Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4621Visninger
AA

31. Blod

Jeg misser med øjnene, før de har vendet sig til lyset, der strømmer ind af vinduerne. Min højre arm bliver ført om bag ryggen på mig, sammen med sværdet. Jeg drejer hovedet, eller min krop gør, jeg følger bare med. Mine øjne afsøger hurtigt rummet. 2 vagter, Martin og Zach. De er de eneste i lokalet, mødet må være ovre. Jeg ånder lettet op, men min krop er udtryksløs, den føler ikke min lettelse over, at der er nogen til at passe på Zach.
           ”Han! Jeg skulle lige til at gå ud og lede efter dig!” Zach smiler over hele hovedet. Mine læber formes i et forsigtigt smil.

           ”Jeg har også ledt efter dig.” Mit hoved lægger sig let på skrå, og min stemme er sukkersød.

Opdag det for helvede Zach, opdag det nu! Det er ikke mig, der taler! Jeg prøver at advare ham, få ham til at blive væk. Men der er ikke en muskel, der rører sig, ikke et ord der kommer over mine læber.
Han smiler akavet til mig. Er han klar over, at jeg ikke er mig selv? Jeg håber det virkelig.
Men som altid er jeg uheldig. Han ryster på hovedet, før han går hen imod mig.

          ”Nå, skal vi besøge køkkenet nu? Der er stadig lidt tid, før vi skal mødes med de andre.” Bliv nu væk!
          ”Det lyder hyggeligt, men du kommer desværre ikke til at besøge køkkenet.” Min stemme ændrer sig fra at være sukkersød og varm til at være kold og følelsesløs. Han ser forundret på mig. ”Faktisk, så kommer du aldrig til at besøge et køkken igen.” Mit smil forandres. Det er ikke længere forsigtigt, men et grumt smil.

          ”Han, er du okay? Du virker ikke som dig selv...”

Mit smil bliver bredere.
Langsomt fører min krop min højre arm og sværdet frem, så det kan ses.

         ”Hun har et sværd!” Konstaterer en af vagterne. Han ser på den anden vagt, og de nikker til hinanden, før de også trækker deres sværd. Klingerne glimter lystigt i sollyset. De løber hen mod mig. Frygten spreder sig i mig, men min krop mærker ikke min frygt. Den står urokkelig og umærket af situationen.

         ”I må ikke skade hende!” Zach’s stemme ryster.

Soldaterne ænser ikke hans udbrud, men fortsætter ufortrødent deres retning mod mig. Min hånd knuger lidt hårdere om sværdet. Den første soldat hæver sit sværd og slår mod mig. Jeg springer let og elegant til højre, før jeg giver ham et spark i siden. Jeg vidste ikke en gang, at jeg kunne det.

Soldaten vakler nogle skridt tilbage og er lige ved at støde ind i den anden, som kommer løbende mod mig med hævet sværd. Et smil spiller i min mundvige. Han slår mod mig, endnu et hop til siden. Han ser forbløffet på mig. Mit smil breder sig over mit ansigt. Jeg har bange anelser. Soldaten slår efter mig igen, jeg snurrer rundt, og lyden af noget skarpt der skærer igennem kød lyder gennem tronsalen. Jeg ser forundret på sværdet, der før glimtede i solen. Nu er det rødt, og blodet drypper langsomt ned på gulvet. Foran mig falder soldaten sammen, og under ham begynder en blodpøl at antage sin form.
Jeg får lyst til at holde mig for munden, men kan ikke. Min krop stiller sig endnu engang i kampposition. Den er klar på den næste. Den anden soldat ser forvirret på sin faldne kammerat, før han ser på mig med vreden skrevet i hvert eneste ansigtstræk.

Han råber et krigsråb, før han endnu engang kommer styrtende mod mig med raseriet pulserende rundt i sine årer. Min krop er rolig og klar på hans modangreb, mens jeg personligt er ved at gå i spåner af rædsel. Jeg har slået en mand ihjel... Blodet fra sværdet drypper ned på min højre hånd. Jeg kan mærke den klæbrige masse, og lugten af jern river i mine næsebor.
Mere når jeg ikke at lægge mærke til, før soldaten står foran mig med hævet sværd og rasende øjne. Sværdet suser forbi mig, da jeg så let som ingenting træder til side.
Jeg ser soldaten i øjnene. Vreden brænder som en ustyrlig flamme i hans øjne. Hans sværd kløver gennem luften, men mit sværd blokerer slaget. Sværdene runger mod hinanden, og den skarpe lyd af sværdklinger, der støder sammen, blander sig med de klynkende lyde fra den halvdøde soldat på gulvet.


Min krop holder sværdet i en hånd og holder med lethed hans angreb tilbage. Med et let twist med mit håndled tvinger min krop soldaten til at give slip på sværdet. Det flyver gennem luften og rammer gulvet med en raslende lyd. Soldaten ser længselsfuldt efter sværdet, der ligger flere meter bag ham. Da det går op for ham, at han ikke kan nå derhen, ser han tilbage på mig. Jeg ser ham i øjnene og kan se, at vreden er blevet erstattet med frygt.
Mit ansigt fortrækker sig i et smil, der rummer alverdens ondskab. Jeg forstår ingenting, hvorfor kan jeg ikke stoppe? Mit ben er ulydigt og sparker den stakkels soldat i tindingen. Han falder til jorden med et bump. Jeg svinger sværdet en omgang over hovedet, før jeg stikker hm i ryggen. Blodet sprøjter let hen over hans blå trøje, da jeg trækker sværdet op. Kort tid efter er trøjen ikke længere blå. Endnu en blodpøl begynder at tage form på gulvet, og lugten af blod i luften forstærkes markant.


         ”Han, hvad er det, du laver?” Zach, som jeg næsten havde glemt i min forargelse og forundring over, det jeg lige har gjort, lyder forfærdet og rædselsslagen.

         ”Årh, ikke noget særligt. Jeg tager mig bare af et lille skadedyrsproblem.” Min stemme er ond og kold, og jeg håber, at Zach kan se, at det her ikke er noget, jeg ville gøre. Aldrig.
         ”Deres højhed, De må hellere komme af sted.” Martin holder fast i Zach’s ærme.

         ”Nej, nu må prinsen ikke gå. Det er jo nu, det begynder at blive sjovt.” Mit onde smil breder sig endnu mere.
         ”Han, jeg ved, det ikke er dig.” Zach har genfundet hans ro. Gudskelov! Endelig opdager han det. Endelig opdager han, at det ikke er mig.
         ”Ser man det, prinsen er ikke helt dum.” Min stemme bliver igen sukkersød.

         ”Hvem er du? Og hvad har du gjort ved Han?” Han virker vred.
         ”Hvem, jeg er, er ikke så væsentligt. For dig er det væsentligste, at lille Hannah stadig er herinde et sted.” Jeg peger med min venstre tommeltot mod min brystkasse. Zach ser forfærdet på mig. ”Så min unge ven, du vil ikke være i stand til at skade mig, uden at skade din elskede Han.” 

Zach står som frosset til jorden med Martin ved sin side. Imens er alvoren af situationen ved at gå op for mig.

Zach kan ikke stoppe det her, det er der ingen der kan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...