Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4550Visninger
AA

8. Annae, far & Martamus

Jeg finder tasken med mad frem og snupper en humpel brød og et æble. Min mave rumler. Det er dejligt med morgenmad, jeg ville ikke overleve uden.

    ”Nå, er du klar til at lytte?” Kayla ser forventningsfuldt på mig.

Jeg tager en bid af brødet, mens jeg nikker.

    ”Okay så. Først og fremmest så er du ikke længere i din egen verden. Du er i Annae, som er din verdens nabo verden.”

Hvad ikke i min egen verden? Kayla kan nok mærke min forundring, eller også har jeg lige lavet verdens mest mærkelige ansigt, i hvert fald begynder hun at forklare det, hun lige sagde.

    ”Verdner er lidt ligesom sæbebobler. Den verden, som du kommer fra, ligger i en sæbeboble, og Annae, som du er i nu, ligger i en anden sæbeboble. Annae og din verdens sæbebobler ligger meget tæt, og derfor er det muligt at krydse over og besøge den anden verden. Men det kan kun lade sig gøre, hvis boblerne står helt tæt sammen, og det sker altså ikke ofte.”

Sæbebobler? Ja, fair nok. ”Så jeg er gået igennem sæbeboblernes vægge?”

Hun nikker til mig.

     ”Må jeg fortsætte?” Hun vil åbenbart være sikker på, at jeg er med så langt.

Jeg nikker som svar, selvom jeg ikke helt er med, men det er nok lidt ligesom Narnia, hvor de går igennem skabet, også når til en anden verden. Ja det er nok mere sådan… Sæbebobler… Pædagogisk korrekt, men også temmelig abstrakt.

      ”Nå, men så vil jeg fortsætte. Du er altså i Annae nu. Og jeg ser at du allerede har været i gang med Annae’s historie…” Hun nikker hen imod bogen, som stadig ligger ved siden af madrassen.

Mine kinder antager en let rosa farve.

     ”Nå, men så ved du jo at Annae for mange århundrede siden var henlagt i mørke, og at Arctander-slægten og Martamus-slægten overvandt mørket. Som du nok også har udledt af bogen, så er Arctander-slægten en drageslægt, og Martamus-slægten er en menneskeslægt. Men da grundlæggerne af de to slægter døde, overgav min slægt Annae til Martamus-slægten. Arctander-slægten havde ikke nogen interesse i at styre Annae, og det har jeg heller ikke for den sags skyld. Nå men for at gøre en lang historie kort, så er du af Martamus-slægten.”

Jeg sidder med åben mund og har en fornemmelse af, at min underkæbe snart går af led.

      ”Martamus-slægt, mig? Det kan jo ikke passe, som du selv sagde, så kommer jeg ikke fra Annae, men fra en helt anden verden!” Jeg tror, at der er lidt panik i min stemme, da jeg siger det.

Hun griner lidt af min reaktion og siger. ”Hey rolig nu! Lad mig nu lige forklare, hvad jeg mener.”

Jeg nikker forsigtigt, tør ikke sige noget, jeg frygter at min stemme vil ryste.

Kayla begynder at forklarer.

          ”For omkring 100 år siden, fik kongen og dronningen af Annae, som var af Martamus-slægten, tvillinger. Den ældste fik æren af at blive kronprins, den yngste skulle så overtage tronen, hvis den ældre bror døde, før han fik børn. Men den ældste bror ønskede ikke at blive konge, så han overgav tronen til sin yngre bror, da deres far døde, og en af dem skulle betræde tronen. Så vidt jeg ved var den yngste bror både overrasket og vist også lidt glad. For som den yngste, havde han aldrig regnet med, at han en dag skulle blive konge, og han havde altid stået i skyggen af sin tvillingebror. Årene gik, og begge brødre fik børn, og det er den dag i dag, stadig den yngste brors-slægt, som leder Annae.”

     ”Men hvad har det med mig at gøre?”

Hun ryster på hovedet over min uvidenhed. ”Du er af den ældste brors-slægt. Du er vist det 3. led, og det er fra din fars side, at du har fået Martamus-blod. Din far var den ældste tvillings søn.”

Jeg er chokeret og sidder bare og stirrer tomt ud i luften. Far kom fra Annae, jeg er en del af Martamus-slægten. Ved mor noget om det her? Og hvad med far? Havde Annae noget at gøre med hans forsvinden?

     ”Hvad er der galt Hannah? Har du tabt mælet?”

Det skulle vist have været ment som lidt af en joke, men jeg kan se, at hun faktisk er lidt bekymret.

     ”Hvad med min far? Han forsvandt for 6 år siden…”

Hun sukker. Hun ser faktisk helt trist ud. ”For 6 år siden tog din far tilbage til Annae. Den regerende slægt havde bedt ham assistere dem, da de havde observeret, at mørket var begyndt at komme igen, og ja jeg tænker på den ridder i sort rustning, som du mødte i din egen verden. Så din far tog hertil, for at hjælpe den regerende slægt, med at bekæmpe mørket. Det lykkedes ikke. Din far blev dræbt, og kongen, ja han blev formørket…”

Min far er død… Han er død… Han er ikke et eller andet fedt paradis, sammen med en lækker ung dame. Han er død, han er væk. Han kommer aldrig tilbage. En tåre finder vej ud af øjenkrogen, selvom jeg kæmper for at holde dem inde.

Med grødet stemme spørger jeg: ”Når du siger formørket, mener du så, at han blev en mørk ridder?”

Kayla ser overbærende på mig. Hun må have set den, selvom jeg havde prøvet at skjule den. Forbandede tåre.

     ”Ja. Han havde sin drage med, og han tog dragens sjæl…”

Jeg kan igen mærke hadet i hendes stemme. Mon det var kongen, som havde slået hendes drageven ihjel?

    ”Hvad så med Annae, hvem regerer nu?” spørger jeg, et eller andet skal jeg jo sige.

Hun ser lettet ud, da jeg spørger om noget andet. ”Lige nu regeres Annae af kongens dronning. Hendes arving er en ung mand på din alder… Jeg kan desværre ikke huske, hvad han hedder… Nå, men han skal snart overtage tronen, men han er i fare. Og det er her vi kommer ind i billedet. Vi skal beskytte prinsen, sørge for, at han bliver indsat som konge.”

Jeg ser på hende. Jeg tror, jeg begynder at forstå. ”Så, jeg skal beskytte min sjæl, din sjæl og denne prins fra mørket? Vil det ikke nærmest betyde, at jeg skal bekæmpe det?”

Kayla nikker forsigtigt. ”Jo, Hannah. Det vil jeg gerne bede dig om.”

Jeg nikker og smiler over hele hovedet. Selvfølgelig vil jeg hjælpe, det har jeg jo egentlig allerede lovet. Hun smiler tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...