Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4192Visninger
AA

26. Arm om livet og store vaskedag

Jeg ser mig nysgerrigt omkring. Husene ser hyggelige ud. Sådan rigtig landhygge, men i byen. De er som oftest i 2 eller 3 etager, alt efter om man tæller kælderen med eller ej, og så har de stort set alle sammen stråtag. Der er dog enkelte undtagelser, som har noget, der minder om tegltag.

Nogle af husene er selvfølgelig også lidt større end andre. De fleste af de indgangsdøre, vi har passeret, består af massiv træ. Det er bare hyggeligt. Jeg er ikke den eneste, som er nysgerrig. Lidt længere fremme ser jeg en lille piges hoved, som titter frem fra en sidegade til den store brostens belagte hovedvej, som vi i øjeblikket går op af. Jeg smiler til hende.
Hun rødmer, før hun hurtigt som lynet trækker hovedet til sig. Da jeg passere sidegaden, ser jeg hendes ryg, mens hun løber hen af den lidt mindre gade med huse på hver side. Jeg smiler og ryster på hovedet. Det var sådan noget, jeg også kunne have fundet på, da jeg var mindre. Måske også nu? Jeg ryster opgivende på hovedet. Nogle gange er jeg bare håbløs. Nu må jeg fokusere. Nu gælder det bare om at få talt med Zach’s mor og få hende overbevist om, at mørket er her, og at vi er nød til at bekæmpe det.

Zach går længere oppe af gaden. Han ser ud til at føre en samtale med soldaten, som lukkede os ind. Gad vide, hvad de taler om? Jeg falder lidt tilbage, så jeg ender med at gå ved siden af Kayla.

         ”Nå, hvad synes du så om Bellator?” Spørger Kayla hun har drejet sin lange hals, så hun kan se ned på mig. Hendes orange skæl glimter i sollyset.

        ”Her virker rigtig hyggeligt og rart at være.” Siger jeg begejstret. Hun smiler lidt.

        ”Hyggeligt... Tjahh, det har du nok ret i.” Hun lyder eftertænksom.

        ”Hvad er der Kayla? Hvad tænker du på?” Spørger jeg.
        ”Hmm... Du kan jo lige så godt få det at vide. Jeg tænker bare på dronningen. Jeg er ikke helt sikker på, at vi kan stole på hende.” Jeg går med åben mund, så overrasket er jeg over hendes udmelding. Hun stoler ikke på dronningen?

         ”Hvorfor?” Spørger jeg hende, for hun må jo have en grund til at komme med sådan nogle beskyldninger.

         ”For det første ville hun ikke lade os beskytte hans højhed, og for det andet så kom der tilfældigvis en hastesag i Parsimonia samme dag, som der springer en bombe i Oppidum.” Min mund står om muligt endnu mere åben end før. Hun mener det seriøst. Så går lyset op for mig.

        ”Er det derfor, du vil vide, hvordan de løste problemerne i Parsimonia?” Hun nikker.

        ”Ja, det er derfor. For hvis det viser sig, at der ikke var nogen hastesag, så tror jeg, at vi skal være meget forsigtige omkring dronning Lysia.” Jeg nikker tilbage til hende for at vise, at jeg har forstået. Hun smiler tilfredst, før hun retter blikket fremad igen.

Kunne dronningen virkelig være en forræder? Ville hun virkelig have ladet Zach dø i en eksplosion, hendes egen søn? Hvis det er sandt, så er hun virkelig et sindssygt kvindemenneske. Men det kan jo selvfølgelig være, at mørket har besat hende. Hvem ved? Lige nu må vi bare være forsigtige, og få løst det problem hurtigst muligt.
Jeg er så fordybet i tanker, at jeg først ser den anden port, efter at jeg er stødt ind i Zach, som står og venter på at den åbner.

        ”Undskyld!” Jeg går næsten i panik. Hvorfor er jeg så klodset? Zach ser underligt på mig, men han smiler trods alt. Han rækker en hånd ud, som jeg taknemmeligt tager imod. Vagten, som har fulgt os fra den første port, ser forundret fra mig til Zach. Zach må også have set hans forundrede blik, for han lægger en arm om livet på mig og trækker mig ind til ham. Jeg sender Zach et rasende blik, selvom mit hjerte galoperer af sted med mange kilometer i timen. Han smiler bare drilsk tilbage. Da porten går op, og vi går igennem, ligger Zach’s arm stadig om livet på mig.
          ”Hvorfor gør du det her?” Hvisker jeg forsigtigt til ham.

          ”Det er simpelt. Her i Bellator bor der næsten udelukkende mænd, og de fleste har ikke en familie. Så en ung smuk pige som dig, ville med garanti være noget af en fangst for dem.” Han lyder bekymret og kærlig på engang. ”Men hvis du ønsker at jeg skal flytte min arm, så kan jeg da godt gøre det.” Tilføjer han drilsk. Jeg ryster på hovedet. Jeg kan ikke få et ord frem. Han kaldte mig smuk, igen. Og jeg som ikke troede, at mit hjerte ikke kunne banke hurtigere.
Jeg ser mig over skulderen. Kayla ser fra mig til Zach. Da hun ser, at jeg kigger på hende, smiler hun til mig. Jeg drejer hurtigt hovedet fremad igen. Det føles som om, at jeg har gjort et eller andet forkert. Som om jeg lige er blevet taget med hænderne i kagedåsen. Jeg kan mærke en let brusen i mine kinder. Jeg rødmer. Zach griner lidt ved siden af mig. Han må have set rødmen. Hans latter får mig til at rødme endnu mere.

                                                                                     ***

Efter et par minutters gang i stilhed når vi til den sidste port. Den går op næsten med det samme. Det må efterhånden være gået op for dem, at Zach er ankommet. Da jeg går igennem porten, stadig med Zach’s arm om livet, og står i borggården, kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg er gået lige lukt ind i løvens hule. Måske er det bare Kayla’s idé om, at dronningen er formørket, der spiller mig et puds.

Zach fører mig med henover borggården, efter soldaterne, som er gået i forvejen, og nu står de og viser vej ind gennem en stor dør. Jeg ser tilbage på Kayla, som nikker til mig, før jeg ser op på Zach, hvis øjne stråler. Han glæder sig sikkert til at se sin mor. Et jag af smerte rammer mit hjerte. Mor. Jeg glæder mig også helt vildt til at se hende. Endnu et jag af smerte rammer mit hjerte. Hvad sker der, hvis dronningen er ond? Stakkels Zach. Tænk at miste begge sine forældre til mørket. Jeg får lyst til at græde.


Zach må have mærket, at der er noget galt, for han giver mig et lille klem. Jeg ser op på ham velvidende, at mine øjne nok er røde.

         ”Hey, hvad er der galt Han?” Han lyder oprigtig bekymret. Jeg forsøger at smile, men ikke med det store held.

         ”Det er bare det...” Hvordan skal jeg sige det til ham?

         ”Hvad Han?” Nu lyder han også en anelse streng.

         ”Jeg er bare glad for, at du har fundet din mor.” Han ser på mig, som om han ved, at jeg lyver. Forbandet være det, at jeg er en dårlig løgner.

         ”Det er ikke alt, er det vel Han?” Nu er han tilbage i det bekymrede toneleje. Jeg tager en dyb indånding.

          ”Nej du har ret. Det er bare det, at jeg også savner min mor, og lige nu ville jeg gøre næsten hvad som helst, for at få lov til se hende...” En tåre triller ned af min kind.

           ”Hey, lad nu være med at græde Han. Det skal nok gå alt sammen.” Får Zach fremstammet, mens han tørrer min tåre væk. Det hjælper lidt, men jeg kan ikke lade være med at føle, at det at jeg nævnte min mor, gjorde ham trist til mode. Jeg ryster på hovedet. Det er sikkert bare en åndssvag fornemmelse.

Jeg har været så optaget af tanker, at jeg ikke har lagt mærke til mine omgivelser. Murene består af store rektangulære mørke grå sten. På min højre side hænger der vægtæpper, malerier, nogle sværd og nogle lamper.  På væggen til venstre er pynten brudt af store vinduer med farvet glas. Når man ser ud kan man se hele byen. Jeg har slet ikke bemærket, at vi har bevæget os op af. Jeg ryster opgivende på hovedet. Hvis jeg engang får brug for, at finde vejen ud, så bliver det nemmeste nok at kaste sig ud af et af vinduerne, for jeg finder i hvert fald aldrig ud igen nu.

Efter lidt tid kommer en mand klædt i blåt tøj, som minder lidt om et jakkesæt, men uden at være et jakkesæt. Han har en lidt mærkværdig lille hat på hovedet. Den er ikke så høj, og så er den rund i toppen. Også er den selvfølgelig blå med guld broderet kant. Men den er trods alt kønnere end den hat, som jeg var ved at tage med til Zach.
         ”Deres majestæt, det er dejligt at se Dem igen.” Han bukker dybt for Zach.

         ”Det er skam også godt at se Dem. Martin må jeg præsentere dig for Lady Arctander...” Zach slår hans frie arm hen mod Kayla, som nikker anerkendende til Martin, som endnu engang bukker.

         ”Det er en ære My Lady.” Et smil bryder frem på hendes læber.

         ”Æren er helt på min side Martin.” Martin smiler forsigtigt tilbage til Kayla.

         ”Og hvem er det så, deres majestæt?” Spørger Martin med blikket hvilende på mig og Zach’s arm.  

         ”Martin, dette er Lady Hannah. Hun er Lady Arctander’s vogter. Hver nu flink ved hende.” Da han siger det sidste, lyder han en anelse formanende. En lille latter kommer fra Martin, før han på ny bukker.    

         ”Lady Hannah. Det er en fornøjelse.” Jeg nejer, det er ikke helt elegant, men okay. Jeg smiler forsigtigt til Martin. ”Nå, deres højhed. Vi må hellere få Dem og selskabet gjort klar. Hendes majestæt kan næsten ikke vente på at se dem igen.”

Zach smiler hjerteligt. ”Så må De hellere føre os derhen Martin.”

Martin smiler tilbage. ”Som de ønsker Deres Majestæt.”

Vi begynder at gå hen af en gang, som ligner den vi kommer fra. Jeg er virkelig faret vild. Hvorfor skal jeg altid fare vild i Annae? Det begynder altså at være pinligt. Efter godt og vel 5 minutters gang stopper Martin op ud for en dør.

        ”Deres majestæt vil finde, hvad de behøver her.” Martin åbner den store dør, så Zach kan gå ind.

        ”Vi ses om lidt.” Hvisker han i mit øre, før han går ind i værelset.
Martin lukker døren, før han fører os videre hen af gangen.

        ”Jeg kan se, at De har taget ham med storm Lady Hannah.” Jeg kan næsten høre smilet i hans stemme. Jeg rødmer over hans udtalelse. ”Nu ikke så genert, jeg er sikker på, at han føler det samme for Dem, som De føler for ham. Bare giv ham lidt tid. Og hvis han ikke gør, må jeg sige, at han er et større fjols, end jeg troede.” Jeg rødmer endnu mere, mens Martin griner lidt af sin egen udtalelse. ”Her er værelset så. Ladyerne vil finde hvad De behøver. Der vil komme en og hente dem om en times tid.” Han bukker dybt før han åbner endnu en stor dør.

        ”Mange tak Martin.” Siger jeg, det virker passende.

        ”Alt for Dem.” Svarer han med et smil, før han lukker døren i efter os.
Kayla smiler. ”Nå, så nu er jeg ikke den eneste, som kan se det.” Den drilske undertone er ikke til at undgå.    

        ”Se hvad?” Bider jeg hende af. Hun griner bare.

        ”Nå lad os få dig vasket og i rent tøj Hannah. Det trænger du til.” Jeg smiler forsigtigt. ”Gå du bare gennem den dør derovre. Der dufter af sæbe.”

Jeg smiler taknemmeligt til hende. Lad so bare sige, at jeg ikke lige har lyst til at lede efter badeværelset. Jeg krydser hurtigt rummet, hvis gulv er af sten, hvorpå der er lagt forskellige skind. Jeg åbner døren og lukker den igen. Da jeg vender mig rundt, er jeg lige ved at hoppe af overraskelse. Jeg troede ikke, at man kunne få så stort et badeværelse.

Der er en stor, rund pool, et boblebad, en bruseniche og et gigantisk badekar med guld ben og guld kant. I hjørnet til venstre for mig står et stort marmor belagt bord og en træstol. På stolen ligger der noget sammenfoldet tøj. På bordet står en kurv med forskellige sæber og dufte.
Jeg skynder mig at tage hårbåndet ud af håret. Da jeg ser, hvor beskidt det er, bliver jeg helt flov. Jeg gik gennem Bellator, og jeg så sådan ud? Ikke underligt at den lille pige kiggede. Jeg smider båndet fra mig på bordet, før jeg tager forklædet af, som en gang var hvidt. Det lægger jeg også på bordet. Så tager jeg skoene af, som heller ikke længere er til at råbe hurra for. Med skoene ryger også de nu brune strømper. Jeg knapper hurtigt den sorte kjole op, som egentlig ser nogenlunde ud, dog lidt mudret i kanten. Den ryger over hovedet og hen til det andet på bordet. Så mangler jeg kun underbukserne, som er... ufatteligt klamme. De ryger bare af, og ind i midten af bunken. For hvem det end er, som fjerner tøjet, skal i hvert fald ikke se mine meget beskidte underbukser.

Så står jeg splitterravende nøgen og vælger en shampoo med jordbær duft og en ganske almindelig balsam. Jeg stiller mig først under bruseren. Vandet, som ender i afløbet, er helt brunt og ulækkert. Føj, tænk at jeg har været så beskidt. Efter at have stået under bruseren i et stykke tid og efter brug af både shampoo og balsam, smider jeg mig hurtigt i poolen, hvor jeg lige dykker ned på bunden. Jeg elsker at dykke, men jeg er ikke så god til at svømme. Dårlig kombination. Efter et par dyk, bliver jeg enig med mig selv om, at jeg hellere må gøre mig klar. Jeg kommer lettere kluntet op af poolen, før jeg slæber mig selv hen til bordet, hvor der ligger et håndklæde, som jeg hurtigt benytter. Jeg står lidt med håndklædet i hænderne, da mit blik falder på mine bryster. De er ikke enorme, men okay. Tror jeg. Gad vide om Zach ville kunne lide dem? Lige i det øjeblik jeg tænker tanken, bliver jeg flov og rødmer.

Hvad er dog det for noget at tænke? For et par dage siden slog jeg ham ned med en sølvbakke, to gange, og nu vil jeg vide om han kan lide mine... mine bryster? Jeg er mærkelig. Virkelig, ekstremt mærkelig.

Efter at have tørret mig færdig, smider jeg håndklædet hen til det andet beskidte. Jeg ser prøvende på tøjet, som ligger på stolen. Under stolen står et par sorte højhælede kortskaftede støvler, som egentlig ser ganske pæne ud. Jeg løfter forsigtigt op i tøjbunken. Et par lyserøde underbukser falder ud af stakken. Jeg rødmer helt. Skal jeg virkelig tage dem på? Jeg løfter dem op. Jeg har vel egentlig ikke noget valg, så jeg trækker dem på.

Efter at have stået lidt med dem på, slår en tanke ned i mig. Gad vide, hvem det er, som sidst har haft dem på? Jeg bliver helt utilpas. Jeg har... Jeg har en andens underbukser på. Jeg skal lige til at skrige. Jeg tager en dyb indånding. Rolig nu, de er blevet vasket, de er blevet vasket. Da jeg er rolig igen, kigger jeg igen i tøjbunken. En BH, yes! Jeg tager den hurtigt på. Den passer fint. Gad vide, hvor de kendte min størrelse fra? Nå, lige meget. Jeg tager hurtigt de hvide strømper, som også lå i stakken, på. Tilbage i bunken ligger der en grøn kjole med guldkanter. Jeg kigger forsigtigt på ægget i halskæden. De passer perfekt sammen. Jeg smiler. Hvor heldig har man lov til at være? Jeg trækker kjolen over hovedet. Jeg tror, at den sidder okay. Jeg tager de sorte støvler i hånden, før jeg forlader badeværelset. Jeg har på fornemmelsen at timen snart er gået.

         ”Det pyntede.” Kayla’s stemme afbryder min stressede tankegang.

         ”Mange tak.” Smiler jeg.

         ”Bare rolig, han skal nok kunne lide dig. Vi skal bare have gjort noget ved håret...” Hun lyder både kærlig og drilsk på samme tid. Håret...? Håret! Jeg har helt glemt mit hår. Jeg mærker forsigtigt på det. FUCK! Det står ud til alle sider! Jeg kan mærke, hvordan panikken spreder sig i min krop.

          ”Rolig. Jeg skal nok hjælpe.” Hendes stemme lyder beroligende, men jeg er ikke helt tryg ved, at lade en drage ordne mit hår. ”Stå nu stille, mens jeg finder en børste.” Jeg nikker for at vise, at jeg har forstået. Jeg kan høre hendes klør mod gulvet. ”Så, jeg fandt en. Stå nu helt stille.” Jeg gør, som hun siger, af frygt for, at det går galt, hvis jeg bevæger mig. Hun trækker børsten gennem midt hår. Jeg kan mærke, at hun lægger kræfter i, men af en eller anden grund gør det ikke ondt. Efter et par minutter stopper hun børstningen. ”Så er den ged barberet.” Hun griner over hele hovedet. Jeg mærker på mit hår. Helt glat. Kayla burde være blevet frisør. Jeg vender mig rundt og smiler til hende.

         ”Mange tak Kayla.”
         ”Det var da så lidt. Alle kneb gælder i krig og kærlighed.” Hendes stemme er drilsk. Jeg skuler bare til hende, hvilket får hende til at grine.

Pludselig banker det på døren.

         ”Kom bare ind.” Siger Kayla med myndig stemme. Døren går op, og ind træder en soldat i blå rustning.

         ”Jeg er kommet for at eskortere Lady Arctander og Lady Hannah til Hendes majestæt. Vil De være så venlige at følge med?” Han ser på Kayla med ærefrygt. Det er nok heller ikke hver dag, man ser en drage, ikke en gang her i Annae.

         ”Ja, det vil være os en ære.” Kayla lyder stadig ufattelig myndig, hun gør sig sikkert klar til mødet med dronningen. Soldaten bukker, før han vender rundt og begynder at gå ned af de mange gange. Jeg småløber hen til døren, for at være sikker på ikke at sakke bagud.
Vi går i stilhed. Hverken soldaten, Kayla eller jeg siger noget. Efter lidt tid, som føles som evigheder, når vi til en stor trædør. Soldaten stopper op og vender sig rundt.

          ”De er nu ankommet.” Han bukker før han går hen til døren og åbner ind til tronsalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...