Familie bag lukkede døre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 25 okt. 2013
  • Status: Igang
Ella troede at hun viste hvad et normalt liv var.
Hun troede at alle oplevede det samme hun oplever hver dag.
Men da hun starter i skole finder hun ud af noget helt andet.
Hvordan skal man opføre sig? Hvordan er det at have forældre der er så...Anderledes fra hendes? Hvordan tackler man alle...Problemerne?
Er bare nogle af de spørgsmål den kun 6 årige Ella tænker over.
Ellas storesøster, Emilia derimod har helt andre ting at tænke over.
Hun har kun en tæt veninde som ved hvad der sker hjemme hos Ella og Emilia.
Hvordan vil en mulig kæreste reagere? Vil hendes lærer finde ud af noget? Hvordan vil det hele over hoved går? Hvad bringer fremtiden?
Men en ting er sikkert hjemme hos Emilia og Ella er der ikke som hos andre, og der er ikke som det skal være...

2Likes
0Kommentarer
123Visninger

1. 1. Tryghed

Emilias Synsvinkel

Min seng havde altid været mit yndlingssted, fordi jeg kun følte mig tryg i min seng.

Dynen var erstatning for min fars arme der beskyttede mig og min pude var i stedet min mor den der lyttede når jeg havde brug for at snakke.

Jeg satte mig op.

Viserne på mit sorte vækkeur viste at klokken var lidt over fem.

Om morgenen.

Vindens lange arme strakte sig ind af mit vindue.

Jeg rejste mig op, for at stoppe den kolde vind i at komme ind til mit næsten trygge sted.

Jeg gjorde det selvfølgelig uden at vække Ella.

Hun var helt sikkert træt og hun havde allerede været i gennem nok.

Bare i aften.

Hun havde sagt far i mod hvilket førte til at hendes hoved nok gjorde forfærdeligt ondt når hun engang vågnede.

Jeg måtte hellere finde ud af hvad jeg skulle sige på skadestuen, hvis nu det blev aktuelt.

Hvad med... Hun hoppede op i en dørkarm.

Ja hendes hoved hade haft nærkontakt med en dørkarm, men hun havde bestemt ikke selv hoppet op i den.

Jeg gik over til mit og Ellas skab.

Jeg havde altid elsket det skab.

Mønstret kunne nogle gange minde om mit liv.

Indviklet, forvirrende og endeløst.

Skabets hvide farve var selvlysende i det mørke værelse.

Jeg åbnede det og fandt noget tøj.

Jeg trak mine helt normale jeans ud, sammen med en sort og blå stribet sweater.

Normalt standart tøj, jeg skulle nødig stikke ud.

Jeg lagde tøjet på mit sengebord, og gik over mod vinduet jeg lige havde lukket.

Mørket virkede beroligende på mig.

Alle var hjælpeløse i mørket så var det ikke kun mig.

Træerne svajede i takt med buskende og de visne blomster.

Visne blomster syndes de fleste er enormt triste, jeg er uenig.

Visne blomster er bare et symbol på at ingen kunne kontrollere...Døden.

Jeg lagde mig tilbage til min trygge dyne og pude.'

                                               *2 Timer senere*

Ellas Synsvinkel

Jeg åbnede langsomt mine øjne.

Det første jeg følte var smerten i mit hoved.

Jeg husker heldigvis stadig hvorfor...Eller Heldigvis.

Det var vel et meget godt tegn...Og kunne huske hvorfor det gør ondt.

Jeg satte mig op og fortrød det hurtigt.

Et jag af smerte løb i gennem mit hoved.

Og jeg hørte mit eget skrig.

Alle på vejen må næsten kunne have hørt det.

Min hånd røg op til min mund.

Jeg viste at hvis andre hørte det havde jeg vundet nogle slag.

Det vidste jeg.

Jeg ville ønske jeg var Lucy.

Lucy er en pige fra min klasse.

Efter min mening havde hun det perfekte liv.

Det liv jeg drømte så inderligt om.

Det "normale" liv, med forældre der gav kram i stedet for at slå.

"Hvor meget fra 1-10" Den lave stemme i mit øre tilhørte selvfølgelig Emilia.

Jeg tænkte lidt over det.

Mit hoved gjorde rigtig ondt. Som RIGTIG ondt, men jeg gemte min tier.

"8,6"

Emilia smilede af mig men tog så min hånd.

"Jeg tænker skadestuen"

"Jeg er enig"

"Du faldt på vej til skole, okay meget uheldig"

"Hvor tragisk!" Sagde jeg sarkastisk.

Man kunne jo lige så godt være lidt sjovt når det nu var.

Emilia gik ud af rummet...

Smerten i mit hoved var ikke...ukendt jeg havde følt den før.

Aftenen før havde været en helt almindelig standart dag.

Altså hjemme hos os.

Jeg svingede langsomt mine sovende ben ud over sengekanten.

Jeg hade når mine ben sov.

Så ville jeg ikke kunne løbe hvis det var nødvendigt.

Jeg hørte råb inde fra stuen.

"Hvis du tager det is, så bliver i smidt ud!" Min fars truende stemme gav mig gåsehud.

Jeg kendte stemmen alt for godt.

Den råbende, truende og vrede stemme, som altid kom ud af munden på min far var meget velkendt.

Ja alt for velkendt.

Emilias synsvinkel

Jeg åbnede den hvide og kolde fryseren.

Vi havde altid en ærte pose liggende.

Hvis bare jeg kunne finde den.

Jeg stak hånden helt ind i fryseren, og mærkede den smerten pga. kulde skyde op i gennem min arm.

Jeg fik endelig fat i ærteposen og trak den langsomt ud.

"Hvad har du gang i?!"

Jeg tabte ærteposen på gulvet af bar forskrækkelse.

Jeg bukkede mig ned for at samle den op men nåede aldrig så langt.

Min fars hånd lå allerede på min skulder og hun trak mig hårdt op.

Den velkendte smerte skar i gennem min kind, da min fars hånd ramte den.

"Hvis du tager den is, så bliver i smidt ud!" Min fars truende og vrede stemme overraskede mig ikke.

Den lød altid sådan.

Jeg bukkede mig igen ned for at samle den op.

Ella havde brug for den, hun var bare et lille barn.

Hendes hoved gjorde ondt, og hvis hun skulle klare turen hen til skadestuen, havde hun brug for den.

"Hørte du mig?!" Råbte min far

Jeg nikkede stille mens jeg så ned på mine fødder.

Jeg kunne mærke de velkendte varme tåre ned af mit ansigt, og smage den salte smag da de nåede min mund.

"Tuder du?!" Råbte min far endnu højere.

Jeg rustede stille på hoved.

"Tuder du, spurte jeg?!"

"Nej" Jeg var faktisk i tvivl om han overhoved hørte det.

Min fars latter nåede mine øre, og jeg løb med ærteposen i hånden ind til Ella.

"Er du okay?" Ellas bekymrede stemme var lav men den noget dog mine øre.

"Ja" Jeg tørrede min øjne og satte mig ved siden af hende.

Hun havde sat sig op, jeg er sikker på det må have gjort ondt.

"Hvor sat du dig op?"

"Mine ben sov"

Jeg kom i tanke om ærteposen i min hånd, og lagde den nænsomt på Ellas hoved.

Jeg rejste mig og gik over til skabet.

Det stod allerede åbent, så jeg skulle bare stikke min hånd der ind.

Et par almindelige jeans og en T-shirt lå hurtigt i min hånd.

Med hjælp fra Ella fik hun tøj på, på under 20 minutter.

Jeg fandt hurtigt Ellas velkendte gule og hvide sygesikringsbevis.

Det lå som selvvaneligt på vores skrivebord.

Ellas sygehistorie var lang.

Jeg kaldte det bare hendes liste.

Der var nok omkring 30 ting på hendes liste.

Alt fra brækkede arme og ben, til hjernerystelser og huler i hoved.

Der var engang en læge der havde været lidt for nysgerrig og mistænksom.

Det endte med at nogle fra kommunen var kommet for at snakke med far.

Det havde ikke ført til det store.

De så kun facaden.

Den gode, perfekte facade min far havde bygget op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...