Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4617Visninger
AA

12. Audiensen

Soldaterne i blåt vender rundt. Kayla puffer til mig med sin hale. Det er et blidt puf, men også et bestemt et. Det betyder vel, at jeg skal følge med. Vi går i stilhed efter soldaterne hen til en stor, blå kasse. Dørene åbnes, og soldaterne træder ind. Den soldat, som højst sandsynligt leder de andre, bukker let og viser en arm ind i kassen. Kayla og jeg følger hans gestus og går derind.

Det ligner en elevator. En meget stor en af slagsen. Ja, for at beskrive, hvor stor den er, kan jeg bare sige, at Kayla ikke har problemer med at stå oprejst.

”Kassen” bevæger sig. Det føles også som en elevator.

         ”Lady Arctander, Lady Hannah. Vi er nu på vej til tronsalen. Jeg håber, at de vil tilgive den hårde modtagelse.” Lederen bukker forsigtigt for os. Jeg rødmer, ikke fordi han er sød eller noget, men jeg er altså ikke vant til, at folk for det første kalder mig Lady, og for det andet bukker for mig.

         ”Stå ret soldat. Alt er forladt.” Siger Kayla med myndig stemme. Der er et smil på hendes læber. Hun synes nok, at han er lidt morsom.

Soldaten bukker endnu engang, træder til side og ånder lettet op. Han var åbenbart en smule bange for, at Kayla ville bære nag til ham. Dragens ånde. Jeg ville nok også være bange for, at blive ramt af en sådan forbandelse, men jeg kender jo Kayla. Jeg tror ikke, at hun har tænkt sig at forbande nogen.

Dørene til ”kassen” åbnes, og jeg kan se, at vi har flyttet os. Vi ser ikke ud på en platform, men ind i en stor gang, som faktisk er meget betagende. Næsten lige så betagende som byen. Gulvene er cremefarvede, jeg tror, at det er marmor. På væggene hænger flotte malerier og vægtæpper. Vægtæpperne er kongeblå, også er der broderet en gylden drage på. Det må være for at vise, at Arctander-slægten også har haft indflydelse på Martamus-slægten.

Soldaterne går ud af ”kassen”. De stiller sig på en lang række, fra ”kassen” og hen til en majestætisk stor trædør. De bukker. Hvad skal jeg gøre? Hvad er det, som er naturligt ved denne her situation? Jeg ser op på Kayla, for at få en hjælpende hånd. Kayla må kunne se min forvirring, for hun nikker i retningen af døren. Okay, så vi skal gå den vej. Jeg går forsigtigt ud på marmorgulvet. Koldt. Gulvet er koldt, men hvad kan man forvente sig af marmor? Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg ikke længere har sko på.

Da vi går gennem gangen, kan jeg se hvordan soldaternes øjne følger os.

Hey, gav ham der mig ikke lige elevatorblikket? Jeg sender ham et iskoldt blik, og han slår øjnene i gulvet. Vi fortsætter forbi soldaterne hen til døren. Alt i bygningen er faktisk en smule oversized. Måske fordi der også skal være god plads til drager. Arctander-slægten har jo trods alt haft stor betydning for Annae. Eller det er i hvert fald, hvad jeg har fået at vide. Da vi når hen til døren, kigger jeg på Kayla. Hun ser også på mig.

        ”Nå, er du klar?” Hun virker selv lidt nervøs.

        ”Ja, selvfølgelig. Det er jo trods alt dig, som skal føre ordet.” Siger jeg med et smil på læben. Hun ryster bare på hovedet. Døren går op, og det gør mig i stand til at se ind i et storslået rum. Gulvet i tronsalen er det samme som i gangen. Cremefarvet marmor. Væggene er også meget ens. For enden af tronsalen står der en trone foran et kongeblåt tæppe. På tronen sidder der en midaldrende kvinde med lyst hår i en stor lyseblå kjole. Hun har en krone på hovedet. Det må være dronningen. Hvad var det nu hun hed? Det var et eller andet med Lys…

         ”Kaptajn, hvem er det, du fører med dig?” Spørger dronningen med myndig stemme. Det lyder lidt, som når Kayla giver ordre. Soldaten, som bad om tilgivelse, træder frem. Så han bestemmer altså over de andre. Jeg er ikke helt ringe til det der med at læse folk, eller også var det bare held. Jeg tror, jeg personligt vil skyde på det sidste.

         ”Deres majestæt, må jeg præsentere dem for Lady Arctander og hendes kommende vogter Lady Hannah.” Det er åbenbart vores stikord, for Kayla puffer mig forsigtigt længere ind i tronsalen.

        ”Kayla. Det er ved at være længe siden.” Dronningen smiler til Kayla.

        ”Alt for længe deres majestæt.” Kayla bukker for hende.

        ”Du behøver ikke være så formel. Nå du er så Kaylas kommende vogter?” Spørgsmålet er åbenbart henvendt til mig. Fandens, jeg havde lige håbet på, at jeg ikke ville være nød til at svare på noget som helst. Jeg nikker lidt, før jeg får fremstammet. ”Ja, deres majestæt.”

Hun griner lidt. ”Som jeg lige sagde til Kayla. Du behøver ikke være så formel. Bare kald mig Lysia.” Nå ja, det var det hun hed. Dronning Lysia.

Jeg kigger genert ned i gulvet.

Hun vender blikket tilbage mod Kayla. ”Hvad har egentlig bragt dig til Oppidum?” Hun virker umiddelbart ganske nysgerrig.

        ”Mørket er blevet stærkere, deres majestæt. Og vi kommer for at passe på dem og deres søn.” Jeg kan mærke, at Kayla er meget forsigtig med sit ordvalg.

Lysia sukker. ”Kayla, Kayla, Kayla. Min søn og jeg er i sikkerhed her i Oppidum, og hvad mørket angår, så er militærrådet i gang med at debattere emnet. Vi er i øjeblikket i sikkerhed. Men det er rart at vide, at du tænker på os.” Dronningen smiler. Jeg kan ikke lide det smil. Jeg kan ikke sætte en finger på det, men der er bare et eller andet galt. ”Når nu I er kommet den lange vej, skal I selvfølgelig blive behandlet som Oppidum’s gæster. Men jeg kan ikke tilbyde jer at blive en del af hverken min eller min søns livgarde.” Det sidste bliver sagt meget bestemt, og fornemmer jeg også en smule hårdhed i hendes stemme? Jeg er ikke sikker på hvorfor, men jeg er ikke helt tryg ved dronning Lysia.

           ”Som de ønsker.” Kayla bukker for hende. Jeg ser lidt forvirret på hende. Kayla giver mig et bestemt blik. Jeg skynder mig at neje.

           ”Kaptajn før Lady Arctander og Lady Hannah til gæstegemakkerne.”

Kaptajnen træder frem og bukker for hende, mens han siger. ”Javel deres majestæt.” Han fører armen i en gestus mod trædøren. Kayla bukker endnu engang, og jeg skynder mig at følge trop, før vi går ud af døren. Vi står igen i den lange gang.

           ”Hvis De vil være så venlig at følge med.” Vi når ikke at svare, før kaptajnen er på vej hen af gangen. Jeg ser op på Kayla, før jeg følger efter ham. Hun ser ikke glad ud. En smule frustreret måske? 

Vi bliver endnu engang ført ind i ”kassen”. Den bevæger sig, og da dørene åbner, ser vi ud i en gang, som er stort set mage til den anden. Udsigten fra vinduerne er lidt anderledes, men ellers er gangene identiske, der er dog ikke nogen majestætisk dør for enden. Kaptajnen går hen til en dør og åbner den.

            ”Jeg håber, at De vil nyde opholdet.” Mere siger han ikke, før han er gået tilbage til kassen.

Kayla brummer misfornøjet, ”Fandens…” Jeg ser forundret op på hende. Jeg tror, det er første gang jeg hører hende bande. Jeg kan ikke lide, det jeg ser. Hun er ikke glad. Jeg tror, fandens er et mildt ord for, hvad hun føler. Jeg sukker. Hvad gør vi nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...