om mit eget savn til min mor. En tåre løber ned af min venstre kind. Fordømt. Jeg giver slip med den ene hånd og tørrer den arrigt væk. Jeg skynder mig at gribe fat i Kayla igen, da jeg kan mærke, at jeg er ved at komme ud af balance.

        ”Vi har grund til at tro, at det kun er Dem, som er i fare.” Får Kayla frem.

        ”I tror, at min mor ikke er i fare?! Det er mørket for helvede, selvfølgelig er hun i fare!” Råber han vredt. Det gør ondt i mine ører, og så er jeg også forundret over, at han bandede. Det troede jeg ikke, at prinser sådan gik og gjorde. Kayla virker også forundret.

         ”Rolig nu. Okay, er hendes majestæt i slottet i dag?” Spørger Kayla Zach i et undskyldende tonefald. Jeg begynder at føle mig overflødig. Jeg sidder bare her mellem de to, som fører samtale.

         ”Nej, hun skyndte sig af sted til Parsimonia. En eller anden haste sag kom vist op. Noget med et røveri af en eller anden art...” Parsimonia... Hvilken by var det nu det var?

         ”Okay, så økonomien er i problemer igen... Dronningen bør være i sikkerhed der, vi har trods alt kun observeret mørket her i Oppidum.” Jeg kan mærke, hvordan Zachs greb om livet på mig strammes. Han nikker lidt. ”Er De okay deromme, eller er De faldet af?” Spørger Kayla drilsk.

         ”Nej, jeg er her endnu. Jeg stoler på deres dømmekraft Lady Arctander.” Kayla mumler et eller andet, men det lyder anerkendende, i hvert fald fra hvor jeg er placeret.

                                                                                    ***

         ”Er du okay, Han? Du er så stille?” Det er Zach, som hvisker ind i mit højre øre.

Jeg nikker. ”Jeg har det fint, der er bare ikke så meget at sige.” Han klemmer mig lidt om livet. ”Hvad med dig? Er du okay, Zach?” Spørger jeg ham. Tit når folk spørger mig, om jeg er okay, er det egentlig fordi, de selv gerne vil spørges.

         ”Jeg er okay, tror jeg. Jeg er bare lidt bekymret for min mor.” Hvisker han stille.

         ”Det skal nok gå, din mor skal nok klare sig.” Hvisker jeg tilbage. Ikke fordi jeg er bekymret for hans mor, men mere for at trøste ham.

         ”Mange tak Han. Det håber jeg også.” Hvisker han ind i mit øre. Han lyder stadig bekymret. Hvad kan jeg dog gøre, så han ikke behøver at være så bekymret?

 

Vi er nået til udkanten af byen, da Zach pludselig udbryder.

       ”Lady Arctander, vil De ikke være så venlig at vende rundt, så jeg kan se Oppidum en sidste gang?” Kayla virker forvirret et øjeblik, før hun vender 180 grader rundt i luften, så vi står stille med hovedet vendt mod Oppidum. Stakkels Zach, det må være hårdt for ham, bare sådan at skulle forlade sit hjem.

Pludselig står der flammer ud af siden på ”slottet”, og der flyver glasskår ud gennem luften. Kayla flyver lidt tilbage af forskrækkelse. Et gisp slipper ud af min mund. Jeg kan høre skrigene fra menneskene på gaden. Jeg vender hovedet for at se på Zach. Han er helt hvid i hovedet.

          ”Vi må hellere komme af sted.” Siger Kayla bekymret, men afventende. Hun venter på et svar. Der kommer intet, og hun bliver vist utålmodig. ”Deres majestæt! Vi er nød til at komme af sted nu!” Hun lyder bekymret, men bestemt. Zach må være kommet ud af sin trance, for han er i stand til at svare Kayla.

            ”Ja, De har ret.” Det er ikke mere end en mumlen, men Kayla må have hørt det, for lynhurtigt er hun vendt rundt, og som skudt ud af en kanon flyver vi væk fra den brændende by.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...