Du kommer for sent

John sidder under et piletræ, og tænker over et møde med en kvinde, som har givet ham problemer, som han ikke kan se en ende på. Hvad skal han gøre?

3Likes
4Kommentarer
299Visninger
AA

1. Du kommer for sent

John sidder under piletræet. Det er her, han altid går hen, når der er noget, som han skal tænke over. I dag sidder han og tænker på en kvinde, som han mødte dagen før, og de problemer hun har givet ham. Hun var rødhåret, havde brune øjne og det dejligste smil i verden.

Han havde mødt hende på vej hjem fra arbejde. Hun havde grædt. John så det med det samme, selvom hun forsøgte at skjule det. Han gik hen til hende, og spurgte hende om hvad der var i vejen.

       ”Alting”, svarede hun. John smilede overbærende og sagde.

        "Alt kan da ikke være så slemt, tør nu øjnene og fortæl mig, hvad der gør, at alt er galt.” Hun kiggede op på ham og sagde.

        ”Det kan jeg ikke se, hvorfor du vil vide.”

Hun smilede til ham, og i det øjeblik vidste han, at hun var noget specielt.

Så fortalte hun og sit ægteskab, om hvordan hun i begyndelsen havde været lykkelig, og om hvordan det bare var blevet værre og værre.

Hendes mand, Frank, var begyndt at drikke og spille kort. Når han kom hjem fra klubben, var han altid meget fuld. Og når hun forsøgte at hjælpe ham, eller sagde at han var nødt til at komme før hjem, slog han hende. Efterhånden var det ikke kun når han var fuld, men også når han var ædru. Hvis der ikke var mad, når han kom hjem, slog han. Hvis der var kartofler, som han ikke kunne fordrage, så slog han. Hun var blevet bange for sin mand og så ingen grund til at leve længere.

Da var det, at John lagde mærke til, at de stod på en bro. Han havde ikke set det før, han gik jo den samme vej hver dag. Men han forstod. Kvinden ville hoppe, det var derfor, hun var der. Han havde sikkert forsinket hende, men hvad hvis han gik? Ville hun så hoppe alligevel? Nej, den risiko ville han ikke løbe. Hun så så smuk ud i sollyset.

Efter at hun havde fortalt ham om Frank, stod John og tænkte sig om. Hun begyndte at blive nervøs, det kunne han mærke. Da var det, at han sagde, ”før mig til din mand, så skal vi nok finde på noget.”

Hendes ansigtsudtryk forandredes. Fra at være et ulykkeligt og desperat ansigt, blev det til et glad og forventningsfuldt ansigt. John vidste, hun ikke ville hoppe.

De satte sig ind i hendes røde bil, som holdte lidt længere oppe af vejen. De snakkede ikke meget sammen på turen. Det passede John helt fint, så kunne han tænke over, hvad han skulle gøre.
Kvinden kørte dem hen til den eneste bar i den lille by. John steg ud af bilen, og kiggede ind af vinduet. Der sad kun en mand, og han passede med den beskrivelse, kvinden havde givet af Frank. Gråt hår, som sad lettere sjusket, og blå øjne, som så tomt ned i et glas whisky. Jo, det måtte være ham.


Pludselig vidste John, hvad han ville gøre. Han gik hen til kvindens bil, og satte sig ind.

         ”Hvad vil du gøre?” spurgte hun.

         ”Jeg venter til i morgen, så skal jeg nok snakke med ham. Hvad siger du, skal vi ikke mødes under piletræet på Grise-Olsens mark, bagefter?” John rørte forsigtigt ved den pistol, han havde i bæltet. Den havde han altid med, bare for en sikkerhedsskyld. Hun så på pistolen. Hun svarede ikke på hans spørgsmål. John kunne se, at frygten spredte sig i hende. Han steg ud af bilen og gik hjem ad.

Han lå længe i sin seng og kunne ikke falde i søvn. Han overvejede stadig, hvordan han skulle gøre det. Og ikke mindst hvor og hvornår. Han lå og blev enig med sig selv om, at det nok var bedst at gøre det før middag. Han nåede ikke længere i sin tankestrøm, før han faldt i søvn.

***

Så her sidder han nu under Grise-Olsens piletræ. Overfor sidder Frank. Bevidstløs, kniplet og bagbundet. Nu havde han den slyngel. Nu mangler han kun at gøre arbejdet færdigt. Men det kan han ikke, ikke endnu. Frank skal se pistolen, mærke frygten. Han skal føle, hvordan livet stille og roligt løber ud af ham. Hvis John gjorde det nu, ville døden være, som at lade Frank slippe. Det kunne han ikke, han måtte ikke slippe. Ingen skulle slippe godt fra at slå en kvinde, og slet ikke en så smuk som hende.

Pludselig bliver stilheden brudt. Frank åbner øjnene, og forsøger at sige noget. John tager tapen væk fra hans mund.

        ”Hvad fanden laver du?! Er du sindssyg eller hva´? Jeg har ikke gjort dig noget! Hvad skal du bruge mig til?!” Frank råber og skælder ud. John ser iskoldt på ham.

        ”Jo, du har gjort noget. Du slår din kone, og gør hende så ulykkelig, at hun er klar til at tage sit eget liv.” Frank ser på ham med store øjne.

        ”Hvor har du hørt det? Jeg har ikke rørt min kone på den måde! Har hun sagt det?”

John svarer med skepsis i stemmen.

         ”Ja, det fortalte hun mig. Og det tror jeg på!” Frank ryster på hovedet.

         ”Hun er en løgner, det er, hvad hun er. Hun har en affære med en eller anden stor kanon inden for forretningsverdenen, som om jeg ikke vidste det… Har hun betalt dig for det her?”

John ser på ham, nu er det hans tur til at få store øjne.

         ”Det har hun ikke! Men hvordan… Hun sagde jo…” Han ser vredt ud på verdenen. Vinden blæser blidt, og får piletræets grene til at flagre. John sætter sig på en stor sten ved siden af træet. Frank ser på ham.

        ”Ja, hun har løjet for mange, og snydt mindst lige så mange. Selv mig…”

John hører ikke, hvad Frank siger. Det her skal hun ikke slippe godt fra. Han vender sig om, og går hen til Frank.

        ”Skynd dig af sted, hvis du siger det her til nogen, så er død!” John binder rebene op, og tager pistolen frem. Frank ser forundret på ham.

        ”Hvad vil du gøre?” Spørger han.

        ”Det der nu engang skal til…” svarer John. ”Kom nu af sted, før jeg ombestemmer mig.
Frank løber, så hurtigt han kan, hen over markerne. John ser efter ham. Han ved, at Frank vil fortælle det. Han hæver pistolen.

***

Han hører ikke skuddet, men ser kun Frank falde til jorden. John ser sig omkring. Der er ikke langt hen til markvejen fra piletræet, måske kunne han slippe væk den vej? Nej, han ville aldrig nå langt. Han sætter sig igen på stenen, og begynder at tænke.
Kunne han virkelig have taget fejl? Var hun virkelig bare en bedrager, eller var det Frank, som var bedrageren? Ville hun virkelig have hoppet, eller var det bare ham, som havde konkluderet forkert? Var det ham selv, der var bedrageren? Nej, det kunne det ikke… Kunne det?

Havde Frank haft ret, var han sindssyg? Var hun ikke blevet nervøs, da han havde rørt ved pistolen?

Befriede han ikke verden for onde mennesker? Var han selv et ondt menneske?
Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Var det overhovedet muligt, at komme ud af det her rod? Tankerne løb løbsk, og de ville ikke stoppe igen. De begyndte, at kredse om en tanke, men ville han kunne leve med det? Leve med det, han ville gøre?
Nej… Nej, det kunne han ikke. Alle løgnene, alle dem han ikke ville kunne se i øjnene, nej, det ville være bedre, hvis han ikke var der mere, efter det var gjort.

Ja, det var sådan det måtte være.

Men…

Nej, nu ikke ændre beslutning. Det er jo det bedste, er det ikke?

***

Tårerne presser sig på. Han kan ikke gøre mere nu. Han kan kun vente. Og vente, og vente.
Han kan ikke klare det, jo, det er han nødt til. Han skal, ellers er alt tabt.

Måske havde hans bror ret, måske skulle han være gået til psykolog? Nej, tiden er ikke til det nu.
Han tørrer en tåre, som fandt en vej ud af øjenkrogen, væk. Han kigger op i piletræets krone. Nu skal han snart ikke vente længere.
John sidder stille. Han kan høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, som spiller en lille melodi i det gamle piletræ. Han holder stadig pistolen. Det er, som om den brænder.
Han ser, en rød bil køre op af vejen. Den stopper så pludseligt, at den skrider ud, og forhjulene glider ned i grøften. En midaldrende, smuk, rødhåret kvinde stiger ud, og står med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.
       ”Du kommer for sent, ” siger John og lukker øjnene, men han tror ikke, at hun hører ham.

Også lyder skuddene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...