Dragens vogter | Halskædens kraft

Hannah er en 16 årig pige, der er ved at afslutte tiende klasse. Dagen for hendes matematik eksamen starter ud som en hver anden eksamens dag, men efter første halvdel af prøven sker der noget uventet.
Hun ender i en anden verden, hvor familiehemmeligheder afsløres, sår genåbnes.
Men alt er selvfølgelig ikke kun tårer i Annae, for når man får til opgave at beskytte en smuk prins, er det ikke let at holde følelserne væk.
Hvad sker der med væsner, når mørket tager, det de holder mest af, og hvordan reagerer Hannah, når hun lærer sandheden om sin fars skæbne?

30Likes
42Kommentarer
4550Visninger
AA

9. Afgang

     ”Nå, men så må vi jo også hellere komme af sted.” Kayla løfter hovedet og kigger mod udgangen.

     ”Af sted? Hvor skal vi da hen?” Jeg kigger forvirret rundt.

    ”Årh dit lille fjols. Vi skal for det første have knyttet båndet, og det kan vi kun gøre i dagslys i en af Centralbyerne. For det andet skal vi jo finde den unge kronprins, ikke sandt?”

Centralbyer, dagslys, prins. Okay, ingen af de ting kan jeg med min nuværende viden om Annae konstatere, at vi nok ikke lige finder det i hulen.

     ”Okay, men hvad er en Centralby, og hvordan kommer vi derhen?” Jeg ved udmærket godt, at Kayla nok synes, at jeg er dum. Men helt ærligt, så får man ikke nogen svar, hvis ikke man spørger. Hun sukker og ryster på hovedet. Jeg havde ret.

     ”Centalbyerne…” Hun tænker sig lidt om, før hun fortsætter. ”er de byer, som er centrale for Annae’s ve og vel. Du kan kalde dem en slags hovedstæder, eller i hvert fald store byer. Der er 5 Centralbyer, og de har alle forskellige funktioner.” Hun stopper op og kigger på mig.

Jeg nikker, for jeg tror, at hun vil vide, om jeg er med så langt.

      ”Som sagt er der 5 Centralbyer. Den ene hedder Oppidum. I Oppidum bor regenten, og regeringen holder også til her. Oppidum bliver også kaldt Hovedbyen. Bellator er den anden af de fem Centralbyer. Her sidder militærrådet, og derfor bor der mange soldater i byen. Det er det, der har givet Bellator tilnavnet Krigerbyen. Erudiotio er videnscenteret i Annae og her er universiteterne og forskerne samlet. Erudiotio kaldes også for Vidensbyen. Medicum er den fjerde Centralby og her er sygehusvæsnet placeret. Det er i Medicum de bedste læger og sygeplejersker findes. Derfor kalder man også Medicum for Lægebyen. Og sidst men ikke mindst er der Parsimonia, hvor har bankerne hovedsæde. Det er her der holdes orden i Annae’s økonomi. Byen bliver også kaldt for Guldbyen. For at svare på dit andet spørgsmål, så flyver vi.” Hun er helt forpustet efter at have fortalt den lange smøre om Centralbyerne.

     ”Flyver?! Men jeg kan jo ikke flyve!” Jeg er ved at gå i panik. Ved hun ikke at der er forskel på mennesker og drager?

Hun griner. ”Selvfølgelig kan du ikke flyve, dit fjols. Du er jo trods alt et menneske…” Nå, så hun har bemærket, at jeg ikke har vinger. Det er da en begyndelse.

      ”Men hvad mener du så, når du siger, at VI skal flyve?” Jeg er virkelig forvirret.

      ”Du er bare langsom i optrækket… Jeg flyver, og du sidder på ryggen af mig. Alt, du skal gøre, er at holde godt fast. Også er det nok en god ide, ikke at falde af. Bare et godt råd herfra.”

Flyve. På ryggen af Kayla… Det skal nok blive sjovt. Eller noget…

      ”Nå, men du må hellere få pakket.” Kayla ser alvorligt på mig.

      ”Pakket? Jeg har ikke så meget at pakke…” Jeg peger hen på min egen skoletaske og den lædertaske, som hun hentede mad i.

       ”Du må nok også hellere huske den bog…” Kayla peger med en klo på bogen om Annae’s historie.

       ”Okay, men det tager altså ikke lang tid at få den i en af taskerne…” Jeg vender mig rundt og løfter den tunge læderindbundne bog op. Jeg lægger den på madrassen, og åbner min skoletaske. Den kan lige præcis være der.

         ”Så er jeg klar.” Siger jeg og smiler.

         ”Er du sikker på det?” Kayla ser på mig med et drillende blik.

         ”Ja, jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg har glemt…” Jeg er lidt forvirret. Hvad kan jeg have glemt? Kayla må have set min forvirring, for hun ryster bare på hovedet.

         ”Du kan nok ikke selv mærke det, men jeg vil nok anbefale dig, at tage et bad før vi tager af sted. For at være ærlig så dufter du ikke just af forår…”

Bad? Hun vil have, at jeg tager et bad. Men hvor i alverden gør jeg det, også er det nok ikke så slemt. Jeg løfter min højre arm og lugter. Fy for satan! Det lugter af sure tennissko, gammel ost og ja sved.

        ”Hvor kan jeg tage et bad?” Spørger jeg, det må hun jo vide, siden hun anbefaler mig det.

         ”Lidt henne af gangen til højre, vil du møde et vandbassin. Det skulle nok kunne tage det værste. Og du må nok også hellere skifte tøj, for ja det er altså heller ikke helt lækkert…”

Jeg rejser mig op og går hen imod den gang, som hun har udpeget.

       ”Vent lidt. Her er en kjole, jeg håber du kan passe den.” Hun kaster en kjole, som for det meste er hvid, men som ved hofterne og skulderne er grøn. Den er smuk. Letter fummelfingret griber jeg den.

        ”Hvor har du fået den fra?” Jeg står med den flotte kjole i armene og måber.

        ”Som sagt, så er der fordele ved at være af Arctander-slægt. Se så at komme i bad med dig, så vi kan komme af sted.”

Jeg nikker, vender rundt og løber ned af gangen.

Der er mørkt, så jeg er nødt til at sænke farten af frygt for at støde ind i bjergvæggen. Det lysner for enden af gangen, og jeg sætter farten lidt op igen. Jeg drejer om et hjørne og står i et oplyst rum. Lyset er skarpt, når man kommer fra gangens mørke, så jeg skærmer mine øjne med mine arme og kjolen. Da jeg har vænnet mig lidt til lyset, ser jeg mig omkring. Jeg står i en hule, lidt ligesom den jeg lige har været i bortset fra, at i denne her er der en masse huller i loftet, som sollyset skinner igennem. I midten af rummet er der en lille sø, jeg kan ikke se hvor vandet kommer fra, eller hvor det løber hen. Jeg er også pænt ligeglad.

Jeg tager min sorte læderjakke af, som er blevet noget mudret. Det samme er mine jeans, mine sorte strømper, mine Kawasaki sko har også set bedre dage og mine hvide skjorte bliver nok aldrig helt hvid igen. Selv mine underbukser og min BH er blevet beskidt.  Jeg smider alt tøjet, undtagen underbukserne og BH'en, i en bunke. Det får jeg nok ikke brug for igen. Jeg går ud i vandet, og lader vandet skylle skidtet væk. Det bliver helt brunt. Det er dejligt at mærke, hvordan huden igen kan ånde frit.

Jeg kommer i tanke om at Kayla venter, så jeg skynder mig at gribe fat i mit undertøj. Jeg vasker det så godt, som jeg nu kan, og tager det på igen. Det er lidt klamt med vådt undertøj, men det er bedre end ikke at have noget på. Jeg går hen til den hvide kjole. Den er virkelig flot. Det grønne burde faktisk passe fint til mine øjne… Nå men jeg tager den forsigtigt over hovedet, det ville bare være pinligt, hvis jeg ødelagde den allerede. Den falder blødt ned over min krop. Det føles rart, jeg tror den er af silke. Jeg går hen til søen og ser på mit spejlbillede. Ikke så ringe endda, hvis jeg selv skal sige det. Og for denne ene gangs skyld sidder mit sorte hår okay. Fedt.

Jeg går i bare tæer gennem den mørke gang. Min mistanke er hermed bekræftet. Gulvet ER meget koldt. Jeg når tilbage til hulen, hvor Kayla venter.

       ”Nå, der er du. Godt at se at du er blevet ren og pæn. Det trængte du altså også til. Den sidder da helt okay…” Hun virker glad og en smule lettet, som om hun havde frygtet at den ikke ville sidde ordentligt… ”Nå, er du klar til afgang?” Spørger hun forventningsfuldt. Jeg tager min skoletaske på ryggen, og lædertasken over skulderen.

       ”Ja, jeg er klar.” Jeg smiler over hele ansigtet. Jeg skal ud og flyve.

        ”Godt. Følg med mig.” Hun vender rundt, og begynder at gå mod udgangen. Jeg småløber efter hende hen over det iskolde gulv. Da jeg når til udgangen, ser jeg et fantastisk syn. Grønne marker og enge, flotte bjerge med sne på toppen og derude i horisonten er der et eller andet der glimter i sollyset. ”Skal du op eller hva’?” Kayla har lagt sig ned ved siden af en stor sten. Jeg går hen til stenen og bruger den som skammel.

Med lidt besvær kommer jeg på plads.

       ”Nå, er du klar Hannah?” Jeg kan høre forventningen i hendes stemme.

       ”Så klar som jeg nu kan blive.” Det kildrer i maven, som tusindvis af sommerfugle, der vil ud på engang.

      ”Godt så. Turen går til Oppidum.” Siger hun, før hun springer ud over klippesiden. Jeg lukker øjnene og hviner, det er ikke engang et rigtigt skrig. Hun breder sine vinger ud, lige før vi rammer jordoverfladen. Vi stiger til vejrs. Jeg åbner øjnene. Kayla bevæger sig rytmisk hen over landskabet. Vi flyver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...