Noveller

Titlen siger vel egentlig sig selv, dette er en samling af længere eller kortere tekster som vil komme i en mere eller mindre tilfældig rækkefølge. Der er lidt til en hver smag, så just go for it!

3Likes
14Kommentarer
600Visninger
AA

6. Libra Vitae - En fortælling om causative ord

Hvis jeg havde vidst, hvad der ventede mig. Hvis jeg havde vidst...vidst hvad det ville koste, havde jeg sandsynligvis stukket halen mellem benene. Jeg ville være løbet væk og aldrig set mig tilbage. Men nej, jeg vidste ingenting, ikke på det tidspunkt. Men hvad skulle jeg have gjort anderledes?

Jeg havde åbnet den bog, havde læst de linjer, der som skulle vise sig at ændre hele mit liv. Og det værste er; jeg fortryder ikke. Ikke mere. Det havde reddet de andre liv, i det mindste for en stund. En stund jeg har tænkt mig at nyde. Ikke desto mindre er jeg nok nødt til at tilføje et kapitel i bogen. Så længe historien befinder sig dér, har jeg en idé om, at den ikke vil hjemsøge alt for mange af mine vågne timer.

 

   "Issac!" råbte jeg og løb hen over marken, sprintede for at indhente min stupide bror.

   "Kom nu Cassi! Du er simpelthen så langsom!"

Jeg satte farten op. Vi nåede det store træ på toppen af bakken, og jeg gøs uvilkårligt. Galgetræet. Brugt til at hænge forrædere. Godt nok for flere hundrede år siden, men det var næsten, som om man stadig kunne de døde synge deres elendighed ud, som om vinden i træets grene vidnede om deres sidste dødskamp. 

Jeg gøs og snappede efter luft. Issac var irriterende hurtig. Jeg skulle til at sige noget ikke særlig pænt til ham. Han drillede mig altid, fordi han var hurtigere end mig, men jeg blev afbrudt af et frygteligt skrig. Issac stoppede forstenet op. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, hurtigere end jeg nogensinde havde løbet, ned til vores hus, hvorfra skriget havde lydt. Issac fulgte lige i hælene på mig.

Jeg stormede ind i huset, og skulle lige til at smække døren til stuen op, men Issac greb fat i min hånd. Jeg stirrede arrigt på ham, men han rystede på hovedet og pegede ud af vinduet mod baggården. Bundet fast til brønden stod tre heste. Smukke dyr, sorte som blæk med et blåligt skær. Der var kun en ting galt med dem. Deres øjne. Gule. Orange.

   "Dæmonheste, Cassi. Du ved godt hvem, der rider på dem, ikke?" Det føltes som en kold hånd lagde sig om min hals. De sorte riddere.

   "Mor er derinde..." hviskede jeg. Issac nikkede og lagde sit øre mod den lukkede dør. Lyttede. Jeg fulgte hans eksempel og hørte brudstykker af en samtale, en samtale jeg fandt yderst skræmmende.

   "...er det? Hvor har du gemt den?" sagde den første stemme, tilhørende den mand, jeg senere fandt ud af hed Igelramnus, Den ubesejrede.

   "Du får aldrig fat i den!" råbte min mor. Der lød tumult og et skingert skrig.

   "Mor!" skreg jeg, og for sent gik det op for mig, hvad jeg havde gjort. Issac sendte mig et trist smil, og han skubbede mig om bag ham, lige som døren åbnede sig. En mand i sort kappe kom ud og skubbede sin hætte tilbage. Reinhold - Den stædige. Hans ansigt henlå i mørke, men der var en dragende ondskab over det. Det lød underligt, men det var sådan jeg havde det, som om mandens ansigt, der indeholdt så megen ondskab, var noget, jeg ikke kunne lade være at se på.

Det gjorde mig bange. Meget bange. Frygten lammede mig, og jeg var så forstenet, at jeg ikke nåede at gøre noget, før manden, som nok nærmere var en af de sorte riddere, tog fat i Issacs nakke og holdt fast.

   "Jamen dog. Sikke en overraskelse, at I havde lyst til at slutte jer til os, tvillinger. Mon ikke jeres mor har lyst til at fortælle os, hvor den bog er nu?" En kold hånd lagde sig om min mund, og forhindrede mig i at skrige. Den ridder, der havde listet sig om bag mig, Rycharde - Den turbulente, skubbede mig frem mod døren, hvorefter jeg blev slynget hen af gulvet. Issac blev skubbet efter. Den første ridder, Ingelramnus, sørgede for, at vi ikke prøvede at stikke af ved at stå truende med sit sværd.

Mor lå på gulvet. Hun havde en flænge hen over kinden, og hendes ene ben så ud til at være brækket. Det var grunden til at hun stadig lå ned. Hun hvæsede arrigt, at mændene skulle lade hendes børn være¨, men de så ikke ud til at lytte.

   "Hvor er den?!" Reinhold råbte nu. Hans stemme sendte kuldegysninger ned ad min ryggrad.

   "Jeg ved det ikke!" skreg hun. Og det var ikke løgn. Jeg kunne se når hun løj. Hun vidste det ikke.

Igelramnus trak Issac op at stå og holdt sværdet ud for hans hals med et smil, der ikke nåede hans øjne, øjne, der havde samme farve som hans hests. Fuldt og helt i magten på dæmoner og grådighed.

   "Hvor er den?" spurgte han ganske roligt, som om han ikke lige var ved at slå en lille dreng ihjel.

   "Hun ved det jo ikke!" råbte jeg panisk. Reinhold vendte sig om mod mig, og jeg sank en klump. Jeg måtte lære at holde min mund.

   "Men det gør du måske?" spurgte han mistænksomt. Jeg rystede kraftigt på hovedet, men manden gik bare tættere og tættere på ...

Issac forsøgte forgæves at sparke sin tilfangetager over skinnebenet, men hans greb blev bare strammere og Issacs ansigt fik en blålig farve. Mor var kommet halvt op at stå, med vægten lagt på det raske ben. Hun holdt et brækket stoleben op som våben. Hun havde ikke opdaget, at Richarde var bag ved hende. Hans sværd gennemborede hende, før jeg kunne nå at skrige op. Issac hørte skriget og vidste, at hun havde prøvet at redde ha. Hans ansigt blev blegt, og han holdt op med at kæmpe imod. Richarde, der lige havde slået min mor ihjel, sendte mig et uhyggeligt smil.

   "Vi kommer tilbage!" Så forsvandt de, og de havde Issac med sig.

 

Jeg styrtede ned i landsbyen, skrigende som en sindssyg. Folk stirrede mærkeligt på mig. Jeg løb, alt hvad jeg kunne ned mod Charlies hus. Jeg løb om bag huset, hvor han stod og øvede med sin bue. Han vendte hovedet, da jeg kom løbende, og jeg faldt ham grædende om halsen. Han tabte Fortune, buen, så forbløffet blev han. Jeg hulkede ned i hans skjorte et stykke tid.

   "Cassi, hvad er der i vejen?" Jeg havde ingen kontrol over min stemme, og det blev til en masse usammenhængende lyde. Charlies far kom løbende og skulle til at råbe noget til sin søn, men så så han hvem, der var på besøg. Han fik et trist udtryk i øjnene.

   "Far, hvad sker der?" spurgte Charlie, mens han holdt trøstende om mig.

   "De har lige fundet Cassis mor...død." Hans stemme og ordene fik gråden til at stoppe og i stedet sætte sig som en stor, sort klump i halsen. Charlie stivnede og strammede sit greb om mig en anelse.

 

På en eller anden måde fik de mig overbevist om at følge med ind i huset. Det udløste endnu et sammenbrud, fordi synet af Charlies søde, imødekommende og venlige mor fik mig til at tænke på mig egen. Efter megen overtalelse, flere knus og et løfte om ingen opfølgende spørgsmål den aften, fortalte jeg, hvad der var sket.

Der var stille et stykke tid, så rømmede Charlies far sig, men han blev afbrudt af sin kone.

   "Jeg tror Cassi har brug for søvn, Xavier. Hun kan låne din seng, ikke sandt Charlie?" Han var langt væk i sine egne tanker, og der gik derfor et stykke tid, før han svarede.

   "...Øh...jo, selvfølgelig. Jeg kan sagtens sove på gulvet." Han skulle til at rejse sig, for at følge mig op ovenpå, men jeg havde endnu ikke gjort mine til at rejse mig.

   "Hvad er det for en bog? Hvorfor er den så vigtig?" Ophelia så opgivende på mig og vimsede i stedet ud i køkkenet for at lave aftensmad. Xavier så på mig, som om han prøvede at finde ud af, om jeg kunne klare det.

   "Bogen, de ledte efter, går under navnet 'Libra Vitae' eller 'Livets Bog,' om du vil." Han holdt en pause og ventede på, at jeg selv skulle regne den ud.

   "Vitalibra," sagde jeg efter et stykke tid og hentydede til mit efternavn.

   "Lige præcis, Vita, der betyder liv og Libra, der betyder bog." Jeg nikkede.

   "Hvad er der med den bog?" spurgte Charlie nysgerrigt. Et kort øjeblik skiftede hans øjne farve til ravgyldne, den farve de havde, når han skiftede form. Det var deres efternavn. Lionshaper.

   "Det siger lidt sig selv, ikke? Det er den bog, alt liv er bundet til. Bogen er magisk. Den, der besidder de rette evner, vil, med få ord, kunne bestemme, om du lever eller dør. Den, der har magt over denne bog, vil kunne skrive navnet på en person og redde dennes liv, men også tage det. Samtidig indeholder bogen alle livshistorier. Tænk på en person, og du vil kunne følge personens mindste skridt, afhængigt af, hvad du ønsker at se."

   "Og Mor havde bogen?" Han nikkede. Jeg sank en klump, og Charlie lagde en arm om mig.

   "Du forstår godt, hvad de har tænkt sig at gøre, hvis de får fat i bogen?" Jeg nikkede, men tænkte indvendigt, at jeg var nødt til at gøre noget. De havde Issac. Charlie kunne gætte sig til, hvad jeg tænkte.

   "Du gør det ikke, Cassi! Vi skal nok få Issac fri på en eller anden måde!" Ophelia kom ind og stillede maden foran os.

   "Måske skulle I alle sammen finde den bog, før I plaprer løs om redningsaktioner?" Xavier så på sin kone med stor kærlighed.

   "Jo, det har du ret i, min kære."

 

Den næste morgen, efter en nat, hvor jeg ikke havde sovet det mindste, fik jeg resten af historien om bogen.

   "Du er sandsynligvis den eneste, der kan finde og tilintetgøre den," sluttede Xavier. Jeg gøs.

   "Tilintetgøre?"

   "Tilintetgøre," svarede han og gav mig en seddel med en kode, der eftersigende kun skulle kunne løses af den rette ejer. Det vidste sig nemlig, at Xavier var min fars bedste ven. Efter at han var død, havde Xavier taget sig af os, hjulpet med høsten og hjulpet min mor med bogen. Det var også gennem dette forhold, at Charlie var blevet min bedste ven. Han var tit kommet med, når Xavier havde besøgt os. Jeg studerede papiret, men jeg kunne ikke afkode det. Der stod jo ikke noget. Charlie prøvede at hjælpe, men endte med at spilde vand ud over det. Ikke at der skete noget ved det, men det var der, vi på en måde gav op.

Indtil om natten. Månelyset skinnede ind af det lille loftvindue, og jeg tænkte på min familie. Hvor mon de var nu? Var der virkelig en himmel, eller var døden en uendelig intethed? Mest af alt tænkte jeg på Issac. Min idiotiske tvillingebror, der havde ofret sig for mig og nu var de sorte ridderes fange. Papiret, jeg holdt i min hånd, begyndte at lyse. Forskrækket tabte jeg det. Charlie vågnede, da han fik papiret i hovedet.

   "Cassi, hvad har du gang i?" Jeg pegede på det lysende papir.

   "Galgetræet..." fik jeg fremstammet. Bogstaverne stod tydeligt frem på det lysende stykke papir. Han så forbløffet op på mig. Han kunne tydeligvis ikke se det. Men så sprang han på benene.

   "Hvad venter vi på? Lad os finde den bog!"

 

Vi stod ude foran Charlies hus, og jeg begyndte straks at gå mod mit hus, men Charlie standsede mig.

   "Vil du ikke hellere have et lift?" spurgte han og forvandlede sig til den smukke, gyldenbrune løve, jeg kun havde set et par gange før. Forsigtigt lagde jeg armene om hans hals og vi var ved træet på ingen tid. Vi ledte længe alle de steder, der var mulighed for at gemme en bog, Charlie gravede endda i jorden med sine forpoter. Men der var ikke noget.

   "Hvad med oppe i træet?" spurgte han, da han atter var blevet et menneske. Jeg nikkede og tog imod hans hestesko, men jeg rystede af frygt. Op i Galgetræet, jeg kunne ikke forestille mig noget værre.

Så snart jeg nåede toppen, ændrede luften sig. Den blev med et kvalm og uden energi, som om nogen havde fjernet alt lykke fra selve luften. Det var umuligt at forestille sig, at Livets Bog skulle befinde sig her. Ikke desto mindre gjorde den lige netop det. Helt øverst oppe, hvor stammen kun akkurat var tyk nok til, at den kunne udhules og indrettes som bogholder, lå den. Det lykkedes mig at lirke bogen fri. Jeg stod med den i hånden et øjeblik. Hvilken magt den indeholdt. Men så knækkede den gren jeg stod på, og jeg faldt skrigende til jorden. Og blev reddet i sidste øjeblik af Charlie. Han stirrede rystet mod trætoppen.

   "Jeg troede selv træet modsætter sig, at du får bogen." Jeg skulle til at svare, men jeg nåede det ikke. Charlie, der havde sat mig ned, råbte advarende et eller andet, men blev så selv pandet ned. Jeg vendte mig rædselsslagen rundt og stod ansigt til ansigt med ridderen, der havde slået min mor ihjel. Bag ham stod der en anden med Issac i armene. Issac rørte sig ikke.

   "Jamen, goddag Cassi! Jeg kan se at du har taget en lille gave med!" Jeg rykkede et skridt baglæns, klamrede mig til den lille bog i mine arme. Jeg havde ikke tænkt mig at give den til dem. De ville udslette alt godt på Jorden. De var onde, ville slå folk ihjel med den bog, vække afdøde onde herskere, der kunne bringe endnu mere ødelæggelse. Det ville jeg ikke, men jeg ville heller ikke miste min bror og min bedste ven. Vi skulle have vækket Xavier. Han skulle have været gået med os, eller have standset os. Nok nærmere det sidste. Nu var jeg nødt til selv at træffe en beslutning. Jeg åbnede bogen og gik endnu et skridt baglæns.

   "Giv mig bogen!" hvæsede Richarde. "Eller jeg slår dem begge to ihjel!" Jeg var ikke i tvivl om, at han ville gøre det.

   "Hvilken garanti har jeg for, at du ikke gør det alligevel?" skreg jeg tilbage og gjorde en umærkelig besværgelse med min hånd. Noget der kun ville ligne skrivebevægelser, hvis man havde en god fantasi. Richarde udstedte en ordre, og Issac blev lagt ved siden af Charlie, der endnu ikke var kommet til bevidsthed, og et sværd blev hævet over dem.

   "Giv mig bogen," sagde han roligt. Issac rørte på sig, og i mit hoved kunne jeg nu høre, det jeg manglede. Deres navne. Man skulle aldrig undervurdere den telepatiske forbindelse mellem tvillinger. Jeg skrev dem ned i bogen, og de var ikke engang kloge nok til at regne ud, hvad det betød.

   "Okay!" skreg jeg, som sværdet nærmede sig faretruende Charlies hoved. Jeg smed bogen i en bue tværs gennem luften mod dem. Et øjeblik var jeg bange for, at det ikke havde virket. Men så, som de læste deres egne navne, efterfulgt af en beskrivelse af en hurtig død, gjorde de nøjagtig, som jeg havde skrevet: Faldt døde om som marionetdukker, hvis strenge var klippet over. Jeg faldt sammen på jorden. Jeg brød mig bestemt ikke om den bog. Og noget sagde mig at det langt fra var overstået endnu.

   "Cassi!" Issac kom løbende hen til mig, tæt forfulgt af Charlie, der lige var vågnet. Jeg smilede svagt.

   "Det er derfor jeg hader bøger!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...