Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4186Visninger
AA

6. Arctander- og Martamus-slægten

Okay, det her var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig min torsdag. Det skulle have været en ganske almindelig eksamensdag, med sommerfugle i maven og hyggesnak med Line. Derefter hjem og snakke om ligegyldige ting med mor. Og efter aftensmad ville jeg have forberedt mig på fredagens engelskeksamen.

Men sådan skulle det jo ikke gå. Nu sidder jeg i en hule, som ligger gud ved hvor, og har lovet en drage, at jeg vil vogte hendes sjæl. Det har bare været en syret dag.

     ”Er du sulten Hannah?” Kayla bryder min tankestrøm.

Da hun nævner mad, bliver jeg helt sulten igen. De der kiks holdte virkelig ikke længe.

Jeg nikker som svar, jeg har stadig ikke helt vænnet mig til, at Kayla er en drage, som oven i købet kan tale. Det er bare for vildt.

     ”Så må jeg jo hellere se, hvad jeg kan finde til dig.” Kayla smiler.

Jeg smiler tilbage. Hendes rødgule skæl glimter i mørket, da hun vender rundt for at gå ud af hulen.

    ”Vi ses senere.”

Hun virker… Lettet. Ja, lettet er nok det rigtige ord. Det føles rart, at det er mig, som har taget en byrde fra hende. Jeg sidder lidt på madrassen i mørket. Hvad gør jeg nu? Jeg har jo forpligtet mig overfor Kayla, så jeg må nok hellere blive i hulen. Men hvad kan jeg lave? Jeg ser mig rundt i hulen igen. Gid der var noget fornuftigt at tage sig til… Vent de der bøger. Jeg kunne jo gå hen og se, om der var en der kunne bare være lidt interessant. Jeg sætter mine fødder ned på hulens stengulv. Jeg er glad for at jeg har sko på, for jeg har lidt på fornemmelsen, at gulvet er koldt. Meget koldt.

Jeg går hen over gulvet. Stille og roligt i et anstændigt tempo. Virkelig mærkeligt. Sådan plejer jeg ikke at gå, enten går jeg i et raskt tempo, nogen gange så hurtigt, at jeg er ved at falde over mine egne ben. Eller også går jeg så langsomt, at man skulle tro, at jeg går baglæns.

Jeg når hen til reolen og stakkerne med bøger. Det er store bøger. Meget store. De er tykkere end 2 Harry Potter-bøger og overfladen er på størrelse med et stolesæde. Jeg ved godt, at det sidste ikke er den bedste sammenligning, men helt ærligt. Det er store bøger, der er tale om, hvordan beskriver man lige deres størrelse? Nå, men nu står jeg altså foran reolen. Mine øjne glider over bøgernes titler. De er svære at læse, for ikke alene er bøgerne store, men de er også gamle og nussede. Sådan ser de i hvert fald ud.

Der er mange forskellige bøger. Der er bøger om madlavning (eller i hvert fald noget der minder om madlavning, for jeg ved ikke om man kan kalde en bog, som hedder ”Rottegryde, Rottesteg og andre retter med rotter”, for en kogebog, eller i hvert fald ikke en lækker en af slagsen…), strikning, kamp, rustninger, der er faktisk en bog om, hvordan man bygger et hus. Jeg stopper ud for en stor bog, som er indbundet i brunt læder. Den ser ny og gammel ud på en gang. Jeg tager den ud af reolen, men får et chok da jeg står med den i hænderne. Den vejer jo et ton!

Jeg får slæbt mig selv, og bogen, tilbage til madrassen. Jeg sætter mig ned og kigger nærmere på den. Der står ikke nogen titel på omslaget. Jeg åbner den op. Siderne er let gullige, så er det altså en gammel bog. På første side står der noget med slyngende bogstaver.

Annae’s historie – Dette er landet Annae’s historie fra dets oprettelse til dagen i dag.

Annae. Det land har jeg aldrig hørt om før, men jeg troede jo heller ikke på drager, før jeg mødte Kayla, så alt er vel relativt.

Jeg bladrer en gang.

Indholdsfortegnelse.

 Fedt en oversigt, jeg kan umuligt nå at læse hele den her enorme satan af en bog, før Kayla kommer tilbage.

Der er listet en masse emner op.

Mørket, opgøret, Arctander- og Martamus-slægten…

Arctander-slægten var det ikke den slægt, som Kayla var født ind i? Jeg bladrer om på side 55, som der står i indholdsfortegnelsen.

Arctander- & Martamus-slægten.

Godt så er jeg da begyndt.

”Arctander-slægten er en drageslægt. Arctander-slægten er den ældste, og mest ædle, drageslægt. Arctander-slægten er tæt forbundet med Martamus-slægten, som er en slægt af dragevogtere. Martamus-slægten og Arctander-slægten var den første drage- og menneskeslægt, som sluttede fred, og hjalp hinanden til fælles gavn.

Grundlæggerne af de to slægter var dragen Fortes Arctander og Pulcra Martamus. Pulcra og Fortes var, som tidligere nævnt, allierede i kampen mod mørket, og vinderne af opgøret med mørkets styre. Det siges, at Pulcra og Fortes ofrede deres liv i kampen mod mørket, men deres blod flyder stadig i deres familiers årer. Pulcra og Fortes’s arvtagere fordelte magten efter eget ønske. Martamus-slægten tog ansvaret for landets ve og vel og indtog pladsen som den regerende slægt i Annae. Arctander-slægten ønskede ikke at tage nogen politisk plads i Annae, og derfor overlod de betingelsesløst alt magten til Martamus-slægten.”

Så Kayla var egentlig en slags prinsesse, eller kunne i hvert fald være blevet det. Vildt.

Klak, klak, klak. Kayla’s klør larmer mod stengulvet.

Jeg lægger bogen bag madrassen og rejser mig op.

     ”Nå, er du klar til at se, hvad jeg har fundet til dig?” Jeg nikker, min sult er ikke blevet mindre, siden hun forlod hulen.

Hun drejer hovedet og holder en taske i munden. Hun lægger den forsigtigt ved siden af mig. Jeg åbner den op. WOW! Jeg har ikke set så meget mad, siden jeg sidst var i supermarkedet, og det er altså ved at være et godt stykke tid siden. Æbler, bananer, blommer, kirsebær, jordbær, 3 forskellige typer brød, en ost, en flaske mælk, 3 strimler flæsk, nogle kiks og en humpel hamburgerryg. Jeg ser forundret op på hende.

     ”Hvor har du fået al den mad fra? Det må jo have kostet en formue!”

Hun ser overbærende på mig. ”Bare rolig, det skal du ikke bekymre dig om. Nogle fordele skal der jo være ved at være af Arctander-slægt.”

Jeg smiler forsigtigt til hende. ”Men jeg kan altså ikke spise så meget mad…”

Jeg ser undskyldende op på hende.

     ”Det er da heller ikke meningen, at du skal spise det hele nu dit lille fjols. Det der er også din morgenmad og noget af din frokost til i morgen, jeg kan jo ikke hente mad til dig hele tiden.”

Hun smiler, mens hun siger det. Vent hun griner faktisk lidt. Det er en rar latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...