Wall Of Shame / AU: Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2014
  • Opdateret: 24 jan. 2014
  • Status: Igang
Carly bor i en langt ude by. Der findes én skole, ét supermarked, og ét hospitalet. Og det er der Carly må tage hen og ligge i koma, da hun indvier i en bilulykke.
Drengen hun altid har beundret, var netop den der forårsagde ulykken.
Nemlig Liam James Payne. En ligeså ulykkelig dreng, der også er træt af byens kedelige facon. Så ikke blot med han må overvinde sin skyldfølelse til nær døende Carly, leder han også efter hvem hun egentligt var. Og det fører ham videre til et mysterie om Carly han aldrig havde forestillet sig at blive indviet i.

19Likes
3Kommentarer
784Visninger
AA

4. chapter 1 ◆ just asleep for a moment


Det stod på alle væggene: MORDER.

Jeg prøvede på at ignorere det, men det ville ikke. Det var endnu ikke gået op for mig, hvilken idiot jeg tillod mig at være.

Så jeg satte mig på en stol i venteværelset i byens eneste hospital. Jeg hadede den by. Og det var umuligt at slippe væk. Jeg havde jo venner her, familie. Men jeg hadede det alligevel.

Det eneste jeg vidste om den pige jeg havde kørt over, var, at jeg havde været optaget af hendes stille omgivelser og skønhed. Jeg havde før taget mig selv i at stirre på hende - i en time i Geografi engang.

 

Engen lå tæt op af skolen, hvilket betød jeg brugte det meste af tiden i klasseværelset, på at se ud af vinduet.

Vores lærere var alligevel ligeglad, så det gjorde ikke det store.

Jeg havde altid omgået piger som Laura og Whitney. Derimod havde jeg aldrig nærmet mig pigen på forreste række. Det var der også en god grund til, for ingen var sammen med dem på første række.

Alligevel stirrede jeg ind i hendes brune hår hver dag. Jeg tillod mig at opdage de smukke gyldne hår der dukkede op ind i mellem, og skabte en unik hårfarve. 

Jeg havde altid ønsket hun ville vende sig om og spørge mig om noget, men det var aldrig sket. Aldrig i mit liv havde jeg set pigen på første rækkes ansigt.

Det lyder måske skørt, at jeg aldrig skulle have set et ansigt før, jeg var sammen med dagen lang. Men hun forsvandt altid når man prøvede at nærme sig. Det var næsten som om det var forbudt at se på hende.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg så så meget på hende den dag. Jeg kan bare huske, at jeg lod mærke til hende.

 

Jeg vendte mig om imod sygeplejersken  der havde spurgt "Mr. Payne?" og kigget nøje på mig. Hun genkendte mig sikkert fra supermarkedet, eller noget i den stil.

"Du var ham der ..." hun tøvede et øjeblik, og overvejede hvad hun skulle sige. "... var til stede?" hun rømmede sig om så ned i gulvet.

Jeg forstod det godt hvad hun ville sige. Ham der kørte pigen over.

Ville jeg være kendt som ham fra nu af? Eller ville jeg vende tilbage til hverdagen inden længe?

Jeg havde endnu ikke tænkt over alvoren i mine handlinger; jeg havde kørt en pige over.

 

"Hun ligger i koma. Vi håber hun vågner inden længe ..."

Sygeplejersken førte mig ned af nogle gange, og videre hen af andre. Der var en tavshed, og så forstod hvad hun ønskede jeg skulle sige.

"Det håber jeg også," stammede jeg og lagde hænderne i lommen. Jeg ville gøre mig så usynlig som overhovedet muligt, men i stedet lyste jeg op på gangen; alle så på mig, med dømmende blikke og vrede øjne.

 

Vi kom ind i et stille rum, hvor man blot kunne høre bip. 

Stilhed. Biip. Biip. Stilhed. Biip.

Jeg så op fra mine fødder, og hen på pigen der lå i en ren hospitalsseng.

Hendes øjne var lukkede som om hun sov. Hun vågner inden længe, tænkte jeg og lukkede mine øjne, for derefter at åbne dem igen.

Hun havde den smukkeste gyldenbrune hud. Hendes hår lå spredt ud på puden. Det genkendte jeg. Men ikke hendes diskrete mund, og perfekt formede næse.

Hvorfor gemte hun sig, når hun var så smuk?

Jeg var sandt udyret, som stod og så på offeret. Hun lå helt stille. Det var næsten umuligt at tro hun ikke var død. Hun lå bare der. For sig selv.

"Hvad hedder hun?" spurgte jeg og gik tættere på sengen. 

Sygeplejersken tøvede. "Carly Laurens,"

Jeg nikkede. Carly.

"Det var ikke med vilje." Sagde jeg så - uventet. Jeg ville ønske jeg kunne spole et par sekunder tilbage, så jeg ikke havde sagt det. Jeg lød svag, og alligevel som en der prøvede at komme ud af fedte fadet.

"Selvfølgelig var det ikke med vilje Mr. Payne," hun smilede koldt til mig, og forlod lokalet.


Jeg vidste ikke hvor alle var blevet af, for jeg sad hele natten uden nogen forstyrrede mig. Jeg sad i en hård lænestol i hjørnet, imens Carly lå og sov. Hun sov altså.

Den eneste som havde forstyrret mig var politiet og min mor og far, men lægen havde jaget dem væk fra værelset.

Jeg troede lidt det også var fordi jeg havde brug for plads; det var hårdt næsten at dræbe nogen.

Jeg forstod ikke hvad jeg var gået glip af. Hendes smukke krop og ansigt. Jeg ville ønske jeg kunne høre hendes stemme, se hende smile.

Og se hendes øjne.

Jeg prøvede at skyde tanken væk, selvom jeg blev ved med at kigge på hendes lukkede øjne. Hvis nu hun åbnede dem ville det være meget nemmere.

Jeg ville være sikker på jeg ikke havde dræbt nogen, og have skyldfølelse resten af mit liv, og se hendes sikkert lige så perfekte øjne, som resten af hende.

Jeg rejste mig op og gik hen til senge kanten. Jeg kom dog alligevel i tanke om hendes øjne - jeg havde set dem. Lige før det hele gik i tu.

Hendes, retfærdigheden, glasset. Så skrøbeligt alt sammen.

Jeg lod mig selv lade tårerne piske ned af mine kinder. Jeg burde dø. Hun fortjente det ikke. Ligge der helt alene. Jeg lyttede til stilheden.

Stilhed. Biip. Biip. Stilhed. Biip.

Undskyld.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...