Noveller

Titlen siger vel egentlig sig selv, dette er en samling af længere eller kortere tekster som vil komme i en mere eller mindre tilfældig rækkefølge. Der er lidt til en hver smag, så just go for it!

3Likes
14Kommentarer
587Visninger
AA

4. En krig der aldrig slutter

Lille note: Dette er en af mine første danskstile, så sproget er måske ikke det bedste, men jeg synes alligevel den fortjener at komme herind, fordi den har haft så stor betydning for min skrivning. Jeg vil ikke remse det hele op, men i hvert fald indeholdt den oprindeligt nogle af de navne jeg nu bruger i andre historier, og plotmæssigt har den inspireret flere ting. Et lille indblik af en elleveårigs forvirrede hjerne. Ikke at fjorten er stort bedre :-)

 

”Aaairhh!” Mit skrig går gennem marv og ben. ”Nej, din psykopat!” skriger jeg igen. ”Han har ikke gjort dig noget!” Jeg kan selv høre, hvor skingert det lyder, men det er enten det, eller tigge på mine grædende knæ. Det kan jeg så for øvrigt heller ikke, om jeg så havde villet det. Hvilket aldrig kunne falde mig ind, da det ikke hjælper! Jeg er nemlig bundet med lænker, der forhindrer mig i at flygte eller gøre modstand på mere end en måde. Jeg kan ikke røre mig fysisk, og lænkerne er magiske.

”Du ved lige så godt som jeg, at han slet ikke var havnet her for at dø, hvis ikke du havde sat dig i vejen for mine planer. Fanden tag, at du ikke er voksen endnu og stadig er beskyttet af barndommens magi!” siger Hitler - der selv er Fanden - og kaster endnu en smerte-besværgelse over Alexander. Jeg tager igen min maske af iskold ro på.

”Man er nok ikke engang på fornavn med sig selv,” håner jeg, og Alexander mister bevidstheden igen. Gudskelov for det.

”Din lille mide. Du og din far har spændt ben for mig for sidste gang!” siger han, og man kan se raseriget koge i ham.

”Jeg har en adresse på en virkelig god psykiater. Hvis du vil, kan du godt f…” Min bemærkning dør ud, fordi han vækker Alexander igen. Uden tøven planter Hitler kniven i brystet på ham, og går så ud af rummet.

”Nej, nej, nej, NEJ!” skriger jeg, og kaster mig fortvivlet i lænkerne, men stopper så, da jeg hører en meget svag lyd fra Alexander. Måske er Hitler ikke så god til at ramme alligevel.

”Hold op med at kæmpe imod. Det gør jo ingen forskel. Jeg dør alligevel om lidt. Du skal bare standse den her krig, selv om den nok ingen ende får alligevel. Husk hvad vi kæmper for, og frem for alt husk, hvad din far sagde. 'Jeg handler gennem dig nu. Jeg regner med dig.' Du vil altid være min bedste ven. Skak!” Mere siger han ikke, men nynner soldaternes lejrbålssang om kærlighed, mod, styrke og forræderi.

Men jeg kan selvfølgelig ikke lade være, så jeg begynder at skrige hjerteskærende. Efter en halv time kan jeg ikke mere, så jeg hænger slapt med hænderne løftet over hovedet kun forhindret i at synke i jorden af lænkerne. I tiden derefter får jeg tænkt tingende igennem. Det ser bestemt ikke godt ud. Efter hvad jeg kan se, er det hele min skyld. Hvilket det naturligvis ikke kun er, men meget af det. Men hvis jeg vender historien om. Hvis jeg starter helt fra begyndelsen af krigen, så burde det ikke se helt så sort ud. Hvis jeg vender mørket til lys.

 

Det startede i september 1939, hvor far kom hjem og fortalte, at Tyskland havde invaderet Polen, eller i hvert fald angrebet det. Han fortalte, at de havde tænkt sig at underskrive en officiel krigserklæring. Den dag startede det hele. Vi skulle flytte til London, så far kunne indtræde både som premierminister og marineminister. Det var jo en meget stor ære, og London var - og er stadig- en fantastisk by, men … Jeg er ikke den type, der svinger om mig med veninder, men dem jeg har, holder jeg virkelig meget af. Og så var det faktisk ikke særligt normalt at flytte. Jeg skiller/skilte mig jo i forvejen ud på grund af mine smaragdgrønne øjne, min brune hudfarve, som var jeg fra Italien, og mit blonde hår. Hvis jeg havde bestemt, ville England have holdt sig langt fra krigen i Polen. Men sådan blev det naturligvis ikke.

Dagen efter min tolv års fødselsdag startede jeg i den nye skole. Jeg husker den dag meget tydelig. Jeg skulle præsentere mig selv foran klassen og fortælle lidt om mig selv - typisk. Klasselæreren var heldigvis sød.

”I dag skal I tage imod en ny pige i klassen, og hun vil gerne sige lidt om sig selv,” sagde hun.

”Mit navn er Clementine Churchill - kald mig bare Tine. Jeg er fra Oxford og er lige fyldt tolv. Min far er militær mand og har lært mig en del nyttige ting om strategi og politik. Jeg kan bruge næsten alle våben, inklusive magi, men mit bedste våben er dog min tunge. Mine fritidsinteresser interesserer jer ikke, så I får dem heller ikke at vide,” sagde jeg og smilede på en måde, der kan få selv den værste bølle til at krympe sig.

”Tak, det fint. Værsgo at sætte dig ned. Ja, ved siden af James der. Find jeres historiebøger frem. Side 24 og 25,” sagde klasselæreren og forsatte undervisningen, selv om de fleste sad og stirrede på mig fordi jeg havde tilladt mig at være så næsvis..

Det gik fint indtil omkring min seksten års fødselsdag. Krigen havde udviklet sig katastrofalt, men de eneste tidspunkter det egentlig havde rørt os - foruden manglen på mad og andre krigsting - var når nogen af vores kammeraters brødre eller fædre døde i krig. Men vi klarede os gennem det hele, selv bombningen af London nogle måneder forinden. Men så blev premierminister Winston Churchill ramt af en forbandelse fra den tyske side, der langsomt tog livet af ham.

Hvis jeg havde været en dreng i en fattig familie, ville jeg nok være søgt ind som soldat. Det var da også det min far foreslog. Det var næsten, det jeg havde drømt om. Jeg ville gerne være soldat og troldmand. Men det kunne jeg kun med et meget højt potentiale i magi og med en vis alder. Det havde jeg så også. Far havde trænet mig, så jeg ville hurtigt stige i graderne og kunne gå videre til uddannelsen. Men det var selvfølgelig ikke det, han havde tænkt sig.

Han havde tænkt sig, at jeg skulle stige så højt i graderne, at jeg ville kunne overtage hans plads. Selvfølgelig ikke officielt. Jeg skulle fungere som et led og skulle så bruges som dukke, og gøre alt, hvad han ikke selv kunne. Jeg kom med nogle spidse svar og lukkede mig inde på mit værelse i en hel dag, mens jeg tænkte det igennem. Jeg besluttede at gøre det som mit træk mod Hitler. Mit forsøg på at hævne alle de faldne. Det tænkte jeg, og samtidig at England intet havde gjort for at vinde min loyalitet. Men beslutningen var ikke min

Det var min fars mening, at jeg skulle overtage hans arbejde i militæret, og at min bror - der er virkelig god til politik, men elendig til militærting som han selv har udtrykt det - skulle overtage premierminister arbejdet. Officielt var det stadig ham, der tog sig af det, for ingen vidste han var såret. Så inden længe stod jeg til optagelsesprøve. Da der var kamp i landet og rundt om i verden, skulle vi vise hvad vi duede til.

Første test: Løb. Vi blev stillet op på en lang række og skulle så løbe en distance på cirka 300 meter så hurtigt som muligt. Dommeren fløjtede. Inden længe var de andre et godt stykke bag mig. Jeg nåede ind med en tid på cirka 20,13 sekunder. Den, der nåede ind som den første efter mig - med tiden 26,36 -, hed Alexander og blev min bedste ven nogensinde.

Anden test var knivkastning. Vi havde hver fem kast. Jeg ramte den midterste cirkel alle gange. Alexander fire af de fem.

Tredje test: fægtning. Vi blev hver især sat mod en ældre soldat, og så lavede de en turnering ud af det. Min første modstander var ikke stort ældre end mig - det selv om jeg var den yngste i hele militæret på det tidspunkt. Han var lidt lille i det, men kunne da bruge et sværd. Havde dog ikke haft den bedste læremester i hele landet. Jeg vandt nemt. Og sådan blev det ved. Alexander røg ud i semifinalen, mens jeg kom i finalen. Over for mig stod en barskt udseende kvinde, ikke særlig høj, lidt buttet, men med en snedighed, der overgik de flestes. Hun troede fejlagtigt, at jeg var en lille pyntedukke, der havde vundet, fordi jeg enten var snedig, eller fordi jeg distraherede mine modstandere. Det kunne da også godt se sådan ud. Jeg er ikke specielt høj, har langt blondt hår og strålende grønne øjne. Ingen kraftig knoglebygning eller muskler nogen gider bemærke. Men det, mit udseende dækker over er, at jeg er forbandet hurtig i mine bevægelser. Jeg er smidig og to håndet. Og jeg havde ret, hun tabte kampen på ingen tid.

Fjerde test: skydning med gevær. Samme sikkerhed som med knivene. Stef var lige så god som jeg til det.

Tiden gik. Både Alexander og jeg var kommet ind. Jeg steg hurtigt i graderne, og jeg blev korporal, et halvt år efter jeg startede - utroligt ikke? En sen eftermiddag sad Alexander og jeg og spillede skak. Jeg havde fortalt ham sandheden, og han så ikke engang overasket ud. 'Det forklarer jo, hvordan du er blevet så god, når du ikke er ældre,' havde han sagt, som om han ikke fandt det spor besynderligt.

Han tog åndsfraværende en bonde, men lige inden han satte den ned, sagde han:

” Denne krig er som et spil skak, og det er ikke engang kun militæret, det går ud over. Tusinder af mennesker har mistet livet. Hele verden er et skakbræt.” Han vendte og drejede bonden tankefuldt. ” Er det muligt for en bonde og en konge at bytte plads? For det tror jeg dig, og din far har gjort.” Det var første gang, han lød som en, der for længst skulle have haft den bedste uddannelse man kunne få; han var trods alt næsten tyve.

”Jeg ville ønske,… Nej, det er lige meget,” sagde jeg og tav så.

”Hvad sagde du? Du ved, du kan fortælle mig alt.” Og så fortalte jeg ham, hvad jeg havde gået og tænkt, siden krigen startede. At min loyalitet ikke lå hos kongen eller min far, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget.

” Denne krigs afslutning vil ændre alt. Måske vil der endelig blive fred. Jeg lover dig, at jeg vil støtte dig uanset hvad. Jeg har en plan, og hvis en af os mister livet, fuldfører den anden den, okay? Det vidste jeg du ville sige. Vi må sætte ham, Hitler, skakmat. Dine folk skal nok blive reddet, om det så er det sidste vi gør!”

Efter den aften blev mange nætter brugt på forberedelserne på vores sidste træk. Så langt nåede vi bare ikke. I en kamp en måned efter, blev vores kommandør taget til fange og forhørt. Hemmeligheden om min del i det hele, og at min far var ude af spillet, blev afsløret. Vi var de personer fjenden allerhelst ville have fat i.

Da vi fik nys om et overraskelsesangreb, blev min deling og jeg sendt til Berlin. Vi skulle forsøge at forhandle fred. Vi blev ført lige i en fælde. Hele delingen blev udslettet med udtagelse af Alexander og jeg selv. Vi endte i et sikkerhedsrum, hvor vi blev forhørt og pumpet for oplysninger. Men Hitler blev træt af mine spottende kommentarer og Alexanders intetsigende stilhed. Jeg narrede oplysningerne ud af dem i stedet! Og den mest forfærdelige nat i mit liv oprandt.

 

Hitler kommer tilbage lige efter, jeg er holdt op med at skrige. Jeg springer op, stadig med iskold ro. Tilsat iskold vrede og sorg.

” Er du klar til at følge din lille ven i døden? Er du ikke, det var synd. For du kommer til at dø for øjnene af alle i hele verden. Specielt din far kommer til at se, hvordan jeg så let som ingenting knuser dit lille ho… ” siger han med en sukkersød stemme, der drypper af foragt, men bliver afbrudt midt i sætningen.

”Den eneste der bliver knust her er dig,” skriger jeg ind i hovedet på ham.

”Nå, så det tror du?” Hans latter fylder rummet. ”Grib hende.”

Lynhurtigt går jeg så langt i bro, som jeg nu kan, og får fat i to kasteknive med munden. Det virker underligt at de ikke har tjekket mine støvler. Selv om jeg er bundet, kan jeg stadig kaste en kniv. Den ene borer sig ind i tindingen på en af hans håndlangere, den anden kaster jeg, og for et syns skyld får jeg den til at ramme med skæftet først. Den skubber næsebenet op i hjernen på den anden vagt/ håndlanger, og han dør med det samme. Hitler står og måber i en brøkdel af et sekund, så siger han med åbenlyst had i stemmen:

”Som du vil. Det bliver så meget desto mere smertefuldt sådan her.” Han kommer meget langsomt hen mod mig. Han tager fat om mine håndled med den ene hånd, og med den anden holder han en kniv. ”Har du en sidste ting, du gerne vil sige?”

” Ja. Du er den største idiot, jeg nogensinde har mødt!” siger jeg og planter den besværgelse, Alexander og jeg har arbejdet så længe på, i hovedet på ham. Han vakler tilbage og styrter ud af rummet. Lidt senere hører jeg et skud fra en pistol, og jeg skriger fuld af smerte sorg og vanvid:

”Skakmat!” Og man kan ligefrem høre min hjerne bryde sammen eller sindet knække.

 

Jeg vågner ved, at jeg skriger igen. Der er gået otte år, siden krigen sluttede. Folk tror, jeg er sindssyg, når jeg gør det. Og det er jeg måske også. Men hvem ville ikke være det?

Alexander var ikke død. Lægerne reddede ham. Han beroliger mig. Han forstår det. Og som han sagde: 'Denne krig slutter nok alligevel ikke.' Det har han ret i. Men hvad så. Livet går videre. Og som en klog mand engang sagde: 'Der bliver først fred i Europa den dag der dør flere civile end soldater.' Skylder vi ikke fremtiden det?

Og et sidste råd. Hvis din verden bliver et skakbræt, så vælg en bonde. Kæmp på retfærdighedens side. Giv gerne dit liv for en lykkelig fremtid. Og der er flere betydninger af ordet land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...