Forladt

Anna og Dukke-Lise er på stranden. Dette er historien om Anna, Dukke-Lise, Annas familie, og de tab Anna har måttet lide.

2Likes
0Kommentarer
456Visninger

1. Forladt

Der står vi. Os to. Mig og Dukke-Lise, min elskede dukke, som jeg har haft siden jeg var tre år gammel.

Her har vi stået så mange gange før, men i dag er helt anderledes.

Før kunne vi stå her i flere timer og bare lytte til havets skvulpen og mågernes skrigen.

Men i dag er der stille. Alt for stille. Havet er spejlblankt, ligesom Dukke-Lises blå øjne.

De blå øjne. For mange år siden, var de så varme og fulde af kærlighed.

Nu er de lige så kolde som mors kummefryser.

Måske mistede hun sin varme og kærlighed dengang…

***

Det var sommer, og det var ufatteligt varmt. Det havde ikke regnet i over 3 uger. Det lignede slet ikke den danske sommer, men de ”almindelige” danskere elskede det. Det gjorde de tyske turister vist også. Men landmændene var vist ikke så glade. Min far sagde, at det var fordi deres planter visnede. Jeg var 11 år dengang, så jeg satte mig ikke rigtig ind i det.
Det eneste jeg syntes der var dejligt ved varmen, var at man havde en god undskyldning for at tage en is og komme på stranden.
Dukke-Lise var selvfølgelig med overalt i den sommerferie, ligesom hun også var i hverdagen. Bortset fra når jeg var i skole. Der sad hun fint derhjemme, lige inden for døren og ventede på mig.
Nå men den dag gik min mor, jeg og Dukke-Lise ned i kælderen for at hente is. Jeg havde altid været bange for den kælder, men jeg indrømmede det aldrig. Jeg sagde, at det var Dukke-Lise, som var bange, og at vi var nødt til at have mor eller far med, for når de var med, så var der jo faktisk ikke så slemt.
Den dag var der dejlig køligt i kælderen. Det eneste sted i huset, hvor varmen ikke nåede ned. Det gjorde den sjældent.
Mor åbnede fryseren. Hun ledte et stykke tid, men kunne ikke finde isene. Jeg var nødt til at hjælpe hende.

Så fandt vi hurtigt isene og gik op til de andre igen. Vi havde hentet fire is, en til mor, far, mig og min irriterende storebror, Anders. Han drillede mig altid med, at jeg stadig havde Dukke-Lise med overalt.

Det gjorde han også den dag.

***


       ”Nå, hvor er så din lille dukke, Anna?” Jeg husker det så tydeligt, grundet alt det, der skete bagefter.

Jeg kan huske ,hvordan jeg bare kiggede underligt på ham og tænkte: Hvad mener han?

Dukke-Lise var jo… Vent! Hun var jo væk!

Jeg husker stadig, hvor kold jeg blev inden i. Jeg kunne ikke mærke de 30 grader. Jo, det ku’ jeg. Men de føltes ikke som 30, nærmere som -10.
Jeg gik i panik. Hvor kunne hun være? Jeg ledte overalt. Først i køkkenet, hvor gryder og pander var organiseret efter størrelse. Det var far, der ville have det sådan. Det var også ham der havde bestemt, at alle skufferne skulle være hvide, så der kom mere lys i rummet. Derefter skyndte jeg mig hurtigt ind i stuen. Her stod den bløde, grønne sofa, som man kunne synke helt ned i, hvis man ikke passede på. Den stod overfor fladskærmen, som hang på væggen. Det var helt nyt på det tidspunkt, og mange af mine venner elskede at komme, så de kunne se fjernsyn.


Derefter løb jeg over det røde gulvtæppe, der lå under spisebordet. Det var den hurtigste vej ind på mit værelse.

Mit værelse var ikke spor rodet. Hvis far så, at der bare lå et farvekridt på gulvet, så fik han et føl. Først løb jeg hen til de hvide reoler, der stod lige til højre, når man kom ind af døren. Jeg kiggede i samtlige 35 kasser. Hun var der ikke. Jeg kiggede bag alle bøgerne. Men der var hun heller ikke.

Jeg løb over til min store, bløde, dejlige seng. Jeg flyttede alle 3 puder, men hun var og blev væk.
Så satte jeg mig ved mit store skrivebord, der stod ved vinduet. Jeg var så ked af det. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre.
Så var det jeg huskede det. Kælderen! Selvfølgelig. Hun måtte jo være i kælderen!

Jeg løb ud af værelset, af samme vej som jeg var kommet. Jeg løb om bag huset og skyndte mig ned af trappen. Der var så mørkt. Jeg havde helt glemt, hvor skræmmende kælderen var.

Jeg skyndte mig at tænde lyset, men det nåede ikke helt ud i hjørnerne.

Jeg følte det som om der var nogen eller noget, der kiggede på mig. Det løb mig koldt ned af ryggen. Nej, nu måtte jeg altså finde Dukke-Lise!
Jeg ledte bag alle cyklerne, der næsten aldrig blev brugt. Jeg kiggede under mors tørrestativ. Men hun var der ikke. Så vendte jeg mig om. Der var fryseren. Hun kunne da ikke… Jeg skyndte mig at åbne fryseren. Og der lå hun! Frosten sad på hendes plastic-hud. Jeg tog hende op. Uhh, hun var bare så kold.

***

Jeg holder Dukke-Lise op foran mig. Hendes lyseblå øjne stirrer på mig. Hun ser faktisk helt sød ud, med håret strittende ud til alle sider. Engang børstede jeg hendes hår, meget forsigtigt, hver dag. Det holdt jeg op med for et par år siden.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her. Eller hvorfor jeg har taget Dukke-Lise med. Det var her, jeg plejede at tage hen, for at sørge, uden Dukke-Lise. Det var her, jeg blev forladt…

***

Far, mor, Anders og jeg var i gang med at pakke bilen. ”Skynd jer, nu!” Råber far, ude fra bilen. Bilen var fars stolthed. Han elskede virkelig den bil. Det er en BMW, fortalte han mig så tit. Som om jeg skulle kunne glemme det. Han sagde det jo næsten hver dag. 

      ”Vi har ikke hele dagen.”

Anders er hurtigt ude ved far. Mor stod i døren og ventede på mig. Det var altid mig, de ventede på, fordi jeg skulle have nogle ting med til Dukke-Lise.

Jeg løb igennem huset og ud af døren. Mor låste omhyggeligt efter os.

       ”Det var også på tide,” sagde far.

       ”Jeg skulle lige have Dukke-Lises badedragt med,” sagde jeg til far.

       ”Det er altid den satans dukke…” mumlede han hen for sig selv. Jeg lod som om, jeg ikke hørte det.

***


Anders sad med sin iPod. Den havde han købt for de penge, han tjente som avisdreng. Han havde ønsket sig den hvert år til sin fødselsdag, lige siden de kom på markedet. Jeg ville også godt have en, men jeg turde ikke spørge. Far sagde nemlig altid, at vi ikke havde mange penge.

Det forstod jeg ikke rigtig. Vi fik mad hver dag, havde et hus og fik tøj. Manglede vi så stadig penge? Jeg havde nemlig set en dokumentar på DR 1, om fattige børn i Afrika. Det gjorde mig ked af det, og jeg fik lyst til at hjælpe dem. Men jeg var kun 14 år, så der var ikke så meget, jeg kunne gøre.
Vi skulle i sommerhus. Det elskede jeg. Specielt fordi vi kunne komme til stranden.

Vi ankom til sommerhuset efter ca. en times kørsel. Jeg sprang ud af bilen næsten før, den holdt stille.

Sommerhuset var sort. Lige så sort som en solsort. Faktisk så passer det meget godt, for vinduerne var orange. Helt samme farve som solsortens næb. Ikke så underligt at folk kaldte huset, Fuglereden.

Det syntes jeg i hvert fald passede fint til huset.
      ”Anna, kom og hent dine ting!”

Det var mor der kaldte. Jeg løb over og hentede min mellemstore, røde kuffert og rullede den op til hoveddøren. Jeg skyndte mig ind. Når man gik ind stod man i en stue. Den var faktisk stor, fordi køkkenet og spisepladsen var i et med stuen. Det var faktisk smart. For når mor lavede mad, kunne vi stadig snakke med hende.
Til venstre for hoveddøren var der en anden dør. Den førte ind til et lille værelse, hvor Dukke-Lise og jeg skulle sove. Inde i værelset var der en seng. Den var ikke så stor som den jeg havde hjemme, men den var faktisk endnu blødere. Der var også et skab. Jeg begyndte straks at pakke ud, og hænge tøjet i skabet. Far skulle nødig tro, at jeg var et rodehoved.
Jeg satte mig på sengen med Dukke-Lise foran mig. Og så læste jeg højt for hende. Jeg kan huske, at jeg læste ”Alice i Eventyrland”. Det var min yndlingsbog.


Anders kom buldrende ind.

       ”Skal vi ikke på stranden eller hva’?” spurgte han.

       ”Jo, jeg tager badetøj på nu.” svarede jeg.

Han var lige så hurtigt ude af værelset, som han var kommet ind.

Jeg skyndte mig at finde både min og Dukke-Lises badedragt.

Min var mørkeblå og af mærket Speedo. Dukke-Lises var både pink, grøn, gul og orange. Den var faktisk ikke særlig køn, men det var også ligegyldigt.

Jeg tog et lyseblåt håndklæde og gik ud til mor, far og Anders.

***

Vi skulle gå ca. 100 meter, og så var vi ved strandkanten. Mor ville ikke i vandet. Hun havde taget en krimi med, som hun kunne læse, mens hun blev brun. Far ville derimod gerne med Anders og mig i vandet.
Jeg skyndte mig at brede håndklædet ud og sætte Dukke-Lise på det. Hun kunne ikke lide vand. Jeg løb ned til far og Anders, som allerede havde været under. Jeg kom hurtigt ud til dem. Men det var koldt at løbe gennem vandet. Vi havde ikke en så varm sommer, som tre år før. Da jeg kom ud til dem, blinkede far til Anders. Andet nåede jeg ikke at registrere, før de tog fat i mig og smed mig i baljen.

Da jeg kom op, spruttende og grinende, stod de og smilede. De to. De elskede at være ved stranden.
Efter godt og vel en halv time, gik jeg op. Jeg var begyndt at fryse. Godt nok elskede jeg Vesterhavet, men jeg brød mig heller ikke om at være forkølet. Så jeg lagde mig ved siden af mor og solede mig.
Et kvarter efter gik Anders også op. Han havde vidst fået øje på en eller anden pige… Far var nu alene i vandet. Han tog store svømmetag, mens han svømmede lidt rundt.
Solen varmede dejligt. Jeg lå på maven, så ryggen var helt varm. Jeg var faktisk lige ved at falde i søvn, da jeg hørte et råb. Det var far! Men hvor var han? Han var væk! Men hvordan? Jeg havde jo lige hørt ham…
Livrederen havde også hørt far. Og han vidste åbenbart, hvor han var, for han kom løbende for fuldt firspring ud i vandet. Han sprang i med hovedet først. Jeg talte sekunderne. Mor lagde armene om mig, Anders løb over til os. Mor var bange. Eller det tror jeg, for der løb varme tårer ned af hendes kinder. De ramte mig i nakken. 30 sekunder… Der var livrederen. Og han havde far med! Jeg ville løbe ned til far, men der var noget der stoppede mig.


Der var noget helt galt. Far så helt slap ud. Som en agurk, der har ligget for længe på køkkenbordet. Mor knugede mig ind til hendes bryst. Og da var det jeg vidste det. Far var død.

Han ville aldrig mere ruske mig blidt i håret. Han ville aldrig stå med hånden på min skulder, når jeg var nervøs og fortælle mig at alt nok skulle gå. Far ville aldrig mere smile til mig. Han ville aldrig mere grine med mig…


Ugen efter blev far brændt. Han havde ønsket at hans aske skulle spredes ud over havet. Det var den værste dag i mit liv.
Et par dage efter fortalte mor mig, hvad der var sket. Far havde trådt i et hestehul. Det er åbenbart noget med strøm og sådan. Mor sagde, at far havde kæmpet, men at havet bare var stærkere end ham. Hun ville ikke have, at jeg så det, men jeg så hver eneste tåre hun græd i de uger…

***

Ja, her står jeg så. Sammen med Dukke-Lise. Den dukke jeg fik af far. Den dukke, der har fulgt mig overalt. Med hende var jeg aldrig ensom.
      ”Det er derfor jeg er her nu.” Jeg lægger Dukke-Lise på et lyseblåt håndklæde på en stor sten.

       ”Nu er du ikke ensom længere. Jeg elsker dig far.” Jeg ved ikke hvorfor men nu, hvor jeg går der fra, så føler jeg ikke længere, at han har forladt mig. Han vil altid være hos mig. Og vi vil ses igen. Det tror jeg i hvert fald på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...