Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4190Visninger
AA

34. Besøg

Jeg sidder ret op og ned i den alt for bløde seng. Jeg bevæger lidt på min højre hånd. Kæderne, der binder mine håndled sammen, rasler, og sengens fjedrer knirker. Jeg sukker. Jeg kommer nok ikke til at få meget søvn i det her larmende monstrum af en seng.

Jeg lægger mig dog alligevel ned, jeg kan jo lige så godt prøve på at få noget søvn. Sengen klager sig højlydt, da mit hoved rammer madrassen. Der er ingen pude, men der er et tæppe. Jeg trækker det forsigtigt over mig, mens jeg forsøger at bevæge mig så lidt som muligt. Forgæves, sengen reagerer prompte på bevægelsen. Da jeg endelig har lagt mig nogenlunde til rette, lukker jeg øjnene og forsøger at falde i søvn. Utroligt nok lykkes det næsten med det samme.

                                                                              ***

Det er mørkt. Meget mørkt. Jeg kan ikke se noget som helst, aner ikke, hvor jeg er. Pludselig ser jeg lys længere fremme, jeg bevæger mig hen mod det. Jeg ved ikke, hvordan jeg bevæger mig. Det føles ikke som at gå, men mere som en blanding mellem at svæve og at svømme. Besværet når jeg frem til lyskeglen. I midten af den sidder Zach. Han sidder i bar overkrop, lysten til at bevæge mig hen til ham og holde om ham vokser. Zach. Han vender sit hoved mod mig. Jeg forsøger at skrige, men der kommer intet ud. Hans ansigt... Det er... væk... Han rejser sig op, og på rystende ben går han over mod mig. Han vakler usikkert fra side til side, som en der har fået alt for meget at drikke.

       ”Zach...” Hans navn slipper ud gennem mine læber som en hvisken. Den ansigtsløse Zach står nu lige overfor mig, da han stopper op. Han bøjer hovedet, så jeg ikke kan se hans manglende ansigt.
Jeg rækker en hånd ud mod ham, men da han ser op... Jeg vælter bag over af rædsel. Hans ansigt det... Jeg ville næsten ønske, at det ville forsvinde igen. Blodet løber i en lind strøm ud af hans mund og ned over hans hage. Næsen sidder skævt, og blodet sidder i klumper over hans overlæbe som en moustache. Hans øjenlåg er ophovnede og blå.

        ”Zach?” Han smiler et skævt smil, der viser hans tænder der er røde af blod. Og så falder han, ned gennem lyskeglen, ned i mørket, hvor den ikke når ned. Jeg forsøger at komme derned, men noget holder mig væk. Det føles som om mørket presser mig tilbage. Lyskeglen forsvinder få sekunder efter, at Zach er forsvundet ned i mørket.
Mørket bliver tættere. Det flyder ned i min mund og presser sig ned gennem min hals til mine lunger og stopper min vejrtrækningen. Jeg forsøger endnu en gang at skrige, men manglen på luft gør det umuligt. Et sus i maven fortæller mig, at jeg også falder. Falder ned i intetheden, ned i mørket.

Jeg vågner med et sæt, da jeg rammer stengulvet i cellen. Jeg kan ikke bevæge mig og med tårerne trillende ned af kinderne, falder jeg i søvn på det kolde stengulv.

                                                                                    ***

Jeg vågner endnu en gang. Denne gang er det lyden af raslende nøgler, der vækker mig. Jeg sætter mig forskrækket op. Nogen er på vej ind i cellen.

Jeg sidder musestille, som ville personerne udenfor ikke opdage mig her ved siden af sengen.
Da døren glider næsten lydløst op, strømmer lys ind fra gangen udenfor cellen. En bred skikkelse står i døråbningen med en fakkel i hånden. Den brede skikkelse træder ind i cellen med fakkelen højt hævet. Det er første gang jeg kan se ordentligt i cellen. Der ligger som i alle de andre celler et tykt lag af støv og sand på gulvet, men jeg kan hverken se rotter eller edderkopper. Vagten, som har fuldskæg og en skæv næse, træder til side fra døren. Bag ham kommer to andre skikkelser nu til syne.
Den ene lidt højere end den anden. Den ene har en eller anden mærkelig hat på... Martin? Jeg ser forundret hen på skikkelserne, og da de træder ind i cellen i fakkelens lys, kan jeg se deres ansigter. Mit ansigt lyser op i et stort smil.

       ”Han! Er du okay?” Zach løber over mod mig og falder på knæ foran mig. Han giver mig et knus. Jeg kan grundet de forbandede kæder ikke kramme ham igen.
Jeg smiler til ham.

       ”Godt at se, at du er okay Han.” Han smiler lettet.
       ”Zach... Hvad laver du her?” Spørger jeg stille. Han ryster opgivende på hovedet.

       ”For at advare dig Han.” Jeg ser uforstående op på ham. ”Den seng bør du ikke sove i. Den er designet specielt til at gøre folk vanvittige.”

Jeg smiler endnu bredere.

        ”Du kom for at advare mod det knirkende monster?” Spørger jeg med et grin. Han ryster på hovedet.    

        ”Ikke kun det, Han. Min mor har set sig gal på dig, hun er overbevist om, at det var dig, der forsøgte at dræbe mig.” Jeg ser forvirret op på ham, som om jeg ikke ved, at hun tror, at det var mig, der gjorde det.

Selvom man egentlig ikke kan bebrejde hende det. Hvis jeg havde set en eller anden med et blodigt sværd i hånden ved siden af to halvdøde personer, ville jeg nok også være kommet frem til samme konklusion.
        ”De siger måske, at De vil få en retssag Lady Hannah. Men tro mig, de mener det ikke. Og hvis De skulle være så heldig at få en, ville den nok langt fra blive fair.” Martins forsigtige stemme bryder gennem mine tanker. Jeg havde næsten glemt, at han var her.

          ”Hvad skal jeg så gøre?” Spørger jeg forvirret.
          ”Bare rolig Han, det skal du ikke tænke på. Martin og jeg er ved at finde på noget. Bare tag det roligt, der er ikke nogen der får lov til at skade dig.” Zach lægger forsigtigt en hånd mod min venstre kind. Det føles rart.
          ”Deres majestæt, De må hellere gå tilbage nu.” Bekendtgør den bredskuldrede soldat med en lysere stemme, end jeg havde regnet med. Zach nikker til ham.

         ”Jeg bliver nød til at gå nu. Husk at tage det roligt, det skal nok gå. Vi skal nok redde dig.” Jeg smiler lettet til ham.

         ”Det ved jeg.” Han smiler tilbage.
Zach bevæger sig langsomt ud af cellen, før han vender sig om og smiler til mig. Martin bukker for mig, før han skal til at gå.

         ”Øhm, Martin?” spørger jeg forsigtigt. Han ser forundret hen på mig. ”Vil du passe på ham?” Han smiler til mig.

         ”Selvfølgelig Lady Hannah.” Jeg smiler taknemmeligt til ham, før også han står ude på gangen.

Vagten lukker omhyggeligt døren, lige før lyden af nøgler når mine ører.
Deres trin bevæger sig langsomt længere væk fra cellen og sammen med dem, forsvinder lyset fra faklen.

Her sidder jeg så igen. Alene, i en mørk celle, med jernkæder raslende fra både arme og ben. Men mørket er ikke så tæt længere. Det er som om her er blevet lysere.

Jeg lægger mig ned i støvet for at få noget søvn. Der er ikke så meget andet at lave. Jeg smiler for mig selv, da mine øjenlåg glider i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...