Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4664Visninger
AA

38. Afsked

        ”Vi er ved at komme i tidspres...” Lyder en stemme i det fjerne, jeg genkender stemmen, men kan ikke umiddelbart placerer den. Det skyldes nok, at jeg stadig er halvt i drømmeland.
        ”Men vi kan jo ikke bare lade hende tage af sted, når den der mørke tankeovertagende psykopat er på fri fod!” En anden stemme blander sig med den første i et vredt udbrud.
        ”Tror du ikke jeg er klar over risikoen?! Den er jeg fuldt ud klar over, men jeg ved også, at hun ikke ville tilgive os, hvis vi bare lod tiden gå. Du er nød til at huske på, at hun også har et liv et andet sted!” Den første stemme lyder også en anelse knotten nu.
        ”Prøv nu lige at slappe af I to...” Forsøger en tredje stemme at skille de to første ad.
        ”Bland dig udenom!” Snerrer de to første i munden på hinanden.
        ”Han har faktisk ret, I to burde slappe af, især når man tænker på, at jeres yndige lille skænderi bliver overhørt.” En helt fjerde stemme blander sig i samtalen. Der bliver helt stille, som om de venter på noget.
Og det er egentlig først da, jeg opdager at det er mig, de snakker om. Jeg sætter mig søvndrukkent op og gnider mine øjne.
Jeg ser forundret rundt. Zach sidder på en sten og ser fornærmet op i himlen, mens Kayla har placeret sin bagdel på den anden side af bakken, også hun med næsen i sky. I midten sidder en forskræmt Martin og en Claude, der ryster opgivende på hovedet.
Jeg sidder og ser fra Zach til Kayla og tilbage igen, da det går op for mig, hvad jeg lige har overhørt. Kayla har sagt noget med tidsmangel, Zach er blevet godt gal i skralden, da hun har foreslået at en pige, der højst sandsynligt er mig, skulle tage af sted, hvorhen har jeg endnu ikke nogen anelse om. Martin har så, forgæves, forsøgt at stoppe deres skænderi. Claude må så have bakket ham op, og fået skilt de mundhuggedes ad. Og nu sidder jeg så her og ser dum ud, sikke en fantastisk gruppe.


        ”Hvorfor er de så sure på hinanden?” Hvisker jeg til Claude og Martin. Et eller andet siger mig bare, at det er bedst at føre en samtale i et rimeligt lavt toneleje.
Martin og Claude ser kort på hinanden, før Claude tager ordet.

        ”Ser du Hannah. Landet ligger sådan, at ifølge Kayla, så vil tiden meget snart begynde at gå i din hjemverden. Hun sagde cirka en tredages tid til os. Hun vil gerne have dig så hurtigt som muligt hen til Eruditio. Zach er til gengæld ikke særlig glad for tanken om at sende dig derhen. Jeg har nemlig fået efterretninger om, at der er blevet set nogle ret så faretruende skyer og skygger i nærheden. Det er sådan set den korte version...”
Jeg sidder og ser lige ud i luften uden at bemærke mine omgivelser. 3 dage. 3 dage! Kan det virkelig passe, at jeg kun har tre dage tilbage i Annae, før mor begynder at gå i panik? Jeg vil gerne hjem til mor, Line og mit værelse, men jeg har ikke lyst til at tage fra Zach, Kayla, Claude og Martin. De får brug for hjælp til at komme af med mørket...
       ”Hannah, hvad synes du, er det bedste at gøre?” Spørger Claude.
Martin ser forventningsfuldt på mig, og selv du to surmuler har flyttet noget af deres opmærksomhed over på mig.
       ”Jeg må vel hellere komme af sted, ikke?” Spørger jeg forsigtigt.

Zach’s bagdel flyver op fra stenen og begynder at råbe af mig. ”Ved du ikke, at det er farligt Han? Du kan blive slået ihjel, eller selv blive nød til at dræbe! Du ved jo godt selv, hvad der skete sidste gang!” Raseriet og fortvivlelsen lyser ud af hans øjne.

Jeg svarer ham næsten øjeblikkeligt. ”Det er jeg fuldt ud klar over! Men jeg har ret til at gøre det, jeg finder rigtigt!” Mit svar bliver også råbt, og han står lidt paf ved siden af sin sten. ”Og ved du hvad Zach, jeg er blevet stærkere siden sidst, jeg mødte ham. Og så jeg er nød til at møde ham igen...” Efter at have sagt det sidste i et mere almindeligt toneleje, bider jeg mig forsigtigt i læben. Han ved godt, at min far er formørket, og han ved godt, at det er hans også, men vil han forstå det? Jeg kan ikke bare tage forgivet, at min far er væk. Der er noget tilbage, det ved jeg.
        ”Sig nu noget til hende!” Fortsætter han sin råben, denne gang henvendt til Martin og Claude. Martin ser ulykkeligt ned i jorden, jeg har efterhånden erfaret, at han ikke er så glad for konflikter. Claude derimod tager mod til sig, før han møder Zach’s rasende blik.

        ”Der er ikke noget at gøre, det er hendes beslutning, og kun hendes. Tro mig, det vil være en dårlig ide, at forsøge at stoppe hende. Hun har besluttet sig, og du bør ikke så tvivl i hendes sind. Du bør støtte hende i hendes valg, og selv gøre dig klar til at følge efter, når tingene med dronningen er redt ud.” Hans stemme er venlig, men fast. Det er en anbefaling, men jeg er ikke i tvivl om, at det også lidt er en ordre. Zach fnyser rasende, før han bevæger sig med faste skridt ned af bakken, ned mod Bellator. Jeg ser efter ham med et trist udtryk i øjnene, hvorfor vil han ikke forstå det?

       ”Jeg må hellere følge med ham...” Udbryder Martin forsigtigt, mens han rejser sig op. Jeg nikker til ham. ”Lady Hannah, pas på dig selv.” Stammer han.
       ”Bare rolig, det skal jeg nok.” Smiler jeg varmt.
       ”Jeg mener det, ikke kun for deres egen skyld, men også for hans. Han ville ikke kunne bære at miste dem, og det er derfor han reagerede, som han gjorde.” Jeg nikker endnu engang til ham, denne gang med tårerne klar i øjenkrogen. Martin vender rundt, for derefter at styrte efter Zach, der allerede er kommet et godt stykke væk fra os.
        ”Jeg må også hellere se at komme af sted... Held og lykke Hannah.” Denne gang er det Claude, der tager afsked med mig. Han smiler skævt til mig, før han også bevæger sig ned af bakken.
        ”Så er det vist kun dig og mig...” Siger jeg med tristhed i stemmen.
        ”Er det så slemt Hannah?” Spørger Kayla drilsk. ”Bare rolig, det er jo ikke farvel for evigt. I vil mødes igen.” Jeg ser uforstående op på hende.

        ”Er du sikker på det?” Hun nikker opmuntrende til mig.
        ”Ja, det er jeg sikker på. Jeg skal nok forklare, når vi er kommet af sted.”
Jeg smiler til hende, før jeg begynder at klatre op i træet. Efter lidt tid med asen og masen, når jeg endelig op på ryggen af Kayla.

         ”Hold godt fast.” Jeg når ikke at svare hende, før hun sætter af.
Da vi når op i højderne får jeg øje på de andre. Martin går få meter bag Zach, der selv fra denne her afstand ser muggen ud. Godt og vel halvtreds meter bag dem går Claude. Han vinker til os, da han ser vi flyver forbi. Ca. 10 minutter efter at vi har passeret Bellator, genoptager Kayla samtalen.
        ”Du ville sikkert gerne have en forklaring på det jeg sagde tidligere, så her kommer den altså. Når vi har fået løst problemet med mørket her i Annae, bør du jo nok tage tilbage til din mor, før hun opdager, at du har været væk. Men der er en måde at komme tilbage på. Ser du, den portal, der ligger lidt uden for Euroditio, er ganske særlig. Den åbner sig ca. hvert tredje år, så selvom du ville være nød til at rejse igennem nu, ville du være i stand til at komme tilbage om fire års tid.”
       ”Tre år Kayla? Tre år!”
       ”Det var det jeg sagde, ja.”
       ”Men det er jo helt vildt lang tid!” Jeg sukker dybt. Tanken om, at der måske går tre år, før jeg er i stand til at se Zach og de andre igen er modbydelig.
       ”Vent lige et øjeblik Kayla, hvordan kom jeg egentlig hertil?” Spørger jeg nysgerrigt.
Hun klukker lidt ude foran. ”Ser du Hannah, da portalen åbnedes for næsten fjorten dage siden, brugte jeg noget af dens energi til at hente dig. Desværre var jeg ikke den eneste, der havde fået den ide, så jeg er bare glad for, at du var der, hvor du var på det tidspunkt.”
         ”Du hentyder til den mørke ridder?”
         ”Til den tidligere konge? Ja, det gør jeg. Du har noget af Annae i dit blod, selvom det efterhånden er ved at være fortyndet en del, men det var nok til at lokalisere dig, uden at gøre brug af portalen på stedet.”
Jeg sidder stille lidt. Så Zach's far havde benyttet portalen til at få fingrene i mig, men Kayla kom først. Dengang ved jeg ikke, hvad jeg ville have valgt. En mand i en sort rustning eller en enorm drage. I dag ved jeg godt, hvad jeg ville have satset på.

***

      ”Du er blevet så stille deromme... Er du røget af?” Kayla’s drilske stemme gør op med stilheden.
      ”Nej, jeg er her endnu. Så let slipper du ikke af med mig.”
      ”Godt at høre. Nå men Hannah, jeg tror vi når frem senere i eftermiddag, hvis vi flyver hele tiden. Hvad siger du?”
      ”Det lyder fint Kayla. Så planen er, at flyve så lang tid som muligt, uden tissepauser?”
Hun griner en hjertelig latter. ”Hvis du skal tisse, så siger du altså bare til. Jeg har personligt ikke lyst til nogen ulykker på ryggen af mig...”
       ”Du er altså noget for dig selv Kayla.”
       ”Jo tak, det er jeg udmærket klar over. Nogle fordele skal der jo være ved at være en drage fra Arctander-slægten. Det er jo efter sigende så kedeligt at være almindelig.”
Jeg ryster på hovedet, vi er da et kønt par. En enorm drage med skæl, der ligner flammer i solens lys, og en ånde, der eftersigende kan forbande folk, og en pige med grene viklet ind i sit sorte hår efter en kamp med et træ. Ja, et kønt par det er vi så sandelig, og for hvert af Kayla’s store rytmiske vingeslag nærmer vi os Eruditio.

Jeg smiler for mig selv, det kan kun blive godt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...