Wall Of Shame / AU: Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2014
  • Opdateret: 24 jan. 2014
  • Status: Igang
Carly bor i en langt ude by. Der findes én skole, ét supermarked, og ét hospitalet. Og det er der Carly må tage hen og ligge i koma, da hun indvier i en bilulykke.
Drengen hun altid har beundret, var netop den der forårsagde ulykken.
Nemlig Liam James Payne. En ligeså ulykkelig dreng, der også er træt af byens kedelige facon. Så ikke blot med han må overvinde sin skyldfølelse til nær døende Carly, leder han også efter hvem hun egentligt var. Og det fører ham videre til et mysterie om Carly han aldrig havde forestillet sig at blive indviet i.

19Likes
3Kommentarer
843Visninger
AA

3. prologue ◆ the two wrong wishes


Jeg vidste ikke meget om døden. Jeg havde hørt om dem, vidst ja, men aldrig oplevet den. 

Et eller andet sted, ville jeg ønske jeg vidste hvad der skete når vi gik bort. På den måde ville jeg ikke blive nød til at spekulere over det hele mit liv, og det ville være nemt.

Jeg har hørt mange historier om folk som døde og levede op igen. De havde alle hver deres version af døden, hvilket beviser at sikkert ingen af deres fortællinger var rigtige. 

Jeg ville hverken fortælle nogen om hvad der skete når man døde, eller bruge det til noget. Helst af alle ville jeg bare gerne vide det.

Jeg har fået af vide jeg er for bestemt, når det kommer til alt sådan noget om viden. Jeg kan ikke klare at være forkert på den. 

"I would much rather be dead, than admit to myself, that you were right."

Jeg kan alle The Pierces' tekser i hovedet fra deres album "Thirteen Tales of Love and Revenge".

Deres sange var ikke blot super inspirerende og svingede perfekt, men jeg kunne også forholde mig til deres tekster.

Det var typisk mig at synge en af deres tekster inde i hovedet, hvis det havde noget at gøre med min situration. Det sker alt for tit, at jeg nogengange rent faktisk kommer til at synge dem; og jeg er verdens værste til at synge.

 

Jeg drejede til venstre ned af landevejen. Jeg boede i en lille by. Det var ikke nogen særlig by, langt fra. 

Vi havde tema fester hvert år, som altid ledte tilbage til årene i 1800-tallet. Mine forældre var med i by komitéen, hvilket betød jeg var tvunget til at tage med hvert år.

Det var nu meget sjovt sommetider. Men det var stoppet med at være sikkert, efter et par års siden ballade.

Jeg ville ikke snuppe mig selv i at tænke på det, så jeg rettede mine tanker og øjne mod min telefon. Den bippede.

Kan de smutte forbi vaskeriet på vejen, søde?

Kjolerne er klar.

- Mor

 

Jeg ville helst ikke, for jeg var doven. Men alligevel himlede jeg med øjnene og svarede.

OK ...

... Og mere nåede jeg ikke at få skrevet tilbage, før jeg hørte vindue springes i tusinde små stykker, skære i min hud, og efterlade blod alle vegne.

Jeg ville gerne se en fuld, ældre mand bag sedet, på den anden bil der var stødt ind i mig. Jeg ville se en ligeglad person, jeg ikke kendte eller havde noget forhold til.

I stedet så jeg en velkendt person. Jeg kendte ham ud og ind.

 

Hans navn var Liam James Payne. Han var blot atten år gammel, og havde flot, brunt hår, samt de smukkeste chokolade farvede øjne.

Jeg havde længe set ham gå forbi på gaden - det var jo en lille by. Hvilket også bare gjorde mig endnu mere synderknust, da alle burde kende hinanden, og han kun én enkelt havde set mig lige i øjnene.

Jeg var ikke forelsket i Liam, den dag han kørte ind i mig. Jeg ville bare gerne have hans opmærksomhed, og hans interesse. Jeg havde studeret den dreng i flere år, og hans tak var at køre ind i mig.

 

Men nu fik jeg endelig muligheden for at se, direkte, ind i hans brune øjne. De var triste, og var fulde af skyldfølelse. 

Det var det sidste jeg så, før jeg lukkede mine øjne, og overlad skaderne og problemerne til alle andre.

Jeg ville gerne være sur på mig selv over, jeg havde overvejet det med døden og slippe væk fra alt. Men jeg kunne ikke. Det var alt sammen sort.

Jeg vidste bare at "7-9-13" havde været på sin plads, for blot en halv times tid siden. Jeg vidste at man aldrig skulle tage noget for givet, aldrig ønske sig noget.

For når du endelig får hvad de kunne tænke dig, ender du med at blive skuffet.

 

Det var både Liam og min død. Jeg havde sådan ønsket han skulle se mig i øjnene, men han gjorde det blot fordi, han næsten havde dræbt mig. Og døden. Jeg havde allerede nævnt den. ❧


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...